Forskningspolitiske galde

Forskningspolitisk ordfører for Venstre Esben Lundes kommentarer vedrørende DFFs tildeling af forskningsmidler til et antropologisk studie af de bornholmske historier om underjordiske væsener er dumme og udtryk for en fuldstændig misforstået opfattelse af, hvad forskningens rolle er. Dels aner Lunde helt åbenlyst ikke, hvad forskningsprojektet går ud på og kender ikke ansøgerens kvalifikationer og dels ved han intet om forskningsrådets begrundelse for at tildele ham midler. 

Derudover: At bedømme relevansen og kvaliteten af offentlig (eller for den sags skyld privat) forskning ud fra politikeres eller ikke fagkyndiges politiske, ideologiske og moralske holdninger (religion er dumt; kemi er farligt; visse værdier og normer er særligt danske) er den sikre vej til at forhindre interessant, kontroversiel, nyskabende state-of-the-art forskning i at få støtte. Det er en af de primære grunde til, at offentlige forskningsbevillinger tildeles af et uafhængigt, fagkyndigt forskningsråd, ikke af politikere eller den offentlige opinion.

Full disclosure her: Jeg kender en af de forskere, der har fået tildelt forskningsmidler i samme tildelingsrunde, som ham der forsker i overnaturlige væsener på Bornholm. Hun omtales faktisk inddirekte i en tidligere artikel: Det er hende der forsker i sexlegetøj (en forsimplet og misforstået måde at beskrive hendes projekt, but anyway).

Det er en af grundene til, at jeg er så opbragt over folk, der uden at kende noget til hverken forskningsprojekterne eller forskerne udtaler sig meget skråsikkert om projekternes relevans, kvalitet og samfundsnytte. Det aner folk, heller ikke politikere, ikke en skid om!

Det betyder selvsagt ikke, at folk og politikere ikke kan diskutere, om det nuværende system for tildeling af offentlige forskningsmidler fungerer og tjener det formål, man ønsker det skal tjene. Men det er meningsløst, og vil jeg mene, skadeligt for forskningen, at udpege konkrete forskningsprojekter og forskere, og kalde dem for tåbelige, overflødige, irrelevante mm.

Læs mere om de ph.d.-projekter, der lige nu diskuteres, her.

Posted in brok, Debat | Leave a comment

Lidt om YDUN og ligestilling

Rasmus Brygger havde den 7/10-2014 et blogindlæg på Politiken.dk, hvor han beklagede sig over Det Frie Forskningsråds uddeling af 17 YDUN-bevillinger til yngre kvindelige forskningsledere.

En af målsætningerne med YDUN-bevillingerne var “at styrke talentudnyttelsen i dansk forskning ved at fremme en mere ligelig kønssammensætning i forskningsmiljøerne i Danmark” (jvf. opslaget på DFFs hjemmeside) Til dette formål blev der i forbindelse med YDUN givet en dispensation fra Ligestillingsloven, således at i tilfælde af lighed i kvalifikationer mellem to kvalificerede ansøgere af forskelligt køn vil kvindelige ansøgere blive prioriteret over mandlige.

Det er denne dispensation Brygger har et problem med, da den i følge ham stiller mandlige forskere dårligere end kvindelige forskere, og dermed er udtryk for diskrimination. Staten udøver positiv særbehandling af kvinder, hvilket ifølge Brygger automatisk betyder, at mænd stilles dårligere end de ellers ville have været. Med Bryggers ord: “Vi gør nu, med de røde feministers støtte, præcis det mod mænd, som så længe har undertrykt kvinder. Vi diskriminerer bevist [sic] på baggrund af køn.”

