Ovre på Facebook har Peter spurgt, om mine kritiske bemærkninger om Straffelovrådets kønssammensætning betyder, at jeg mener, “at den eneste grund at de har anbefalet som de har er fordi de kun er mænd, og at et råd med 50% kvinder ville have nået helt andre anbefalinger?“
Mit svar på dette spørgsmål endte med at blive ret langt, så jeg tænkte, at det måske egentlig ville gøre sig bedre som blogindlæg end som Facebookkommentar. Så derfor…
Jeg synes i udgangspunktet, at du med dit spørgsmål simplificerer et meget komplekst emne på en måde, som gør det umuligt at diskutere på en nogenlunde sober måde. Dit spørgsmål har lidt karakter af et ”Og hvornår er du holdt op med at slå din kone?”-spørgsmål. Der er ikke nogen i denne tråd, som har krævet en matematisk ligestilling i rådets sammensætning, eller har hævdet at rådets konklusioner blot og bart er udtryk for maskulin dominans som følge af rådets kønssammensætning. (Og nej, jeg ved godt at du ikke hævder, at der er nogen der har påstået det, men dit spørgsmål er i DEN grad ladet).
Nu kan jeg kun svare på egne vegne, men jeg er bange for, at mit svar ikke kan blive lige så koncist som dit spørgsmål. Jeg beklager, men virkeligheden er lidt noget rod og derfor ret svær at sammenfatte kort. Og lad mig indlede med at sige, at jeg ikke har læst de kapitler i Straffelovrådets betænkning, som vedrører prostitution, så dem kan jeg ikke forholde mig til. I mit opslag, hvor jeg linker til en artikel, hvor Straffelovrådets formand Bent Carlsen svarer på kritik af rådet, var jeg alene interesseret i påpegningen af rådets skæve kønssammensætning. Jeg har ikke umiddelbart nogen mening om, hvorvidt denne kønssammensætning har påvirket rådets anbefaling om, at det ikke skal kriminaliseres at købe sex af en prostitueret.
Jeg HAR læst betænkningens kap. 3, hvor rådets hovedkonklusioner sammenfattes og kapitel 7, der omhandler voldtægt. Og her vil jeg mene, at der er steder, hvor det er svært ikke at tænke, at formuleringerne, konklusionerne og de overvejelser der er inddraget (og i visse tilfælde udeladt), tydeligt viser, at de som har forfattet betænkningen er veluddannede (heteroseksuelle) mænd. Men det er blot formodninger og mavefornemmelser, som kun vanskeligt kan verificeres/falsificeres, så dem vil jeg ikke komme yderligere ind på her.
Helt overordnet så er problemet, at vi hverken kan be- eller afkræfte en kontrafaktisk påstand om, at rådet (generelt eller i konkrete tilfælde) ville være kommet med andre anbefalinger, hvis det havde haft en anden kønssammensætning. Mit eget synspunkt er, at Straffelovrådets betænkning og deres forslag og anbefalinger om ændringer at Straffelovens kapitel 24 hverken kan eller skal forklares alene med henvisning til rådets kønssammensætning, men at det omvendt ikke kan udelukkes, at rådets kønssammensætning har haft indflydelse på visse af anbefalingerne.
Her er et argument for den sidste påstand. Straffelovrådets netop udsendte betænkning, ”Betænkning 1524 om seksualforbrydelser”, vedrører et område hvor ofrene i alt overvejende grad er kvinder, mens gerningsmændene i alt overvejende grad er mænd. Af Danmarks Statistiks ”Kriminalitet 2010” fremgår det således, at ”Ofrene for sædelighedsforbrydelser var gennemgående yngre kvinder. 91 pct. af de 2.475 ofre for sædelighedsforbrydelser i 2010 var kvinder. Modsat er 97 pct. af gerningsmændene til sædelighedsforbrydelser mænd.” (s. 17).
Der er således tale om et felt, hvor de kriminelle aktiviteter i helt ekstraordinær grad er ”kønnede”, dvs. følger markante kønsspecifikke mønstre. Det forekommer derfor relevant, at lade begge køn blev inddraget i overvejelserne over, hvorvidt den gældende lovgivning på områder er adækvat og tilstrækkelig. Vi kan simpelthen ikke i udgangspunktet forudsætte, at mænd og kvinder på netop dette område har samme syn på, forståelse af og tilgang til vurderingen af, hvad der er og bør være ret og rimelig.
