Billeder er aldrig uskyldige

Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Billes indlæg om, at velhaverkvarterer ikke er parallelsamfund, fortjener en kommentar. Det er, vil jeg mene, særligt vigtigt at lægge mærke til det billede, som Politiken har valgt som illustration af Ministerens indlæg.

Det fremgår ikke af billedteksten, men det noget trøstesløse fotografi, der optræder over Ammitzbøll-Billes indlæg er taget ude i Gellerup. Nærmere bestemt er det taget på gangstien der løber parallelt med den nyanlagte Karen Blixen Boulevard hele vejen oppe fra Edwin Rahrsvej og ned til City Vest. Den grå treetages bygning til venstre er Gellerup Bibliotek (i stueetagen). Den flade grå bygning til højre er lige for øjeblikket et hostel (Sleep-Inn Gellerup) med egen café, og helt ude til højre kan man over denne flade bygning lige akkurat skimte Gellerup Kirke. Midt i billedet kan man se indgangen til City Vest samt gangbroen over Gudrunsvej.

På fotografiet fremstår Gellerup noget trist, gråt og forfaldent. Det er gråvejr; bygningerne er grå, ensfarvede (kun brudt af enkelte påklistrede pastelfarver) og kedelige; stien er sandet til og minder om en grusvej, og på begge sider af stien er jorden væltet rundt, det flyder med fliser og murbrokker. Ikke just det mest indbydende landskab kunne man mene, og fotografiet synes i al sin tristesse at udgøre en form for tavs bekræftelse på Ammitzbøl-Billes påstand om, at rige beboelseskvarterer som f.eks. Islands Brygge selvfølgelig ikke udgør et parallelsamfund. Her er der jo, ved vi alle, pænt og rent og ryddeligt, og folk går på arbejde, tjener penge, bliver uddannede og ligger generelt ikke samfundet og den danske velfærdsstat til last.

Billedet underbygger således implicit en helt bestemt forståelse af, hvad et parallelsamfund er, nemlig en forståelse der er delvist overlappende med begrebet ghetto. Denne forståelse finder man blandt andet i Økonomi- og Finansministeriets Rapport “Parrallelsamfund i Danmark” (læs rapporten her), og det er den forståelse, som Ammitzbøll-Bille trækker på i sit indlæg. Et parallelsamfund er ud fra denne forståelse ikke blot kendetegnet ved, at at være et (kulturelt eller religiøst) (minoritets)fællesskab, der er isoleret fra og hvis værdier og normer mere eller mindre radikalt adskiller sig fra det omgivende (majoritets)fællesskab, men ved at dette fællesskabs medlemmer er fattigere, har en anden etnisk eller kulturel baggrund, er dårligere uddannet, mere kriminelle og generelt dårligere stillet end (majoritets)fællesskabets medlemmer.

Det er denne forståelse af parallelsamfund, som Ammitzbøll-Bille anvender i sit indlæg
Og ud fra en sådan forståelse af, hvad et parallelsamfund er, så har Ammitzbøll-Bille pr definition ret i, at Islands Brygge, Rungsted og andre velhaverkvarterer ikke udgør et parallelsamfund. Man kan diskutere, om dette er en adækvat og fornuftig forståelse af, hvad begrebet “parallelsamfund” betyder og bør betyde (lige som man forøvrigt kan diskutere, hvorvidt Regeringens officielle kriterier for, hvad der udgør en ghetto er adækvate og fornuftige). En sådan kritik kan man fx. finde i denne artikel på Videnskab.dk, hvor flere forskere brokker sig over ministeriets måde at udpege og definere, hvad der udgør et parallelsamfund.

Mit ærinde her er imidlertid en lidt anden, nemlig at kommentere på Politikens valg af billedillustration. Billeder er, som det efterhånden burde være enhver bekendt, aldrig selvforklarende. Billeder har altid en kontekst, der kræver uddybning og forklaring, og denne kontekst er med til at give billedet mening og betydning.  Som tidligere nævnt fremgår det fx ikke af billedteksten i Politiken, at fotografiet der illustrerer Ammitzbøl-Billes indlæg er taget i Gellerup. Det vil en tilfældig læser af Politiken ikke vide, medmindre han, som jeg, på forhånd kender Gellerupparken, og derfor kan se hvor billedet er taget. For den almindelige læser fremstår fotografiet derfor som en generisk fremstilling af en dansk ghetto; en fremstilling der som sagt synes at underbygge Ministerens syn på og kritik af parallelsamfund som fattige, dårligt uddannede og kriminalitetsbefængte enklaver.

