Dyd, dannelse og markedets nødvendighed

I går blev Svend Brinkmann (igen) interviewet til Politiken (indlægget er mig bekendt ikke kommet online endnu, men der ligger et screenshot på von Oettingens Facebookside – se link nedenfor). Anledningen var de nyudsprungne studenter, og interviewet handlede om (gymnasial) dannelse. Mere præcist handlede det om, hvad dannelse har med karakterer at gøre, og hvorvidt gymnasiets opgave (blandt andet) skal være at kvalificere de studerende til deres fremtidige rolle som deltagere i og bidragydere til (arbejds)markedet. Stillet overfor det spørgsmål blev Brinkmann, formodentlig helt bevidst, både kontrær og kritisk og plæderede for, at gymnasiets primære opgave er at være almendannende; at kvalificere de studerende til at være borgere i et demokrati ved at understøtte og fremme udviklingen af de principielt evigtgyldige dyder, som er nødvendige for at et sådan samfund kan opretholde og reproducere sig selv over tid. Skønt han ikke siger det direkte, så synes Brinkmann klart at mene, at dannelse til arbejdsmarkedet er noget, der højest er nice to have, men ikke need to have. Og det er i hvert fald ikke gymnasiernes opgave at danne ramme for en sådan (arbejds)markedsdannelse.

Dette interview har fået Alexander von Oettingen til i et par opslag på Facebook (her og her), at kritisere Brinkmann for, måske uforvarende, at komme til at smide barnet ud med badevandet. For det første mener von Oettingen, at Brinkmann ved at udelukke markedet som relevant dannelsessfære (eller måske relevant dannelses(for)mål?) gør sig til fortaler for et forældet og utidssvarende dannelsesbegreb. Dannelse, skriver von Oettingen:

handler om at træde ind i spændningen mellem markedets nødvendige og mulige mål. Det handler om inklussion og eksklussion, om fællesskabet på den ene side og selvets sunde egoisme på den anden side. “Dannelse” er evnen til at vælge dyder fra og vælge dyder til og også at udvikle dyder vi endnu ikke kender til.

Denne side af dannelsen mener von Oettingen ikke, at Brinkmann får med, når han argunenterer for gymnasiet som arena for dannelse af visse (hvilke?) evigtgyldige dyder, som tilsyneladende står såvel udenfor som i modsætning til (arbejds)markedet.

For det andet peger von Oettingen på, at Brinkmann i interviewet synes at indskrive sig i en relativt ny (men samtidig også relativt gammel) position i den danske pædagogiske debat; en position jeg bevidst provokatorisk vælger at betegne som en genkommen dydspædagogik. Udover Brinkmann nævner von Oettingen som repræsentanter for denne dydspædagogik også Stefan Hermann (jvf. det sidste kapitel i Hermanns bog Hvor står kampen om dannelse?) og forfatterne bag Pædagogikkens Idéhistorie (jvf. det sidste kapitel i denne bog, der handler om viden og dyd med særligt fokus på dydernes genkomst i pædagogikken). von Oettingen kunne også have nævnt Per Schultz Jørgensen, der i sine seneste to bøger (se her og her) ligeledes har slået til lyd for et øget fokus på netop karakterdannelse.

Imod denne genkomne dyds- eller karakterpædagogik rejser von Oettingen et kritisk spørgsmål, nemlig om et fornyet og forstærket fokus på dyderne ikke risikerer at moralisere dannelsesprojektet og pædagogikken hinsides det tilrådelige?

Er vi igang med at moralisere og dermed overbelaste subjektet i dannelsens hellige navn og som risikere at gøre subjektet fremmed i sin egen verden? Dannelse må ikke miste forbindelsen til virkeligheden og når dannelsen også må handle om markedet og konnkurence, er der for at gøre markedet menneskeligt og ikke splitte mennesket i en dual verden.

Jeg er lidt uskker på, præcis hvad von Oettingens kritik her går ud på. Men som jeg umiddelbart forstår denne kritik, så frygter han, at dydspædagogikken gør dannelse til et blot og bart moralsk projekt; et projekt der ikke inddrager eller har blik for, at mennesket ikke kun er en moralsk handlende agent, men også er deltager i og bidragyder til et (a)moralsk marked. Derved risikerer dannelsesbegrebet at miste tilknytningen til et af det moderne samfunds væsentligste sfærer for social interaktion, hvorved begrebet mister såvel sin samfundsmæssige relevans som sin pædagogiske betydning.

Det er endnu for tidligt at udtale sig om, hvorvidt von Oettingen har ret i, at en ny (og måske samtidig gammel) position er ved at udkrystallisere sig i det danske pædagogiske landskab. Bidragene til debatten er endnu for få og spredte og har stadigt mere karakter af indlæg i en polemisk, offentlig debat end egentligt forskningsbaserede bidrag til en faglig diskussion. von Oettingen rejser dog væsentlige og vigtige sørgsmål, som det er værd at diskutere yderligere. Jeg vil dog her blot nøjes med et par begrebslige og etisk-politiske håndkantshug i forlængelse af von Oettingens kritik af Svend Brinkmann.