For at uddybe denne påstand, så tillad mig at inddrage lidt, ganske vist anekdotisk, evidens for, at der i det mindste på visse punkter rent faktisk eksisterer markante forskelle i mænds og kvinders syn på og vurdering af, hvilke retsnormer der bør være gældende indenfor Straffelovens kapitel 24. Jeg har nu et par gange undervist 5. semesters jurastuderende på SDU i retssociologi, herunder feministisk retsteori. For at eksemplificere retsfeminismens kritik af gældende ret plejer jeg at diskutere straffelovens § 216 (om voldtægt) og spørgsmålet om, hvorvidt ”uagtsom voldtægt” bør indføres som retslig kategori. Her synes de mandlige og kvindelige studerende at være markant uenige. Et flertal af de kvindelige studerende (men ikke alle) synes typisk, at ”uagtsom voldtægt” bør indføre som retsbegreb, mens et flertal af mændene (men ikke alle) ofte er uenige i dette. Kvinderne argumenterer som regel (men ikke altid) ud fra overvejelser vedrørende hensynet til ofret, mens mændene derimod typisk (men ikke altid) argumenterer ud fra generelle overvejelser om bevisbyrde og anklagedes retssikkerhed. Begge typer af overvejelser er væsentlige og relevante i forbindelse med diskussioner af, om en given aktivitet skal kriminaliseres eller ej, eller om en gældende retsnorm skal fjernes/ændres, og vi kan ikke på forhånd sige, at den ene i alle situationer trumfer den anden.
Man kan selvsagt ikke generalisere ud fra mine studerende til alle mennesker i Danmark, eller til alle jurister, eller til de jurister der er kvalificerede til at sidde i Straffelovrådet. Men det er da værd at overveje, om det er indlysende rigtigt, når formanden for Straffelovrådet hævder at ”Jeg ser ikke nogle specifikke kønspolitiske problemer i det her. Jeg står uforstående overfor, at man ikke som mand skulle kunne have lige så stor indsigt i problemerne, som man kan som kvinde”. (Taget fra den artikel jeg linker til ovenfor).
Nu kan man mene, at hvis kvinderne syn på, hvad retsnormerne i Straffelovens kap. 24 bør være, ofte (eller systematisk, eller i markant grad) afviger fra mændenes, og hvis mænds synspunkter oftere er i overensstemmelse med gældende lovgivning end kvinders, så må der være et eller andet der forvrænger eller forstyrrer kvinders evne til at ræsonnere retsligt på netop dette område. De identificerer sig med ofrene (der jo som oftest er kvinder), de har måske selv været udsat for et seksuelt overgreb (da ofrene jo som oftest er kvinder), eller lignende. Derfor bør man så vidt muligt se bort fra kvinders holdning på dette område, da den er udtryk for retsligt irrelevante faktorer.
Til det kan man gøre en række kommentarer. 1) Hvorfor er det retsligt irrelevant, at se bort fra de erfaringer og synspunkter, der karakteriserer netop den gruppe, der som oftest er ofre for seksualforbrydelser? 2) Hvorfor i udgangspunktet forudsætte at gældende lovgivning er (nogenlunde) korrekt/adækvat? 3) Grunden til, at mænds syn på retsnormerne i Straffelovens kap. 24 synes at være mere i overensstemmelse med gældende ret end kvinders kunne måske være, at retsnormerne i den danske straffelov historisk set i alt overvejende grad er blevet udformet af mænd. Det er svært at se, at dette forhold i sig selv skulle kunne begrunde, at mænds syn på gældende retsnormers legitimitet og adækvans er bedre eller mere korrekt end kvinders. Og endelig 4) hvis man antager, at kvinders syn på retsnormerne i Straffelovens § 24 er farvet af, at de har samme køn som, og derved lettere kan identificere sig med, det typiske offer for en seksualforbrydelse, hvorfor så ikke antage, at præcist det samme gør sig gældende for mænd, der jo har samme køn som, og derfor lettere kan identificere sig med, den typiske gerningsmand?
Til allersidst: Det er faktisk et lovkrav, at ”Offentlige udvalg, kommissioner og lignende, der er nedsat af en minister til at forberede fastsættelse af regler eller planlægning af samfundsmæssig betydning, bør have en ligelig sammensætning af kvinder og mænd.” (Ligestillingslovens kap. 4, § 8). Straffelovrådet er et lovforberedende udvalg, og der er meget få opgaver, der kan siges at være af større ”samfundsmæssig betydning” end revisioner og ændringer af straffeloven. På trods af dette lever Straffelovrådet ikke op til Ligestillingslovens § 8. Hvilket er en smule pinligt, da rådet er nedsat af Justitsministeriet.
Nå, det blev en længere smøre. Undskylder.
Tilføjelse: Jeg har den 24-11-12 tilføjet et punkt (punkt 3) i det næstsidste afsnit ovenfor, som jeg glemte at få med i mit oprindelige indlæg.
Links:
Justitsministeriets informationsside om Straffelovrådet (med oversigt over rådets nuværende medlemmer) kan ses her.
Straffelovrådets Betænkning om seksualforbrydelser kan downloades her.
Her finder man Straffeloven (sædelighedsforbrydelser behandles i kap. 24).
Her er ligestillingsloven.