Noget andet der heller ikke fremgår af billedet er, hvornår det er taget. Dette er i denne kontekst ret vigtigt, da tidspunktet forklarer, hvorfor Gellerup på fotografiet fremstår meget forfaldent og rodet (og netop derved bekræfter de fordomme mange danskere formodentlig har om både ghettoer og parallelsamfund). Fotografiet er nemlig taget midt under det enorme renoverings- og ombygningsprojekt, der i løbet af de sidste fem år har vendt op og ned på Gellerupparken og grundlæggende ændret kvarterets udseende. Stien, der på billedet fremstår som en noget nedslidt grus-sti eller grusvej, er normalt en ganske almindelig asfaltbelagt gang- og cykelsti; murbrokkerne og fliserne er rester fra de huse og bygninger, der netop er blevet væltet, og jorden er rodet fordi der dengang konstant kørte byggemaskiner og lastbiler rundt i området. Igen er dette noget, som en tilfældig læser af Politiken ikke ville have skyggen af mulighed for at vide. Og igen er denne uvidenhed med til at bekræfte en bestemt, negativ ladet, forståelse af, hvad et parallelsamfund er. At billedet tilmed er taget en gråvejrsdag understøtter selvsagt yderligere det noget trøstesløse indtryk. (Men bemærk dog den lille pige med tørklædet kækt på sned, der med sving i armene og et koncentreret ansigtsudtryk kommer løbende hen af stien. Hun er ret ligeglad med både vejret, bygningerne og rodet, og det er svært ikke at blive i godt humør af at se på hende).

Nuvel: Bygningerne i Gellerupparken er generelt ikke specielt kønne. Men hey: Det var nu engang sådan man byggede i mange danske byer i 1960′erne og 1970′erne. At et kvarter er grimt og kedeligt er i sig selv ikke noget argument for, at det udgør et parallelsamfund. Hvis det var, så kandiderer mange danske parcelhuskvarterer også (og måske med nogen ret) til denne titel. Derudover er der siden billedet blev taget sket både det ene og det andet ude i lokalområdet: Nye veje, nye træer, nye bygninger og generelt en opgradering af hele kvarteret. Hvis man havde taget billedet i dag, og måske tilmed en dag, hvor det ikke var overskyet, ville det formodentlig give et noget andet indtryk af Gellerup, og af ghettoer, og måske endda (siden det nu er den kontekst fotografiet er blevet indskrevet i) af parallelsamfund.

Billeder er aldrig uskyldige.

Posted in Debat | Leave a comment

Det handler om magt

Den 20. oktober publicerede uddannelses- og forskningsminister Søren Pind et blogindlægBerlingskes hjemmeside med overskriften: ”Er sexchikane mere rigtig, hvis den er venstreorienteret?” I indlægget diskuterer Pind to sager, hvor (unavngivne men let identificerbare) mandlige socialdemokratiske politikere er blevet anklaget for sexchikane, uden at disse sager har haft nogen nævneværdig indflydelse på deres politiske karrierer. Hvordan kan det gå til, spørger Pind? Og hvorfor diskuterer danske medier ikke disse sager, når nu de stadigt eskalerende afsløringer af filmproduceren Harvey Weinsteins mangeårige chikane af og overgreb mod kvindelige skuespillere, instruktører og medarbejdere, ellers har ledt til omfattende selvransagelse og kritik blandt journalister og mediefolk.

Pinds eget svar på disse spørgsmål er relativt klart: De danske medier er helt overordnet venstreorienterede og holder derfor hånden over venstreorienterede politikere og meningsdannere, når disse afsløres i at krænke og chikanere kvinder. Med Pinds ord lader medierne ”folk med de “rigtige” politiske holdninger slippe” mens ”de onde borgerlige” udstilles og udskammes i offentligheden. Det er på den baggrund man skal forstå Pinds indledende retoriske spørgsmål om, hvorvidt venstreorienteret sexchikane er mere rigtig (end højreorienteret).

Har Pind ret i, at de danske medier er venstreorienterede og derfor lader venstreorienterede politikere og meningsdannere slippe lettere afsted med krænkelser, som ville have ødelagt karrieren for borgerlige og liberale politikere? Muligvis. Og hvis han har ret er det selvsagt et problem. Sexchikane og seksuelle overgreb er forkert, uanset hvilken politiske observans de involverede personer har. Ingen bør slippe billigere fra at krænke kvinder (eller mænd, eller aseksuelle, eller transseksuelle eller…), blot fordi de har de rigtige politiske overbevisninger.

Det kræver imidlertid andet og mere end anekdoter og enkeltstående eksempler at påvise, at danske medier er systematisk biased på præcis den måde, som Pind mener. Forbliver man på dette niveau er det nemlig ikke svært at finde eksempler på fremtrædende politikere og meningsdannere af borgerlig observans, som ligeledes er sluppet relativt billigt fra anklager om seksuelle overgreb. Som eksempel kan man nævne en tidligere redaktør på Ekstrabladet, der efter en større druktur først lagde an på en af sine kvindelige ansatte, og derefter forrettede sin nødtørft på en kollegas bord. Denne episode ledte ganske vist til en omgående fyring, men vedkommende fik senere en glimrende stilling som kommentator og journalist ved en større, borgerlig avis, og blev ved sin død for nogle år siden omtalt som en respekteret og skarp borgerlig debattør og intellektuel.