For de første er det vigtigt at gøre sig klart, at dydsbegrebet ikke nødvendigvis har et eksplicit moralsk eller etisk indhold. I den græske traditon, som ofte danner udgangspunkt for moderne diskussioner af dydsbegrebet, er dyd (arete) betegnelsen for de egenskaber i kraft af hvilke en ting på bedst mulig vis kan realisere den funktion [ergon], som denne ting har i kraft at at være netop den ting den er. En kniv besidder således dyd/arete, i det omfang den besidder de egenskaber, som gør den i stand til på bedst mulig vis at udføre sin funktion som kniv: At den har et godt skæfte f.eks, og at den er velsleben etc. En krigshest besidder dyd/arete i det omfang hesten besidder de egenskaber, der gør den i stand til at udføre sin funkton som krigshest på bedst mulig måde: At den ikke går i panik midt i et slag; at den er i stand til at bevæge sig relativt adræt gennem en slagmark m.v. Og på samme måde med mennesket: Et menneske besidder dyd/arete for så vidt og i det omfang, det besidder de egenskaber, som gør det i stand til at udføre sin funktion som netop menneske.

Set fra nutidens perspektiv er en sådan forståelse af dyd selvsagt problematisk af en række forskellige grunde. Man kan f.eks. ikke bare forudsætte, at ting i naturen har et iboende formål. Og selv hvis man kunne, så er det usikkert, præcis hvilket formål mennesket har qua menneske, og om mennesket kun har ét formål, eller om det måske snarere er som en spork (en spoon-fork), der har to iboende formål. Men hvis man et øjeblik sætter parantes om disse problemer, så er min pointe her blot, at den klassiske græske forståelse af dyd ikke er et snævert etisk eller moralsk begreb, men derimod et begreb der vedrører tings duelighed til bestemte formål. I den forbindelse kan det måske være relevant at minde om, at:

det danske ord «dyd» har sin rod i det oldnordiske ord «dygð», hvis grundbetydning er «at du eller være god til noget». «Dygð» er beslægtet med de nutidige begreber «dygtig» og «duelig». Modsat «dyd» er «dygð» således ikke nødvendig knyttet til noget specifikt moralsk, men betegner snarere dygtighed og færdighed i en bred forstand, eller helt alment gode kvaliteter og egenskaber af enhver art. (Leksikon.ord: “Dyd” Ja, det er mig selv, der har skrevet artiklen).

Som umiddelbart svar til von Oettigens frygt for, at dydsbegrebet vil moralisere dannelses-begrebet, kan man derfor henvise til, at dyd ikke ikke altid og ikke nødvendigvis har haft et snævert moralsk betydningsindhold.

For det andet så er det indenfor såvel klassisk som moderne dydsteori almindeligt at skelne mellem (mindst) to typer af dyd, der ofte følger Aristoteles’ berømte skelnen fra begyndelsen af anden bog i Den Nikomachaiske Etik mellem på hhv intellektuelle og etiske eller moralske dyder. (Sidstnævnte kaldes undertiden også for karakterdyder). De intellektuelle dyder er dyder, der vedrører menneskets natur som (rent) fornuftsvæsen. Det er kognitive, erkndelsesorienterede dyder, som mennesket i kraft af sin fornuft er i stand til at opøve og kultivere, og som gør ham i stand til at skelne opspore det sande, skelne mellem sandt og falsk, og i det hele taget orientere sig kognitivt og begribende i veden. De etiske dyder derimod er dyder, der vedrører menesket som et begærende og sanseligt fornuftsvæsen. De etiske dyder er (alt efter hvordan man betragter dem) fornuftskultiveret begær eller begærsorienteret fornuft; det er menneskets appetative begærsevne, for så vidt og i det omfang den er blevet dannet af, orienteret mod og integreret med de intellektuelle dyder. Det er de etiske dyder, der gør mennesket i stand til at handle ansvarligt og forsvarligt i verden i efterstræbelsen efter efterstræbelsesværdige formål. (Jeg har skrevet en lille smule mere uddybende om Aristoteles’ skelnen mellem de intellektuelle og de moralske dyder her).

Den overordnede pointe her er igen, at man, i modsætning til hvad von Oettingen implicit synes at antage, sagtens kan tænke og tale om dyd uden nødvendigvis at tænke og tale om dem i en snæver, moralsk betydning. Dydsbegrebet er iboende normativt, men ikke alle dyder er iboende etiske eller moralske dyder. (Brinkmann er selv kort inde på denne pointe i en kommentar til von Oetingen, hvor han nævner de epistemiske dyder som et eksempel på dyder der ikke er snævert moralske dyder)

For det tredje har von Oettingen selvfølgelig ganske ret i, at dannelsesbegrebet ikke (moralistisk) skal afkobles den sociale virkelighed, herunder markedet og erhvervslivet. Den der dannes skal jo på et tidspunkt ud og forsøge at leve et liv på egne betingelse, i en verden som ikke restløst går op i vedkommendes egne interesser. Derfor er der brug for at dannelsen også forholder sig til og griber an ved markedet, økonomien, og erhvervslivet. Dannelse skal imidlertid ikke blot gribe an ved samfundet som det er, men skal også gribe ind i samfundet med et sigte om at gøre tingene bedre (eller i det mindste anderledes) end hidtil. Dannelse går ikke restløst op i samfundet som det nu engang er. Hvis den gjorde, så var der næppe tale om dannelse, men snarere om træning eller indsocialisering. Dannelse skal derfor nok forholde sig til (arbejds)markedet, men “at forholde sig til” er jo langt fra det samme som “at lade sig bestemme af”. Og netop denne pointe er vigtig af have in mente i denne sammenhæng.