Jeg er  enig med Brygger i, at der er god grund til at diskutere og forholde sig kritisk overfor brugen af positiv særbehandling, såvel indenfor forskningsverdenen som andre steder. Jeg er endnu mere enig med Brygger i, at brugen af  positiv særbehandling af kvinder i forbindelse med tildelingen af forskningsmidler i den hensigt at fremme ligestilling i den danske universitets- og forskningsverden er en form for symptombehandling. Den griber fat for sent og får ikke fat i de bagvedliggende årsager til den markante køns-skævhed blandt danske forskere på især lektor- og professor-niveau. For igen at citere Brygger: “Når der er mangel på kvindelige forskere, bliver vi nødt til at se dybere end bare hvordan forskningsmidler fordeles. Det der afholder kvinder fra at forske, er med høj sandsynlighed det samme, som afholder dem fra at blive direktører eller sidde i virksomhedsbestyrelser.

Når det så er sagt, så er der nogle fejl og uklarheder i Bryggers indlæg, som det er nødvendigt at få ryddet ud og ryddet op i. So here goes:

1) Modsat hvad Brygger hævder, så er YDUN IKKE “Danmarks første tilfælde af statslig positiv særbehandling af kvinder“. FREJA-prugrammet (Female Researchers in Joint Action) hvis midler blev udbudt af De Danske Forskningsråd i 1998, havde (ligesom YDUN) fået dispensation fra ligestillingsloven til at prioritere kvindelige frem for mandlige forskere såfremt der i øvrigt var lige kvalifikationer. (Læs mere om Freja her). Og hvis man bevæger sig væk fra spørgsmålet om tildeling af forskningsmidler, så er der en lang række eksempler på, at staten af den ene eller den anden grund behandler kvinder anderledes end mænd, og nogle gange stiller kvinder bedre end mænd. Et (meget omdiskuteret) eksempel på dette er forældremyndighed, hvor kvinder historisk set (i det mindste i dele af det 20. århundrede) har været bedre stillet end mænd. (Og ja, jeg er fuldt ud bevidst om, at langt, langt, langt de fleste eksempler på kønnet positiv særbehandling historisk set har været til mændenes fordel. Men nu diskuterer vi Bryggers påstand om, at YDUN er det første eksempel på statslig positiv særbehandling af kvinder).

2) “YDUN er nu skyld i, at der er mandlige forskere, som er blevet nægtet forskerkroner alene af den årsag at de er mænd.” Det er en noget skråsikker påstand, som Brygger ikke giver nogen begrundelse for. Og faktisk er der en del ting, der taler imod Bryggers påstand. For det første var YDUN åben for såvel mandlige som kvindelige forskere, så mandlige forskere var ikke udelukket fra at ansøge. I den forstand er de ikke blevet nægtet forskningsmidler. For det andet: Brygger ved reelt intet om, hvorvidt der er nogen mænd der er blevet frasorteret alene pga. deres køn. Medmindre han da har bedre idnsigt i Forskningsrådets behandling af YDUN-amnsøgningerne end jeg har? For det tredje: Ud af de 553 ansøgninger til YDUN, var de 527 fra kvindelige forskere; de resterende 26 var fra mænd. Der blev uddelt 17 bevillinger, svarende til en succesrate på godt 3 procent. (Væsentligt under succesraten for ansøgninger til DFF generelt – tjek fx. her). Med en så kønsskæv ansøgergruppe, og en så lille succesrate, så er en meget plausibel forklaring på, at der ikke var nogen mænd der fik en bevilling, at langt størsteparten af de bedst kvalificerede ansøgere, såvel samlet set som inden for konkrete fagdiscipliner, var kvinder, og at der simpelthen ikke var penge nok til at tildele bevillinger til alle kvalificerede ansøgere – heller ikke de bedst kvalificerede mandlige ansøgere. For det fjerde: Hvis man endelig skal tale om, at mandlige forskere decideret blev nægtet forskerkroner p.g.a. deres køn, (i stedet for fx. at tale om, at kvindelige forskere blev tilvalgt pga deres køn) så ville det næsten kræve, at der var mandlige forskere, som dels havde et bedre projekt, og dels var bedre kvalificerede end de bedste kvindelige ansøgere til YDUN, men som alligevel ikke fik en bevilling. Det er ikke tilfældet – medmindre Forskningsrådet decideret har handlet i direkte modstrid med dispensationen fra Ligestillingsloven. Og det er der mig bekendt endnu ikke nogen, der har fundet belæg for at hævde.