Formålet med at fortælle denne historie er imidlertid hverken at pege fingre eller at indlede et udskamnings-kapløb mellem højre- og venstrefløjen. Pointen er derimod at pege på, at det ikke kun, og som oftest ikke primært, er politisk observans, der afgør om folk får lov til at slippe afsted med at chikanere, krænke og opføre sig bølleagtigt over for andre. Politisk observans er givetvis nogle gange en del af forklaringen. Men den er del af forklaringen, fordi politisk observans i visse sammenhænge er sammenfaldende med, eller i det mindste ret direkte relateret til, magt og indflydelse. Og det er primært overgrebsmændenes (for det er fortrinsvis mænd vi taler om) magt, indflydelse, netværk og sociale position, der beskytter dem mod konsekvenserne af anklager om fx sexchikane.

Magt og politisk observans er selvsagt intimt sammenknyttede fænomener, som det i praksis er umuligt klart at skelne fra hinanden. Men magt er samtidig noget, som både højre- og venstrefløjen stræber efter og er i besiddelse af. Og folk på alle sider af det politiske spektrum kan derfor bruge og misbruge magt – fx til at beskytte dem selv mod anklager om sexchikane. Når det eksempelvis varede så længe før medier, politikere og samarbejdspartnere greb ind over for Harvey Weinsteins mangeårige chikane af og overgreb mod kvindelige skuespillere, instruktører og ansatte, så skyldes det næppe kun hans politiske synspunkter men også, og formodentlig først og fremmest, hans magt til at fremme og ødelægge folks karrierer. Og når Donald Trump formåede at blive USA’s præsident på trods af utallige anklager om overgreb mod kvinder, så var det tydeligvis ikke fordi han blev beskyttet af venligtsindede medier, der ønskede at forsvare bestemte venstreorienterede synspunkter. Trumps succes skyldes snarere (eller i det mindste også) det netværk af (højreorienterede) politiske, økonomiske, religiøse og mediemæssige magthavere, som bakkede op om og beskyttede ham.

Der findes sexchikane på både venstre- og højrefløjen, fordi de strukturelle forhold som understøtter og muliggør seksuelle overgreb er så grundlæggende og allestedsnærværende, at det er meget vanskeligt ikke at blive påvirket af dem, og fordi der findes røvhuller på både venstre- og højrefløjen. Og at visse folk igen og igen får lov til relativt ustraffet og konsekvensløst at slippe af sted med den slags adfærd skyldes ikke kun, og ofte ikke primært, deres politiske observans, men derimod deres netværk, deres indflydelse og deres evne til i kraft af deres sociale position at true, bestikke, charmere og dominere andre menneske. Her, som i så mange af livets forhold, er magt (desværre) den simpleste og enkleste forklaring.

Posted in Debat, Medier, Politik, Sex | Leave a comment

Dyd, dannelse og markedets nødvendighed

I går blev Svend Brinkmann (igen) interviewet til Politiken (indlægget er mig bekendt ikke kommet online endnu, men der ligger et screenshot på von Oettingens Facebookside – se link nedenfor). Anledningen var de nyudsprungne studenter, og interviewet handlede om (gymnasial) dannelse. Mere præcist handlede det om, hvad dannelse har med karakterer at gøre, og hvorvidt gymnasiets opgave (blandt andet) skal være at kvalificere de studerende til deres fremtidige rolle som deltagere i og bidragydere til (arbejds)markedet. Stillet overfor det spørgsmål blev Brinkmann, formodentlig helt bevidst, både kontrær og kritisk og plæderede for, at gymnasiets primære opgave er at være almendannende; at kvalificere de studerende til at være borgere i et demokrati ved at understøtte og fremme udviklingen af de principielt evigtgyldige dyder, som er nødvendige for at et sådan samfund kan opretholde og reproducere sig selv over tid. Skønt han ikke siger det direkte, så synes Brinkmann klart at mene, at dannelse til arbejdsmarkedet er noget, der højest er nice to have, men ikke need to have. Og det er i hvert fald ikke gymnasiernes opgave at danne ramme for en sådan (arbejds)markedsdannelse.

Dette interview har fået Alexander von Oettingen til i et par opslag på Facebook (her og her), at kritisere Brinkmann for, måske uforvarende, at komme til at smide barnet ud med badevandet. For det første mener von Oettingen, at Brinkmann ved at udelukke markedet som relevant dannelsessfære (eller måske relevant dannelses(for)mål?) gør sig til fortaler for et forældet og utidssvarende dannelsesbegreb. Dannelse, skriver von Oettingen:

handler om at træde ind i spændningen mellem markedets nødvendige og mulige mål. Det handler om inklussion og eksklussion, om fællesskabet på den ene side og selvets sunde egoisme på den anden side. “Dannelse” er evnen til at vælge dyder fra og vælge dyder til og også at udvikle dyder vi endnu ikke kender til.

Denne side af dannelsen mener von Oettingen ikke, at Brinkmann får med, når han argunenterer for gymnasiet som arena for dannelse af visse (hvilke?) evigtgyldige dyder, som tilsyneladende står såvel udenfor som i modsætning til (arbejds)markedet.