Fordi en mulig konsekvens af von Oettingens insisteren på, at dannelsen skal forholde sig til markedets (økonomiske) nødvendigheder er jo, at man mister blikket for værdien af alt det, der ikke er økonomisk værdifuldt eller økonomisk nødvendigt. Hvis man vil have et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man mister dette blik, kan jeg henvise til Produktivitetskommissionens Analyserapport 4: Uddannelse og innovation, kapitel 9. Her diskuteres og vurderes kvaliteten af de danske daginstitutioner ud fra ét bærende princip: Hvorvidt og i hvilket omfang institutionerne stimulerer børnenes kognitive evner, så de udvikler de færdigheder

…der er en forudsætning for succes i skolen. En tidlig indsats rettet mod understimulerede børn har derfor et stort afkast, da det gør deres vej gennem uddannelsessystemet lettere og gør dem mere produktive i en arbejdssituation senere i livet. (Analyserapport 4, s. 85).

von Oettingen vil selvfølgelig ikke være enig med en vurdering af daginstitutionskvalitet, der alene er baseret på spørgsmålet om, i hvilket omfang institutionerne er med til at optimere børns økonomiske produktivitetspotentiale. I den forstand er det unfair af mig, at bringe Produktivitetskommissionens raport på banen. Min pointe her er imidlertid heller ikke at kritisere von Oettingen, men at pege på en mulig fare ved at lade spørgsmålet om dannelsens forhold til markedet være ensidigt bestemt af markedets behov. von Oettingen siger mig bekendt ikke noget sted, at dette forhold rent faktisk skal forstås så ensidigt. Men i diskussionen med Brinkman siger han omvendt heller ikke noget, der uddyber og eksplicit nuancerer dette forhold, så der f.eks. bliver plads til en markedskritik formuleret på dannelsens betingelser.

Og en sådan markedskritik bør der selvsagt være rum til og mulighed for i en adækvat og relevant nutidig dannelsesteori. Dannelse er dannelse af subjekter, der, så vidt det nu er muligt, skal leve meningsfulde og vellykkede liv. Det er ikke åbenlyst indlysende, at markedet altid understøtter denne tanke; ja det forekommer endog rimeligt at sige, at markedet (i det mindste under visse, relativt udbredte sociale betingelser) ofte underminerer muligheden for, at mennesker kan leve sådanne liv. Hvilket rejser et presserede kritisk spørgsmål, nemlig hvorfor det partout er dannelsen, der skal forholde sig til markedets nødvendighed? Hvorfor er det ikke markedet, der skal forholde sig til dannelsens nødvendighed? Går det i det hele taget ikke galt, hvis vi allerede i udgangspunktet accepterer markedets logik som nødvendigt betingende?

Dette bringer mig tilbage til von Oettingens kritik af, at Brinkman og den dydspædagogiske tilgang moraliserer dannelse og subjektet, og derved potentielt afkobler begge dele fra den sociale virkelighed. For spørgsmålet er dels, om man ikke kunne rette præcis den modsatte kritik mod von Oettingens egen position, dels om Brinkmanns projekt ikke er præcis det modsatte af, hvad von Oettingen synes at mene?

Havd angår det første, så er præmissen i von Oettingens kritik af Brinkmann tilsyneladende, at det er moraliseringen, der potentielt afkobler dannelsen og subjektet fra markedet. Hvorfor det? Fordi, synes den implicitte præmis at være, at markedet er amoralsk, og derfor ikke bør underlægges, vurderes ud fra eller gøres afhængig af etiske normer og hensyn. Men er dette ikke præcis den modsatte bevægelse af den, som von Oettingen beskylder Brinkmann for? Og er dette ikke problematisk af præcis de samme kritiske grunde, som von Oettingen selv retter mod Brinkmann? von Oettingen synes jo at afmoralisere markedet. Og, kunne man hævde, det er netop igennem denne afmoralisering at markedet truer med at blive afkoblet fra dannelsen. Markedet kan ikke have noget med dannelsen at gøre, da de fungerer ud fra forskellige logikker. Markedet er (iboende) amoralsk, mens dannelse er (iboende) normativt og (i en eller anden forstand) etisk orienteret, and never the twain shall meet. Og overfor dette kan man så endelig kritisk påpege, at hvis markedet vitterligt er et rent amoralsk socialt felt, så er det det, som er problemet, ikke moraliseringen af dannelsen.

Hvad angår det andet punkt så er en mulig tolkning af Brinkmanns position, at han ikke så meget ønsker at moralisere danelsen, som han ønsker at moralisere markedet. Anderledes formuleret; en måde at læse Brinkman på kunne være som en fortaler for, at markedet (arbejdsmarkedet i det mindste) blev mindre amoralsk og mere orienteret mod og styret af etisk relevante hensyn. En dannelse som blandt andet indeholder vigtige og væsentlige etisk-politiske fordringer kan f.eks. være med til at skabe politisk engagerede og etisk sindede borgere; borgere der bevidst og frivilligt prøver at indskrænke, moderere eller måske ligefrem (hvis man nu var mere revolutionært sindet end Brinkmann typisk er) omstyrte markedet og markedets logik. Dette er selvfølgelig ren spekulation fra min side, og ikke noget som Brinkmann på noget som helst plan kan tages til indtægt for. Men det er da en tanke, som det er værd at have med i baghovedet, når man diskuterer dannelsens forhold til dyden og markedet.