3) “I virkeligheden opnår vi jo ikke ligestilling ved at holde mænd tilbage, men ved at skubbe kvinderne frem.” På hvilken måde har YDUN holdt mandlige forskere tilbage? YDUN-bevillingerne var ganske vist målrettet mod yngre kvindelige forskere. Men ALLE kvalificerede forskere, såvel mandlige som kvindelige, var velkomne til at ansøge. Så det kan næppe være det, som Brygger har i tankerne. Men måske retter Bryggers kritik sig mod de konkrete forskningsmiljøer, hvor der formodentlig har været særligt fokus på at få yngre yngre kvindelige forskere til at ansøge om forskningsmidler fra YDUN? Men kan øget fokus fra kollegaer og ledelse, måske koblet med ekstra stærke opfordringer til potentielle kvindelige ansøgere, om at få stablet et projekt på benene, virkelig siges at være noget, der holder mænd tilbage? Næppe.

De eneste tilfælde, hvor det giver mening at tale om, at YDUN holder mænd tilbage, er hvis en mandlig ansøger, der er lige så velkvalificeret som en af de 17 kvindelige bevillingsmodtagere, og har udarbejdet et projekt, der er lige så interessant/vigtigt/væsentligt/potentielt frugtbart, som et af de 17 projekter, der rent faktisk fik midler, bliver sorteret fra alene pga. dispensationen fra Ligestillingsloven. Men nu er det jo sådan, at Forskningsrådet i enhver situation, hvor antallet af (lige) kvalificerede ansøgere overstiger antallet af forskningsbevillinger, nødvendigvis bliver nødt til at fravælge nogen. Hvilke kriterier skal de lægge til grund for deres beslutning? Hvis alle ansøgerne fagligt set er lige kvalificerede, og hvis alle projekterne er lige støtteværdige (en rent hypotetisk situation selvfølgelig), så kan andre former for hensyn og overvejelser melde sig: Fagsammensætning, forskningsmæssige satsningsområder, politiske hensyn, mm.  Hvad dispensationen fra ligestillingsrådet åbner op for, og hvad YDUN-programmet direkte opfordrer til, er, at køn i sådanne situationer også kan og bør være en relevant faktor. Spørgsmålet er da, om køn i sådanne situationer er et mindre legitimt hensyn end så mange andre?

Mere overordnet: Hvis der alligevel i praksis er tale om, at folk sorteres fra (“holdes tilbage”) af hensyn, der ikke direkte vedrører deres faglige kvalifikationer eller kvaliteten af deres projekt, hvorfor er “køn” da en helt igennem illegitim faktor? YDUN er jo som sagt målrettet mod yngre kvindelige forskningsledere. Hvorfor er “kvindelig” her mere problematisk end “yngre”? Hvorfor er “alder” mere problematisk end “køn”? Måske er det fordi man opfatter det som positivt, at yngre forskere bliver etableret i forskningsverdenen, og får mulighed for at udvikle deres egne projekter. Men det rejser jo et ret nærliggende spørgsmål, nemlig om det ikke også kan være positivt, at kvinder bliver etableret i forskningsverdenen og får lov til at udvikle deres egne projekter?

På den baggrund så kan man faktisk med god ret betragte YDUN som netop det, Brygger efterspørger, nemlig et positivt skub til kvindelige forskere. Kønssammensætningen OG størrelsen af ansøgergruppen indikerer klart (og næppe overraskende), at eksistensen af forskningsmidler specifikt (men ikke eksklusivt) rettet mod yngre kvindelige forskningsledere har en positiv indflydelse på kvindelige forskeres lyst til at søge forskningsmidler. Og det er vel godt? (Man kan f.eks. sammenligne med kønsfordelingen blandt ansøgerne til DFFs almindelige forskningsbevillinger. Se DFFS rapport om Køn og Forskning i Det Frie Forskningsråd for statistik mm).