For det andet peger von Oettingen på, at Brinkmann i interviewet synes at indskrive sig i en relativt ny (men samtidig også relativt gammel) position i den danske pædagogiske debat; en position jeg bevidst provokatorisk vælger at betegne som en genkommen dydspædagogik. Udover Brinkmann nævner von Oettingen som repræsentanter for denne dydspædagogik også Stefan Hermann (jvf. det sidste kapitel i Hermanns bog Hvor står kampen om dannelse?) og forfatterne bag Pædagogikkens Idéhistorie (jvf. det sidste kapitel i denne bog, der handler om viden og dyd med særligt fokus på dydernes genkomst i pædagogikken). von Oettingen kunne også have nævnt Per Schultz Jørgensen, der i sine seneste to bøger (se her og her) ligeledes har slået til lyd for et øget fokus på netop karakterdannelse.

Imod denne genkomne dyds- eller karakterpædagogik rejser von Oettingen et kritisk spørgsmål, nemlig om et fornyet og forstærket fokus på dyderne ikke risikerer at moralisere dannelsesprojektet og pædagogikken hinsides det tilrådelige?

Er vi igang med at moralisere og dermed overbelaste subjektet i dannelsens hellige navn og som risikere at gøre subjektet fremmed i sin egen verden? Dannelse må ikke miste forbindelsen til virkeligheden og når dannelsen også må handle om markedet og konnkurence, er der for at gøre markedet menneskeligt og ikke splitte mennesket i en dual verden.

Jeg er lidt uskker på, præcis hvad von Oettingens kritik her går ud på. Men som jeg umiddelbart forstår denne kritik, så frygter han, at dydspædagogikken gør dannelse til et blot og bart moralsk projekt; et projekt der ikke inddrager eller har blik for, at mennesket ikke kun er en moralsk handlende agent, men også er deltager i og bidragyder til et (a)moralsk marked. Derved risikerer dannelsesbegrebet at miste tilknytningen til et af det moderne samfunds væsentligste sfærer for social interaktion, hvorved begrebet mister såvel sin samfundsmæssige relevans som sin pædagogiske betydning.

Det er endnu for tidligt at udtale sig om, hvorvidt von Oettingen har ret i, at en ny (og måske samtidig gammel) position er ved at udkrystallisere sig i det danske pædagogiske landskab. Bidragene til debatten er endnu for få og spredte og har stadigt mere karakter af indlæg i en polemisk, offentlig debat end egentligt forskningsbaserede bidrag til en faglig diskussion. von Oettingen rejser dog væsentlige og vigtige sørgsmål, som det er værd at diskutere yderligere. Jeg vil dog her blot nøjes med et par begrebslige og etisk-politiske håndkantshug i forlængelse af von Oettingens kritik af Svend Brinkmann.

For de første er det vigtigt at gøre sig klart, at dydsbegrebet ikke nødvendigvis har et eksplicit moralsk eller etisk indhold. I den græske traditon, som ofte danner udgangspunkt for moderne diskussioner af dydsbegrebet, er dyd (arete) betegnelsen for de egenskaber i kraft af hvilke en ting på bedst mulig vis kan realisere den funktion [ergon], som denne ting har i kraft at at være netop den ting den er. En kniv besidder således dyd/arete, i det omfang den besidder de egenskaber, som gør den i stand til på bedst mulig vis at udføre sin funktion som kniv: At den har et godt skæfte f.eks, og at den er velsleben etc. En krigshest besidder dyd/arete i det omfang hesten besidder de egenskaber, der gør den i stand til at udføre sin funkton som krigshest på bedst mulig måde: At den ikke går i panik midt i et slag; at den er i stand til at bevæge sig relativt adræt gennem en slagmark m.v. Og på samme måde med mennesket: Et menneske besidder dyd/arete for så vidt og i det omfang, det besidder de egenskaber, som gør det i stand til at udføre sin funktion som netop menneske.

Set fra nutidens perspektiv er en sådan forståelse af dyd selvsagt problematisk af en række forskellige grunde. Man kan f.eks. ikke bare forudsætte, at ting i naturen har et iboende formål. Og selv hvis man kunne, så er det usikkert, præcis hvilket formål mennesket har qua menneske, og om mennesket kun har ét formål, eller om det måske snarere er som en spork (en spoon-fork), der har to iboende formål. Men hvis man et øjeblik sætter parantes om disse problemer, så er min pointe her blot, at den klassiske græske forståelse af dyd ikke er et snævert etisk eller moralsk begreb, men derimod et begreb der vedrører tings duelighed til bestemte formål. I den forbindelse kan det måske være relevant at minde om, at:

det danske ord «dyd» har sin rod i det oldnordiske ord «dygð», hvis grundbetydning er «at du eller være god til noget». «Dygð» er beslægtet med de nutidige begreber «dygtig» og «duelig». Modsat «dyd» er «dygð» således ikke nødvendig knyttet til noget specifikt moralsk, men betegner snarere dygtighed og færdighed i en bred forstand, eller helt alment gode kvaliteter og egenskaber af enhver art. (Leksikon.ord: “Dyd” Ja, det er mig selv, der har skrevet artiklen).