Nå, det blev et langt indlæg. Og jeg kom slet ikke omkring spørgsmålet om dydernes eviggyldighed og konkrete indhold. Det må vente til en anden god gang. Til gengæld nåede jeg vist at være cirka lige unfair overfor både Brinkmann og von Oettingen. Det beklager jeg selvfølgelig, men de kan sikkert klare det begge to.

Posted in Academia, Debat, Politik | Tagged , , | Leave a comment

Lektoransøgningens besværligheder

[Sidste år blev jeg opfordret til at skrive et blogindlæg til Magisterbladets debatsektion på nettet. Af mig ubekendte grunde blev indlægget aldrig publiceret. Med en vis forsinkelse får I den derfor her på min egen blog i stedet, i en (meget let) revideret og opdateret udgave.]

Sidste år deltog jeg i et af universitetetslivets mest karakteristiske, særegne og vigtige, men samtidigt sørgeligt oversete, ritualer: Udarbejdelsen af en lektoransøgning. Det tog mig rundt regnet tre uger at færdiggøre ansøgningen, hvilket jeg gjorde sideløbende med min normale ansættelse som adjunkt, fortrinsvis sent om aftenen eller i løbet af dagen når der ikke var andre presserende opgaver der trængte sig på i. Dette er, har flere kollegaer fortalt mig, ikke usædvanligt. Det tager tid at indsamle de relevante informationer, opdatere CV, publikationsliste og undervisningsportefølje, oversætte alt til engelsk (da snart sagt alle akademiske ansøgninger nu til dags forventes at være på engelsk) samt ikke mindst vælge det rette layout og den helt rigtige skrifttype.

For udefrakommende, der ikke er bekendte med universitetslivets konventioner, praksisser og riter, forekommer dette måske en anelse overdrevent. Der er jo trods alt blot tale om en jobansøgning. Ganske vist en ansøgning til et højt specialiseret job, med skrappe krav til uddannelsesniveau, faglige kompetencer og netværk, men dog stadig blot en jobansøgning. Hvordan pokker kan det tage flere uger at skrive en sådan?

En af grundene er, at en lektoransøgning ikke blot er en jobansøgning. Som genre betragtet kan lektoransøgningen formodentlig bedst beskrives som en lettere uhomogen blanding af den traditionelle jobansøgning, den akademiske forskningsansøgning, og den religiøst inspirerede bekendelseslitteratur. Ansøgningen skal dels dokumentere ens (faglige og sociale) kompetencer til at varetage det opslåede lektorat, hvorved den ligner den traditionelle jobansøgning. Samtidig skal en lektoransøgning imidlertid også præsentere ansøgerens nuværende og fremtidige forskningsplaner, og rummer derfor elementer af den akademiske forskningsansøgning. Endelig skal man i ansøgningen redegøre for sine forskningspublikationer, undervisningserfaring og erfaring med forskningsformidling, hvilket for mange akademikere er ensbetydende med en (mere eller mindre) skyldbetynget erkendelse af, at man på et eller flere af disse områder ikke har været helt så produktiv, som Ministeren, Universitetet, Bedømmelsesudvalget og en selv gerne havde set.

Lektoransøgninger udgør derfor en helt særegen (fag)litterær genre, der ganske vist minder om, men ikke er identisk med, andre typer akademiske ansøgninger. Det kræver derfor både tid og øvelse at mestre lektoransøgningens ædle kunst; tid som ikke alle har eller er villige til at ofre, og øvelse som kun kan opnås ved rent faktisk at skrive mange (og som oftest ikke-succesfulde) lektoransøgninger.

Nej, for resten; det sidste passer ikke helt. Universiteterne tilbyder nemlig en form for praktiske, forberedende øvelser i at skrive lektoransøgninger, nemlig det såkaldte adjunktpædagogikum. Overordnet set kan adjunktpædagogikum derfor betragtes som en en form for obligatorisk efteruddannelse af adjunkter, der (og dette er væsentligt) udgør en af de formelle krav for at være lektorkvalificeret. Som det formuleres i Styrelsen for Videregående Uddannelsers ‘Notat om stillingsstruktur 2013 for videnskabeligt personale ved universiteter’: ”Det forudsættes, at [lektor]ansøgere har modtaget supervision og pædagogisk opkvalificering og har modtaget en positiv skriftlig vurdering af sine undervisningsmæssige kvalifikationer.”

Mere lavpraktisk består adjunktpædagogikum af en række forskellige, obligatoriske kursusforløb, som alle universiteter er forpligtede på at udbyde, hvor adjunkter dels tilbydes undervisnings- og vejledningsrelevant supervision og sparring, dels opøver deres pædagogiske og didaktiske færdigheder. På Aarhus Universitet (og muligvis også andre steder?) er nogle af disse kursusforløb fælles for alle adjunkter, mens andre fokuserer på forskellige emner, hvor den enkelte adjunkt så kan vælge de forløb, som vedkommende finder mest interessante og/eller relevante ud fra sin egen baggrund. Nogle kursusforløb fokuserer således på vejledning; andre på forelæsningsteknikker, og atter andre på brugen af it-hjælpemidler i undervisningen.