 

Brygger rejser i sit indlæg et principielt problem: Er positiv særbehandling nogensinde berettiget? Hans svar er et utvetydigt nej. På det helt principielle plan, så kan jeg godt være enig med Brygger. Ideelt set så burde der ikke være behov for positiv særbehandling af hverken mænd eller kvinder, når det handler om tildeling af forskningsmidler. Og hvad mere er: Det eneste der principielt set burde afgøre, hvem der får forskningsmidler, burde være kvaliteten af de projekter der ansøges om midler til, og kvalifikationerne hos de personer der ansøger.

Problemet er blot, at vi ikke lever i en ideel verden. Veletablerede sociale og kulturelle strukturer synes i dag på forskellige (u)formelle måder at være med til at gøre kvinder mindre tilbøjelige end mænd til både at forblive i forskningsverdenen, og søge om forskningsmidler. (Se her igen DFFs rapport om Køn og Forskning i Det Frie Forskningsråd). Det kræver hårdt arbejde at nedbryde eller ændre disse strukturer. Jeg er enig med Brygger i, at en vigtig og væsentlig del af dette arbejde består i “at vi skal være bedre til at prikke til pigers nysgerrighed og ambitioner. Få dem til at tro på dem selv i ligeså høj grad som mænd og drenge gør det. Giv dem modet og selvtilliden. Og så selvfølgelig udfordre de kønsstereotyper, der stadig eksisterer i det offentlige rum – og slå fast, at kvinder er nøjagtigt ligeså meget værd som mænd.” Men er dette nok? Er det den eneste, den mest effektive måde, at få ændret på de danske universiteters og den danske forskningsverdens etablerede strukturer på? Eller kan der undertiden være behov for en velplaceret brug af (i det mindste muligheden af) positiv særbehandling?

Hvilket rejser et andet relevant spørgsmål, som jeg også kort var inde på ovenfor: Har tildelingen af YDUN-midler i praksis involveret positiv særbehandling? Sagt på en anden måde: Har Forskningsrådet rent faktisk haft behov for at gøre brug af den dispensation fra Ligetillingsloven, som gjorde det muligt for dem at prioritere kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af kvalifikationslighed? Det ved jeg af gode grunde ikke. Men det gør Brygger heller ikke, da behandlingen af de indsendte forskningsansøgninger er fortrolig. Men det forekommer absolut ikke usandsynligt, at der ud af de (rigtig) mange kvindelige ansøgere rent faktisk har været 17 kvinder, der både har være mere kvalificerede og haft bedre projekter end alle de (relativt) få mandlige ansøgere. Og i så fald har YDUN ikke involveret brug af positiv særbehandling, men blot muligheden af en sådan brug. Det er muligvis en forskel der ikke gør en forskel – men så alligevel…

Der er meget, meget, meget mere at sige om såvel YDUN, ligestilling i den danske universitets- og forsknings verden, brugen af positiv særbehandling (både i dette konkrete tilfælde og i det hele taget), og de kriterier ud fra hvilke forskningsmidler ideelt bør blive og i praksis bliver tildelt. Men det må vente til en anden gang.

Full Disclosure: Jeg var del af en YDUN-ansøgning, som en god veninde var primus motor bag. Vi fik ikke nogen midler.