Som umiddelbart svar til von Oettigens frygt for, at dydsbegrebet vil moralisere dannelses-begrebet, kan man derfor henvise til, at dyd ikke ikke altid og ikke nødvendigvis har haft et snævert moralsk betydningsindhold.

For det andet så er det indenfor såvel klassisk som moderne dydsteori almindeligt at skelne mellem (mindst) to typer af dyd, der ofte følger Aristoteles’ berømte skelnen fra begyndelsen af anden bog i Den Nikomachaiske Etik mellem på hhv intellektuelle og etiske eller moralske dyder. (Sidstnævnte kaldes undertiden også for karakterdyder). De intellektuelle dyder er dyder, der vedrører menneskets natur som (rent) fornuftsvæsen. Det er kognitive, erkndelsesorienterede dyder, som mennesket i kraft af sin fornuft er i stand til at opøve og kultivere, og som gør ham i stand til at skelne opspore det sande, skelne mellem sandt og falsk, og i det hele taget orientere sig kognitivt og begribende i veden. De etiske dyder derimod er dyder, der vedrører menesket som et begærende og sanseligt fornuftsvæsen. De etiske dyder er (alt efter hvordan man betragter dem) fornuftskultiveret begær eller begærsorienteret fornuft; det er menneskets appetative begærsevne, for så vidt og i det omfang den er blevet dannet af, orienteret mod og integreret med de intellektuelle dyder. Det er de etiske dyder, der gør mennesket i stand til at handle ansvarligt og forsvarligt i verden i efterstræbelsen efter efterstræbelsesværdige formål. (Jeg har skrevet en lille smule mere uddybende om Aristoteles’ skelnen mellem de intellektuelle og de moralske dyder her).

Den overordnede pointe her er igen, at man, i modsætning til hvad von Oettingen implicit synes at antage, sagtens kan tænke og tale om dyd uden nødvendigvis at tænke og tale om dem i en snæver, moralsk betydning. Dydsbegrebet er iboende normativt, men ikke alle dyder er iboende etiske eller moralske dyder. (Brinkmann er selv kort inde på denne pointe i en kommentar til von Oetingen, hvor han nævner de epistemiske dyder som et eksempel på dyder der ikke er snævert moralske dyder)

For det tredje har von Oettingen selvfølgelig ganske ret i, at dannelsesbegrebet ikke (moralistisk) skal afkobles den sociale virkelighed, herunder markedet og erhvervslivet. Den der dannes skal jo på et tidspunkt ud og forsøge at leve et liv på egne betingelse, i en verden som ikke restløst går op i vedkommendes egne interesser. Derfor er der brug for at dannelsen også forholder sig til og griber an ved markedet, økonomien, og erhvervslivet. Dannelse skal imidlertid ikke blot gribe an ved samfundet som det er, men skal også gribe ind i samfundet med et sigte om at gøre tingene bedre (eller i det mindste anderledes) end hidtil. Dannelse går ikke restløst op i samfundet som det nu engang er. Hvis den gjorde, så var der næppe tale om dannelse, men snarere om træning eller indsocialisering. Dannelse skal derfor nok forholde sig til (arbejds)markedet, men “at forholde sig til” er jo langt fra det samme som “at lade sig bestemme af”. Og netop denne pointe er vigtig af have in mente i denne sammenhæng.

Fordi en mulig konsekvens af von Oettingens insisteren på, at dannelsen skal forholde sig til markedets (økonomiske) nødvendigheder er jo, at man mister blikket for værdien af alt det, der ikke er økonomisk værdifuldt eller økonomisk nødvendigt. Hvis man vil have et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man mister dette blik, kan jeg henvise til Produktivitetskommissionens Analyserapport 4: Uddannelse og innovation, kapitel 9. Her diskuteres og vurderes kvaliteten af de danske daginstitutioner ud fra ét bærende princip: Hvorvidt og i hvilket omfang institutionerne stimulerer børnenes kognitive evner, så de udvikler de færdigheder

…der er en forudsætning for succes i skolen. En tidlig indsats rettet mod understimulerede børn har derfor et stort afkast, da det gør deres vej gennem uddannelsessystemet lettere og gør dem mere produktive i en arbejdssituation senere i livet. (Analyserapport 4, s. 85).

von Oettingen vil selvfølgelig ikke være enig med en vurdering af daginstitutionskvalitet, der alene er baseret på spørgsmålet om, i hvilket omfang institutionerne er med til at optimere børns økonomiske produktivitetspotentiale. I den forstand er det unfair af mig, at bringe Produktivitetskommissionens raport på banen. Min pointe her er imidlertid heller ikke at kritisere von Oettingen, men at pege på en mulig fare ved at lade spørgsmålet om dannelsens forhold til markedet være ensidigt bestemt af markedets behov. von Oettingen siger mig bekendt ikke noget sted, at dette forhold rent faktisk skal forstås så ensidigt. Men i diskussionen med Brinkman siger han omvendt heller ikke noget, der uddyber og eksplicit nuancerer dette forhold, så der f.eks. bliver plads til en markedskritik formuleret på dannelsens betingelser.