Skønt adjunktpædagogikum formelt skal fungere som (pædagogisk) opkvalificering af adjunkter, så tjener de reelt også et andet formål, nemlig som direkte forberedelse til og øvelse i at udarbejde en lektoransøgning. Et konkret eksempel: De fleste (måske alle) danske og langt de fleste udenlandske universiteter kræver, at en ansøgning til en stilling på lektor- og professorniveau indeholder en undervisningsportfolio, dvs. en systematisk oversigt over og præsentation af ansøgerens undervisningserfaring og -kompetencer. At udforme en god undervisningsportfolio er tidskrævende og noget som de færreste er i stand til at gøre på egen hånd. En vigtig del af adjunktpædagogikum-forløbet, i det mindste som det er struktureret på Aarhus Universitet, består derfor i, at hjælpe adjunkter med at udarbejde en sådan portfolio.

Dette er umiddelbart både sympatisk og fornuftigt, da universiteterne derved er med til at sikre en stabil fødekæde af højt kvalificerede ansøgere til de stillinger, som de selv udbyder. Men det betyder samtidigt, at lektoransøgninger adskiller sig fra de fleste andre former for jobansøgninger ved, at ansøgerne har fået professionel hjælp til at udarbejde deres ansøgning; hjælp som udbydes af netop de institutioner, som de søger arbejde ved.
Adjunktpædagogikum er derfor både en indgang og en tærskel. Det er en indgang, fordi et gennemført adjunktpædagogikum åbner for at man kan søge videre i det akademiske system og muligvis engang nå frem til det forjættede land: Tidsubegrænset fastansættelse som lektor. Men det er også en tærskel, fordi hvis man ikke gennemfører et adjunktpædagogikum, så er man i dobbelt forstand dårligt stillet mht. at opnå fastansættelse. Ikke blot mangler man den formelle kvalifikation, som et gennemført adjunktpædagogikum udgør; man har heller ikke modtaget den træning i og forberedelse til udarbejdelse af en lektoransøgning, som deltagelse i et adjunktpædagogikumforløb bidrager med.

Lektoransøgningen er kort sagt en form for overgangsrite: En ritualiseret praksis der formidler et individs (eller en gruppes) indvielse i og overgang til et nyt livsstadium. Mere konkret: Lektoransøgningen markerer, hvis den da ellers er succesfuld, overgangen fra tidsbegrænsede ansættelser (ph.d., post.doc., adjunkt) til ægte, fastansat universitetsforsker. Samtidig tjener ansøgningsproceduren som en såvel formel som uformel sorteringsmekanisme. Formelt udgør ansøgningen og de medsendte bilag det grundlag ud fra hvilket ansøger erklæres kvalificerede eller ikke-kvalificerede til den opslåede stilling. Og uformelt udgør omfanget af samt de såvel implicitte som eksplicitte normer for og forventninger til en lektoransøgning en barriere for, hvorvidt folk overhovedet orker at søge videre i det akademiske system.

Det er blandt andet derfor, en lektoransøgning sagtens kan tage tre uger at skrive.

Posted in Academia, arbejde, Job, Universitært | Leave a comment

Svar til Anni Matthiesen

Jeg har et debatindlæg i Jyllands-Posten i dag. Det er et svar på dette indlæg af Venstres Forsknings- og Uddannelsesordfører Anni Matthiesen. Min kommentar er helt på linje med Ralf Hemmingsen, rektor på Københavns Universitet, der også har et modsvar til Matthiesen i dagens avis.

Jyllands-Posten har desværre redigeret en smule i mit indlæg, og har bl.a. fjernet min afsluttende syrlige kommentar. Derfor får I her den uredigerede udgave af indlægget.

Venstres Forsknings- og Uddannelsesordfører Anni Matthiesen kritiserer i et indlæg i Jyllands-Posten den 11/2 Københavns Universitets håndtering af besparelserne på universitetsområdet. Indlægget rummer desværre mindst tre faktuelle fejl, som afsporer Matthiesens argument og dermed diskussionen.

For det første hævder Matthiesen, at KU alene begrunder fyringerne af over 500 ansatte med henvisning til regeringens omprioriteringsbidrag. Dette er i bedste fald kun delvist sandt. Omprioriteringsbidraget er ganske vist del af begrundelsen. Men KU henviser også til de forventede økonomiske konsekvenser af fremdriftsreformen og dimensioneringsplanen, og til at Finansloven 2016 fra næste år fjerner KU´s huslejeregulering på 70 mio. kr.

For det andet forstår Matthiesen ikke, hvorfor ”KU skal spare 2 pct. på deres budget, men bliver nødt til at afskedige 7 pct. af personalet?” Matthiesen forudsætter at omprioriteringsbidraget er en enkeltstående besparelse på 2 %. Dette er forkert. Omprioriteringsbidraget er en besparelse på universiteternes bevillinger på 2 % hvert år frem til 2019. Dvs. at der hvert år de næste 4 år skal spares 2 % på universiteternes budgetter. Almindelig procentregning forklarer hurtigt, hvorfor KU på den baggrund mener, at de er nødt til at skære 7 % af medarbejderstaben.