Posted in Debat | Leave a comment

40 års fødselsdagsønsker

Glade gæster.
Badeænder i diverse former og farver. Men selvfølgelig helst i nuancer af gult.
Penge (til et fladskærms-tv og/eller en computer og/eller andre ting – for så materialistisk er jeg nemlig).
Lego Research Institute set (godt nok meldes der udsolgt rundt omkring, men man har da lov til at håbe)
Gavekort til teater/koncerter/andet kulturelt sjov

Tegneserier:
Christin og Mezieres: Linda og Valentin samlede eventyr, bind 2, 3, 5, 6, 7
Tardi: Adele Blanc Secs Ekstraordinære oplevelser, boxsæt 2
Jiro Taniguchi: Senseis mappe, bind 1+2
Moebius: Major Grubert boksen; Edenas Verden boksen; Inkalen
Hugo Pratt: Corto Maltese: Afrikas Horn; Corto Maltese i Sibirien; Corto Maltese: Keltiske ballader; Corto Maltese: Tango
Emmanuel Guibert: Alans Krig

Bøger:
Knud Romer: Den der blinker er bange for døden
Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne
Christel Wiinblad: Min Lillebror (digtsamling)
Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme (digtsamling)
Francis Fukyama: Political Order and Political Decay: From the Industrial Revolution to the Globalisation of Democracy (endnu ikke udkommet)

Musik:
Joan as Police Woman: Real Life, To Survive, Cover og The Deep Field
David Bowie: The Next Day
Portishead: Third
The William Blakes: Wayne Coyne
Tina Dickow: Whispers
Kira Skov/Marie Fisker: The Cabin Project
CV Jørgensen: Lige lovlig live

DVDer
X-Files: Sæson 5, 7-9
Veronica Mars: Sæson 2 og 3
Lost: Sæson 5 og 6
House: Sæson 6 og 8
Captain America: The Winter Soldier

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment

Kant-nørderi

Her er første sætning i § 65 i Kants Kritik der Urteilskraft, som gengivet i Felix Meiner udgaven fra 2001 (red. Heiner Klemme, noter mm. Piero Giordanetti):

Nach dem in vorigen § angeführten Charakter muss ein Ding, welches, als Naturprodukt, doch zugleich nur als Naturzweck möglich erkannt werden soll, sich zu sich selbst wechselseitig als Ursache und Wirkung verhalten, welches ein etwas uneigentlicher und unbestimmter Ausdruck ist, der einer Ableitung von einem bestimmten Begriffe bedarf. (s. 277-278, AA 5:372, B 289).

Der er mange bud på, hvordan denne sætning skal oversættes. Problemet er dels modaliteterne (“nur… werden soll”), og dels hvad “möglich” knytter sig til. Derudover (og mere overordnet) så skal sætningen tolkes ind i og læses som del af Kants filosofi mere overordnet OG læses ind i en specifik kontekst i KdU, hvilket gør visse oversættelsesvalg mere problematiske end andre. I kan selv prøve at spotte de potentielle problemer med nedenstående oversættelser.

I henhold til, hvad vi i forrige § sagde om karakteren af en ting, så kan den, skønt den er et naturprodukt, alene erkendes som mulig, hvis vi forstår den som et naturformål, og den må skiftevis forholde sig til sig selv som årsag og virkning. Dette er dog et uegentligt og ubestemt udtryk, der har behov for at blive udledt af et bestemt begreb. (Claus Bratt Østergards  danske oversættelse (2005)).

Enligt vad som anförts i foregående paragraf måste ett ting som är en naturprodukt och samtidigt ska fattas som naturändamål förhålla sig till sig självt omväxlande som orsak och verkan, vilket är ett oegentligt och obestämt uttryck, och kräver en härledning från ett bestämt begrepp. (Sven Olov Wallensteins svenske oversættelse (2003) – tak til Michael Paulsen som tweetede den til mig).

According to the character alleged in the preceding section, a thing, which, though a natural product, is to be cognised as only possible as a natural purpose, must bear itself alternately as cause and as effect. This, however, is a somewhat inexact and indeterminate expression which needs derivation from a determinate concept. (J.H. Bernards engelske oversættelse (1892)).