Og en sådan markedskritik bør der selvsagt være rum til og mulighed for i en adækvat og relevant nutidig dannelsesteori. Dannelse er dannelse af subjekter, der, så vidt det nu er muligt, skal leve meningsfulde og vellykkede liv. Det er ikke åbenlyst indlysende, at markedet altid understøtter denne tanke; ja det forekommer endog rimeligt at sige, at markedet (i det mindste under visse, relativt udbredte sociale betingelser) ofte underminerer muligheden for, at mennesker kan leve sådanne liv. Hvilket rejser et presserede kritisk spørgsmål, nemlig hvorfor det partout er dannelsen, der skal forholde sig til markedets nødvendighed? Hvorfor er det ikke markedet, der skal forholde sig til dannelsens nødvendighed? Går det i det hele taget ikke galt, hvis vi allerede i udgangspunktet accepterer markedets logik som nødvendigt betingende?

Dette bringer mig tilbage til von Oettingens kritik af, at Brinkman og den dydspædagogiske tilgang moraliserer dannelse og subjektet, og derved potentielt afkobler begge dele fra den sociale virkelighed. For spørgsmålet er dels, om man ikke kunne rette præcis den modsatte kritik mod von Oettingens egen position, dels om Brinkmanns projekt ikke er præcis det modsatte af, hvad von Oettingen synes at mene?

Havd angår det første, så er præmissen i von Oettingens kritik af Brinkmann tilsyneladende, at det er moraliseringen, der potentielt afkobler dannelsen og subjektet fra markedet. Hvorfor det? Fordi, synes den implicitte præmis at være, at markedet er amoralsk, og derfor ikke bør underlægges, vurderes ud fra eller gøres afhængig af etiske normer og hensyn. Men er dette ikke præcis den modsatte bevægelse af den, som von Oettingen beskylder Brinkmann for? Og er dette ikke problematisk af præcis de samme kritiske grunde, som von Oettingen selv retter mod Brinkmann? von Oettingen synes jo at afmoralisere markedet. Og, kunne man hævde, det er netop igennem denne afmoralisering at markedet truer med at blive afkoblet fra dannelsen. Markedet kan ikke have noget med dannelsen at gøre, da de fungerer ud fra forskellige logikker. Markedet er (iboende) amoralsk, mens dannelse er (iboende) normativt og (i en eller anden forstand) etisk orienteret, and never the twain shall meet. Og overfor dette kan man så endelig kritisk påpege, at hvis markedet vitterligt er et rent amoralsk socialt felt, så er det det, som er problemet, ikke moraliseringen af dannelsen.

Hvad angår det andet punkt så er en mulig tolkning af Brinkmanns position, at han ikke så meget ønsker at moralisere danelsen, som han ønsker at moralisere markedet. Anderledes formuleret; en måde at læse Brinkman på kunne være som en fortaler for, at markedet (arbejdsmarkedet i det mindste) blev mindre amoralsk og mere orienteret mod og styret af etisk relevante hensyn. En dannelse som blandt andet indeholder vigtige og væsentlige etisk-politiske fordringer kan f.eks. være med til at skabe politisk engagerede og etisk sindede borgere; borgere der bevidst og frivilligt prøver at indskrænke, moderere eller måske ligefrem (hvis man nu var mere revolutionært sindet end Brinkmann typisk er) omstyrte markedet og markedets logik. Dette er selvfølgelig ren spekulation fra min side, og ikke noget som Brinkmann på noget som helst plan kan tages til indtægt for. Men det er da en tanke, som det er værd at have med i baghovedet, når man diskuterer dannelsens forhold til dyden og markedet.

Nå, det blev et langt indlæg. Og jeg kom slet ikke omkring spørgsmålet om dydernes eviggyldighed og konkrete indhold. Det må vente til en anden god gang. Til gengæld nåede jeg vist at være cirka lige unfair overfor både Brinkmann og von Oettingen. Det beklager jeg selvfølgelig, men de kan sikkert klare det begge to.

Posted in Academia, Debat, Politik | Tagged , , | Leave a comment

Lektoransøgningens besværligheder

[Sidste år blev jeg opfordret til at skrive et blogindlæg til Magisterbladets debatsektion på nettet. Af mig ubekendte grunde blev indlægget aldrig publiceret. Med en vis forsinkelse får I den derfor her på min egen blog i stedet, i en (meget let) revideret og opdateret udgave.]