For det tredje hævder Matthiesen, at det kun er KU som har planer om omfattende fyringer som følge af omprioriteringsbidraget. Dette er forkert. RUC offentliggjorde i mandags, at de forventer at skulle fyre 80 medarbejdere. Og SDU gennemførte i efteråret en større fyringsrunde i forventning om netop de økonomiske problemer, som landets universiteter nu står overfor.

Matthiesens indlæg udviser en grundlæggende mangel på viden om både universitetsområdet og om den økonomiske politik, som hendes eget parti fører. Som universitetsansat forsker og underviser, og som ganske almindelig borger, er det ret skræmmende.

Posted in Debat, Suk | Leave a comment

Tale ved middagen til Pædagogisk Filosofisk Årsmøde 2015

FØRST vil jeg lige benytte lejligheden til at sige tak.

Tak til årets oplægsholdere, som var med til at gøre dette årsmøde spændende og fagligt relevant.

Tak til Eva, som har sørget for, at vi har noget at spise nu. Det er hende, der har organiseret maden til i aften.

Tak til resten af foreningens bestyrelse, som har hjulpet med at organisere dette års årsmøde. Særlig tak til Stig, som har lavet programmet og plakaten, og til Jane og Thomas, som har hjulpet med det praktiske her i Aarhus.

En særlig tak til Jane, som efter mange års trofast arbejde som sekretær og praktisk gris i år har valgt at trække sig fra Foreningens bestyrelse. Lad os give hende en hånd.

———————————————

DERNÆST vil jeg gerne indvi jer i nogle af de, måske lidt uventede, problemer og spørgsmål, man som professionel (pædagogisk) filosof nogle gange render ind i. Spørgsmål som bliver ved med at pine og plage en, uanset hvor længe man tænker over dem. I kender dem sikkert selv:

  • Hvordan og i hvilket omfang kan en historisk betinget og socialt medieret fornuft opnå absolut erkendelse af virkelighedens grundlæggende strukturer?
  • Burde Batman ikke have slået Jokeren ihjel, en af de (mange, mange) gange han ha haft chancen? Hvis ja: Er Batman så egentlig en helt? Hvis nej: Hvorfor ikke?
  • Hvis jeg står ved et sporskifte og frit kan bestemme, hvilken vej en løbsk togvogn skal køre, skal jeg så lade køre til venstre, hvor den vil dræbe fem børn, hvoraf en ville være vokset op og blive den næste Lars Løkke Rasmussen, bae med billigere smag i tøj? Eller skal jeg i stedet lade den køre til højre, hvor den vil hamre ind i og hårdt såre 300 uskyldige køer, som alle vil lide frygteligt, men som til gengæld senere, efter de er blevet slagtet, bliver til gratis bøffer, der uddeles blandt de hjemløse i Århus?
  • Og selvfølgelig: Er det moralsk tilladeligt at tage imod en invitation til en social sammenkomst, hvor der er en risiko for, at man vil kommer under indflydelse af alkohol, og dermed måske miste kontrollen over sin fornuft og moralske dømmekraft?

Jeg ved ikke med jer, men det er den slags spørgsmål, der holder mig vågen om natten. I går nat lå jeg således søvnløs derhjemme og vred og vendte mig forpint ved tanken om, at jeg måske var på vej i noget moralsk gøgemøg, fordi jeg havde sagt ja til at organisere dette års årsmøde i Pædagogisk Filosofisk Selskab?

Hvad gør man i den slags tilfælde? Jeg gjorde selvfølgelig det, jeg altid gør i den slags situationer. Jeg spurgte mig selv: Hvad ville Kant gøre?

Og heldigvis så behøver vi ikke kaste os ud i hypotetiske spekulationer over, hvad Kant måske og muligvis kunne tænkes at ville have gjort såfremt og i fald…

I Metaphysische Anfangsgründe der Tugendlehre, anden del af Metaphysik der Sitten, diskuterer Kant nemlig præcis det spørgsmål, der pinte og plagede mig: Spørgsmålet om det moralsk tilladelige i at deltage i sociale sammenkomster der involverer indtagelse af alkohol.

Eller som Kant formulerer spørgsmålet: ”Wie weit geht die Sittliche Befugniss, diesen Einladungen zur unmässigkeit Gehör zu angeben?” I hvilket omfang har jeg en sædelig beføjelse til at acceptere invitationer til drikfældighed? (MS 6:428).

For Kant rejser dette spørgsmål sig, ikke overraskende, som en strid imellem to pligter. På den ene side har vi ifølge Kant en fuldkommen, negativ pligt overfor os selv til ikke at bedøve os selv igennem overdreven indtagelse af nydelses- og næringsmidler.

I denne henseende er vin og andre alkoholiske drikke særligt problematiske. Problemet er, at overdreven indtagelse af alkohol (og, tilføjer Kant, andre former for narkotika, som eksempelvis opium) mindsker vores evne til at anvende vores fornuft korrekt. Dermed reducerer mennesket sig selv til noget andet og mindre end det rationelle væsen det dybest set og essentielt er.

Når mennesket er beruset” forklarer Kant således ”skal det ikke behandles som et menneske, men blot som et dyr. […] Og det er åbenlyst, at man ved at hensætte sig selv i en sådan tilstand krænker en pligt man har overfor sig selv.” (MS 6:427).