Where a thing is a product of nature and yet, so regarded, has to be cognized as possible only as a natural end, it must, from its character as set out in the preceding section, stand to itself reciprocally in the relation of cause and effect. This is, however, a somewhat inexact and indeterminate expression that needs derivation from a determinate concept. (James C. Merediths  engelske oversættelse (1952)).

[Jeg mangler her Werner Pluhars engelske oversættelse fra 1987, som jeg ikke har haft tid til at få fingre i].

According to the characterization of the previous section, a thing that is to be cognized as a natural product but yet at the same time as possible only as a natural end must be related to itself reciprocally as both cause and effect, which is a somewhat improper and indeterminate expression, in need of a derivation from a determinate concept. (Guyer & Matthews’ engelske oversættelse i The Cambridge Edition of the Works of Immanuel Kant (2002)).

Til slut tre af mine egne (lidt henkastede) bud på en oversættelse:

Ud fra den karakteristik som blev givet i den foregående §, så må en ting, der som naturprodukt kun kan erkendes som muligt, hvis den samtidig bliver [betragtet? erkendt? antaget?] som naturformål, [skiftevis] forholde sig til sig selv som årsag og virkning. Dette er dog et noget uegentligt og ubestemt udtryk, der fordrer en udledning fra et bestemt begreb.

Ud fra den karakteristik som blev givet i den foregående §, så må en ting, som det kun er muligt at erkende som naturprodukt, hvis den samtidig bliver [betragtet? erkendt? antaget?] som naturformål, [skiftevis]  forholde sig til sig selv som [skiftevis] årsag og virkning. Dette er dog et noget uegentligt og ubestemt udtryk, der fordrer en udledning fra et bestemt begreb.

Ud fra den karakteristik som blev givet i den foregående §, så må en ting, der, skønt den er et naturprodukt, kun kan erkendes som mulig, hvis det den samtidig bliver [betragtet? erkendt? antaget?] som naturformål, [skiftevis]  forholde sig til sig selv som [skiftevis] årsag og virkning. Dette er dog et noget uegentligt og ubestemt udtryk, der fordrer en udledning fra et bestemt begreb.

Posted in filosofi | Tagged , , | 1 Comment

Kvalitetsudvalgets første rapport: Kap. 3

Så har jeg læst (og livetweetet) kap. 3 i Kvalitetsudvalgets rapport: “Struktur og sammenhæng i de videregående uddannelser”.

Kvalitetsudvalgets analyser tager her udgangspunkt i den antagelse, at opgaven med at få det hastigt voksende antal højtuddannede i arbejde ikke kan løses alene v.h.a. en skærpet udbudsstyring eller ved at ændre de økonomiske tilskyndelser for de studerende. Der er derfor behov for grundlæggende at gentænke selve det videregående uddannelsessystems struktur.

Udvalget identificerer i den forbindelse tre problemer med det nuværende system, som stiller sig hindrende i vejen for et bedre/optimalt match mellem uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet:

  1. Mange universitetsuddannelser har et for ensidigt fokus på faglig og teoretisk specialisering;
  2. Arbejdsmarkedet for bachelorer er skævvredet (nærmest ikke-eksisterende for akademiske bachelorer, men fint for professionsbachelorer) og
  3. En for dårlig sammenhæng og koordinering af uddannelsesudbud mellem de forskellige videregående uddannelsesinstitutioner.

Udvalget bruger mest krudt på pkt 2, som fylder rigtig meget i analysen. Skønt det ikke klart meldes ud her, så er det tydeligvis her, at begrundelsen for at indføre en 4-årig bachelor skal findes. Udvalget har formodentlig har ret i, at der er nogle strukturelle problemer med relationen mellem det akademiske bachelor-system og det danske arbejdsmarked. Men er den 4-årige bachelor en god/den bedste løsning på disse problemer? Jeg er ikke i udgangspunktet overbevist. Men vi får se, når vi når frem til udvalgets argumentation for deres anbefalinger henne i kapitel 5.

Posted in Debat, Undervisning, Universitært | Leave a comment