Sidste år deltog jeg i et af universitetetslivets mest karakteristiske, særegne og vigtige, men samtidigt sørgeligt oversete, ritualer: Udarbejdelsen af en lektoransøgning. Det tog mig rundt regnet tre uger at færdiggøre ansøgningen, hvilket jeg gjorde sideløbende med min normale ansættelse som adjunkt, fortrinsvis sent om aftenen eller i løbet af dagen når der ikke var andre presserende opgaver der trængte sig på i. Dette er, har flere kollegaer fortalt mig, ikke usædvanligt. Det tager tid at indsamle de relevante informationer, opdatere CV, publikationsliste og undervisningsportefølje, oversætte alt til engelsk (da snart sagt alle akademiske ansøgninger nu til dags forventes at være på engelsk) samt ikke mindst vælge det rette layout og den helt rigtige skrifttype.

For udefrakommende, der ikke er bekendte med universitetslivets konventioner, praksisser og riter, forekommer dette måske en anelse overdrevent. Der er jo trods alt blot tale om en jobansøgning. Ganske vist en ansøgning til et højt specialiseret job, med skrappe krav til uddannelsesniveau, faglige kompetencer og netværk, men dog stadig blot en jobansøgning. Hvordan pokker kan det tage flere uger at skrive en sådan?

En af grundene er, at en lektoransøgning ikke blot er en jobansøgning. Som genre betragtet kan lektoransøgningen formodentlig bedst beskrives som en lettere uhomogen blanding af den traditionelle jobansøgning, den akademiske forskningsansøgning, og den religiøst inspirerede bekendelseslitteratur. Ansøgningen skal dels dokumentere ens (faglige og sociale) kompetencer til at varetage det opslåede lektorat, hvorved den ligner den traditionelle jobansøgning. Samtidig skal en lektoransøgning imidlertid også præsentere ansøgerens nuværende og fremtidige forskningsplaner, og rummer derfor elementer af den akademiske forskningsansøgning. Endelig skal man i ansøgningen redegøre for sine forskningspublikationer, undervisningserfaring og erfaring med forskningsformidling, hvilket for mange akademikere er ensbetydende med en (mere eller mindre) skyldbetynget erkendelse af, at man på et eller flere af disse områder ikke har været helt så produktiv, som Ministeren, Universitetet, Bedømmelsesudvalget og en selv gerne havde set.

Lektoransøgninger udgør derfor en helt særegen (fag)litterær genre, der ganske vist minder om, men ikke er identisk med, andre typer akademiske ansøgninger. Det kræver derfor både tid og øvelse at mestre lektoransøgningens ædle kunst; tid som ikke alle har eller er villige til at ofre, og øvelse som kun kan opnås ved rent faktisk at skrive mange (og som oftest ikke-succesfulde) lektoransøgninger.

Nej, for resten; det sidste passer ikke helt. Universiteterne tilbyder nemlig en form for praktiske, forberedende øvelser i at skrive lektoransøgninger, nemlig det såkaldte adjunktpædagogikum. Overordnet set kan adjunktpædagogikum derfor betragtes som en en form for obligatorisk efteruddannelse af adjunkter, der (og dette er væsentligt) udgør en af de formelle krav for at være lektorkvalificeret. Som det formuleres i Styrelsen for Videregående Uddannelsers ‘Notat om stillingsstruktur 2013 for videnskabeligt personale ved universiteter’: ”Det forudsættes, at [lektor]ansøgere har modtaget supervision og pædagogisk opkvalificering og har modtaget en positiv skriftlig vurdering af sine undervisningsmæssige kvalifikationer.”

Mere lavpraktisk består adjunktpædagogikum af en række forskellige, obligatoriske kursusforløb, som alle universiteter er forpligtede på at udbyde, hvor adjunkter dels tilbydes undervisnings- og vejledningsrelevant supervision og sparring, dels opøver deres pædagogiske og didaktiske færdigheder. På Aarhus Universitet (og muligvis også andre steder?) er nogle af disse kursusforløb fælles for alle adjunkter, mens andre fokuserer på forskellige emner, hvor den enkelte adjunkt så kan vælge de forløb, som vedkommende finder mest interessante og/eller relevante ud fra sin egen baggrund. Nogle kursusforløb fokuserer således på vejledning; andre på forelæsningsteknikker, og atter andre på brugen af it-hjælpemidler i undervisningen.

Skønt adjunktpædagogikum formelt skal fungere som (pædagogisk) opkvalificering af adjunkter, så tjener de reelt også et andet formål, nemlig som direkte forberedelse til og øvelse i at udarbejde en lektoransøgning. Et konkret eksempel: De fleste (måske alle) danske og langt de fleste udenlandske universiteter kræver, at en ansøgning til en stilling på lektor- og professorniveau indeholder en undervisningsportfolio, dvs. en systematisk oversigt over og præsentation af ansøgerens undervisningserfaring og -kompetencer. At udforme en god undervisningsportfolio er tidskrævende og noget som de færreste er i stand til at gøre på egen hånd. En vigtig del af adjunktpædagogikum-forløbet, i det mindste som det er struktureret på Aarhus Universitet, består derfor i, at hjælpe adjunkter med at udarbejde en sådan portfolio.