Mennesket har således en klar og utvetydig moralsk pligt til ikke at indtage alkohol – i det mindste ikke i et omfang som forhindrer eller forstyrrer det i at anvende sin fornuft. På denne baggrund kunne man derfor forvente, at Kant (ud fra et better safe than sorry synspunkt) ville nedlægge et absolut forbud mod at deltage i selskabelige sammenkomster, hvor der blev serveret alkohol.

Tingene er imidlertid mere komplicerede end som så. Ifølge Kant har mennesket nemlig også en ufuldkommen, negativ pligt over for såvel sig selv og andre til ikke at isolere sig selv. Denne negative pligt kan også formuleres positivt: Mennesket har, hævder Kant, pligt til anvende og udvikle sine moralske evner og kompetencer i social omgang med andre.

Kant medgiver, at det at socialisere med andre ikke i sig selv er et moralsk endemål, da det ikke indgår i begrebet om det højeste gode. Men, fremhæver han, når man omgås andre så ”kultiverer man en gensidig overensstemmelse, som indirekte leder frem til dette mål: man kultiverer omgængelighed, tolerance, gensidig kærlighed og agtelse… og dermed forbindes dyderne med Gracierne, hvilket i sig selv er en pligt.” (MS 6:473).

På den ene side har vi altså en pligt til ikke at indtage overdrevne mængder af alkohol, og bør derfor holde os fra selskabelige sammenkomster, hvor der drikkes. På den anden side har vi samtidig en pligt til at socialisere med andre, og som vi alle ved, så involverer dette ofte indtagelse af alkohol.

Spørgsmålet er nu: Kan disse to pligter forenes?

Kants svar på dette spørgsmål er… at det kan vi ikke give et klart og entydigt svar på. Kant behandler derfor problemet som et kasuistisk spørgsmål, dvs. et spørgsmål som er beregnet til at træne og opøve vores moralske dømmekraft.

Grundproblemet med at deltage i fester og andre sociale sammenkomster er, at noget moralsk prisværdigt (at socialisere med og omgås andre) indlejres i en kontekst, hvor vi risikerer at krænke en pligt mod os selv (pligten til ikke at indtage for meget alkohol).

På den ene side bemærker Kant, så ”udgør fest en bestandig fristelse til at gøre noget umoralsk, nemlig hengive sig til drukfældighed, hvilket er en overtrædelse af en pligt man har over for sig selv – for slet ikke at tale om de fysiske ulemper, som dog måske kan kureres af en læge.” (MS 6:628).

På den anden side så fremhæver Kant, at: ”Skønt en fest er en formel invitation til at indtage upassende mængder af mad og drikke, så har festen samtidigt et moralsk mål hinsides det blot fysiske velbefindende. En fest bringer således et antal mennesker sammen i længere tid, så de kan konversere med hinanden.” (MS 6:628)

Konversation er en af de måder, hvorpå vi opøver vores sociale og moralske færdigheder, og er derfor (indirekte) moralsk godt. Kant overvejer derfor om man måske kan ”om ikke lovprise, men så i det mindste retfærdiggøre, indtagelse af vin i et omfang der nærmer sig beruselse, fordi dette opildner selskabets konversation og får deltagerne til at tale mere frit.” (MS 6:428).

Som Kant bemærker så er der imidlertid et åbenlyst problem med dette argument, nemlig at det er uhyre svært at afgøre, præcist hvornår man har nået det rette niveau af moralsk prisværdig næsten-beruselse – noget der bestemt ikke bliver lettere i takt med at man drikker mere og mere. Vi ved simpelthen ikke, hvornår vi har overskredet grænsen for moralsk tilladeligt indtag af alkohol, og jo mere vi drikker jo dårligere bliver vi til at bedømme hvor grænsen går. Så måske vi hellere helt skulle lade være med at drikke?

Samtidig skal man huske på, at mange fester rent faktisk ikke fremmer konversation mellem gæsterne og den deraf følgende kultivering af vores moralske og sociale færdigheder, der ifølge Kant er det sociale samværs iboende moralske mål. Som Kant bemærker: ”Selve antallet af gæster kan (hvis det, som Chesterfield bemærker, overstiger musernes antal), gøre det vanskeligt at tale med andre, med undtagelse af dem man sidder ved siden af. Og dermed vil hele arrangementet være i modstrid med dets moralske formål.” (MS 6:428)

Så vidt jeg umiddelbart kan skønne, så synes antallet af deltagere til dette års middag at overstige musernes antal ganske betragteligt. Fra en kantiansk betragtning må hele dette arrangementet derfor anses for at være moralsk problematisk – medmindre vi da alle frivilligt afstår fra at drikke alkohol?

Puha, det er ikke let at være filosof!

Nå, men hvis ikke man kan finde et svar i teorien, så kan man måske gøre det i praksis. Sagt på en anden måde: Jeg har nu talt mere end godt er. Det er i stedet blevet tid til faktisk og praktisk at fremme den menneskelige socialitet blandt alle os der har deltaget i Filosofisk Pædagogisk Årsmøde. Så lad os alle sammen hæve vores glas, skåle med hinanden, og derefter kaste os ud i dybsindige samtaler, som kan hæve det intellektuelle og moralske niveau i verden – under skyldig hensyntagen til kravet om ikke at indtage mere alkohol end absolut nødvendigt for at opfylde dette moralsk påbudte formål.