Dette er umiddelbart både sympatisk og fornuftigt, da universiteterne derved er med til at sikre en stabil fødekæde af højt kvalificerede ansøgere til de stillinger, som de selv udbyder. Men det betyder samtidigt, at lektoransøgninger adskiller sig fra de fleste andre former for jobansøgninger ved, at ansøgerne har fået professionel hjælp til at udarbejde deres ansøgning; hjælp som udbydes af netop de institutioner, som de søger arbejde ved.
Adjunktpædagogikum er derfor både en indgang og en tærskel. Det er en indgang, fordi et gennemført adjunktpædagogikum åbner for at man kan søge videre i det akademiske system og muligvis engang nå frem til det forjættede land: Tidsubegrænset fastansættelse som lektor. Men det er også en tærskel, fordi hvis man ikke gennemfører et adjunktpædagogikum, så er man i dobbelt forstand dårligt stillet mht. at opnå fastansættelse. Ikke blot mangler man den formelle kvalifikation, som et gennemført adjunktpædagogikum udgør; man har heller ikke modtaget den træning i og forberedelse til udarbejdelse af en lektoransøgning, som deltagelse i et adjunktpædagogikumforløb bidrager med.

Lektoransøgningen er kort sagt en form for overgangsrite: En ritualiseret praksis der formidler et individs (eller en gruppes) indvielse i og overgang til et nyt livsstadium. Mere konkret: Lektoransøgningen markerer, hvis den da ellers er succesfuld, overgangen fra tidsbegrænsede ansættelser (ph.d., post.doc., adjunkt) til ægte, fastansat universitetsforsker. Samtidig tjener ansøgningsproceduren som en såvel formel som uformel sorteringsmekanisme. Formelt udgør ansøgningen og de medsendte bilag det grundlag ud fra hvilket ansøger erklæres kvalificerede eller ikke-kvalificerede til den opslåede stilling. Og uformelt udgør omfanget af samt de såvel implicitte som eksplicitte normer for og forventninger til en lektoransøgning en barriere for, hvorvidt folk overhovedet orker at søge videre i det akademiske system.

Det er blandt andet derfor, en lektoransøgning sagtens kan tage tre uger at skrive.

Posted in Academia, arbejde, Job, Universitært | Leave a comment

Svar til Anni Matthiesen

Jeg har et debatindlæg i Jyllands-Posten i dag. Det er et svar på dette indlæg af Venstres Forsknings- og Uddannelsesordfører Anni Matthiesen. Min kommentar er helt på linje med Ralf Hemmingsen, rektor på Københavns Universitet, der også har et modsvar til Matthiesen i dagens avis.

Jyllands-Posten har desværre redigeret en smule i mit indlæg, og har bl.a. fjernet min afsluttende syrlige kommentar. Derfor får I her den uredigerede udgave af indlægget.

Venstres Forsknings- og Uddannelsesordfører Anni Matthiesen kritiserer i et indlæg i Jyllands-Posten den 11/2 Københavns Universitets håndtering af besparelserne på universitetsområdet. Indlægget rummer desværre mindst tre faktuelle fejl, som afsporer Matthiesens argument og dermed diskussionen.

For det første hævder Matthiesen, at KU alene begrunder fyringerne af over 500 ansatte med henvisning til regeringens omprioriteringsbidrag. Dette er i bedste fald kun delvist sandt. Omprioriteringsbidraget er ganske vist del af begrundelsen. Men KU henviser også til de forventede økonomiske konsekvenser af fremdriftsreformen og dimensioneringsplanen, og til at Finansloven 2016 fra næste år fjerner KU´s huslejeregulering på 70 mio. kr.

For det andet forstår Matthiesen ikke, hvorfor ”KU skal spare 2 pct. på deres budget, men bliver nødt til at afskedige 7 pct. af personalet?” Matthiesen forudsætter at omprioriteringsbidraget er en enkeltstående besparelse på 2 %. Dette er forkert. Omprioriteringsbidraget er en besparelse på universiteternes bevillinger på 2 % hvert år frem til 2019. Dvs. at der hvert år de næste 4 år skal spares 2 % på universiteternes budgetter. Almindelig procentregning forklarer hurtigt, hvorfor KU på den baggrund mener, at de er nødt til at skære 7 % af medarbejderstaben.

For det tredje hævder Matthiesen, at det kun er KU som har planer om omfattende fyringer som følge af omprioriteringsbidraget. Dette er forkert. RUC offentliggjorde i mandags, at de forventer at skulle fyre 80 medarbejdere. Og SDU gennemførte i efteråret en større fyringsrunde i forventning om netop de økonomiske problemer, som landets universiteter nu står overfor.

Matthiesens indlæg udviser en grundlæggende mangel på viden om både universitetsområdet og om den økonomiske politik, som hendes eget parti fører. Som universitetsansat forsker og underviser, og som ganske almindelig borger, er det ret skræmmende.

Posted in Debat, Suk | Leave a comment