Skål!

Posted in Kant, Tale | Leave a comment

Sørine Gotfredsen: Løft blikket

Indledning

Jeg er et af de ret mange mennesker, som igennem de sidste 15-20 år har fulgt Sørine Gotfredsens indlæg i Berlingske og andre danske aviser med hvad der nok bedst kan betegnes som en form for skrækblandet fascination. Ja, jeg er endog engang blevet så opbragt over en af Gotfredsens mange kronikker, at jeg skrev et forholdsvist rasende læserbrev som modsvar. (Da min mor læste mit indlæg, var hun ikke specielt glad for det. ”Du er jo vred, Carsten” var hendes direkte, og ikke spor billigende, kommentar. Og ja, det måtte jeg jo indrømme, at jeg var).

Jeg har imidlertid aldrig læst en af Gotfredsens bøger. Dels fordi jeg simpelthen ikke har haft hverken tid eller lyst. Og dels fordi jeg, ud fra omtalen af hendes bøger i aviser og på tv, var rimelig overbevist om, at jeg næppe ville være enig med hende om særlig meget.

At man er uenig med en forfatter er imidlertid en dårlig begrundelse for ikke at læse vedkommende. Man kan jo nemlig ofte lære lige så meget, ja undertiden mere, ved at læse folk man er uenige med, som ved at læse forfattere, hvis synspunkter og grundholdninger man deler. Af den grund, og fordi jeg simpelthen havde lyst til at læse bogen, så var en af de alt for mange bøger, som jeg købte på weekendens Bogforum, Sørine Gotfredsens Løft blikket. Nåde i narcissismens tid.

Det følgende er mit forsøg på at forklare nogle af grundtematikkerne i Løft blikket. Det er ikke en anmeldelse, heller ikke en kritisk analyse eller diskussion, men derimod mit forsøg på at tænke med Gotfredsen så langt som jeg kan, for derigennem at komme til en form for klarhed over hvad hendes projekt går ud på, og dermed måske også bedre forstå hvad hun skriver i andre sammenhænge.

Forventninger

Jeg ved ikke helt, hvad jeg på forhånd havde ventet mig af bogen. Jeg havde forberedt mig ved at læse en del anmeldelser af bogen (Tine Byrckels i Information (betaling); Niels Lillelunds i Berlingske og Johannes Christensens i Jyllands-Posten (betaling)), samt et enkelt interview med Gotfredsen (i Politiken). Og på Bogforum fik jeg set en diskussion mellem Gotfredsen og Knud Romer, der officielt skulle handle om Løft blikket og bogens diskussion af narcissisme, men som i praksis blev et eksempel på, hvad der kan ske, når mediavante egoer støder sammen uden faste rammer. (Hvis man var en smule ondsindet kunne man måske kalde diskussionen for en konkret eksemplificering af udlevet narcissisme).

På den baggrund var min umiddelbare forventning nok, at Løft blikket ville være en form for samtidskritik; en kritik der dels ville udpege problematiske tendenser i tiden, der muliggør og understøtter en voksende egoisme, og dels ville kritisere disse tendenser ud fra et teologisk og eksplicit kristent standpunkt.

Min forventning blev kun delvist opfyldt. Løft blikket er samtidskritisk, og har et klart teologisk og kristent udgangspunkt. Men man leder, måske lidt overraskende, forgæves efter en systematisk (eller for den sags skyld usystematisk) analyse og kritik af den øgede offentlige selvfremstilling, som fx Facebook, Twitter og andre sociale medier synes at understøtte.

Gotfredsen bryder sig bestemt ikke om de sociale medier, og hun har mange og harske ord at sige om mennesker, hvis primære livsindhold synes at bestå i at være kendte, udstille sig selv og opnå accept og anerkendelse fra andre. Men hendes kritik er generel og synes aldrig for alvor at gå i dybden. De sociale medier nævnes fx kun eksplicit et par enkelte steder i bogen, og når det sker, så sker det ganske en passant, som del af en diskussion af andre, og ud fra Gotfredsens perspektiv langt vigtigere, emner.

Syndefald og narcissisme

Dette kan umiddelbart forekomme underligt. Hvordan kan en samtidskritisk bog, der direkte og åbent skoser det moderne menneske for at have fortabt sig selv i den narcissistiske malmstrøms uendelige selvrefleksion, undgå at beskæftige sig indgående med nutidens mest åbenlyse eksempel på selvudlevering og selvfremstilling, nemlig Facebook og andre sociale medier?

Men ved nærmere eftertanke, og efter at have læst bogen, er det i virkeligheden ikke så underligt. For Gotfredsen er narcissisme nemlig et menneskeligt grundvilkår; et iboende træk ved og problem for mennesket, som altid har eksisteret og altid vil eksistere. Formuleret ud fra Gotfredsens tidehvervske udgave af Luther, så er narcissisme et af de mest prægnante udtryk for menneskets grundlæggende syndighed. Med syndefaldet blev mennesket selvbevidst. Med Gotfredsens ord:

Så snart mennesket spiste af frugten [på Kundskabens træ], indser de til deres egen bestyrtelse, at de er nøgne, og fra dette punkt fødes skamfuldheden og forfængeligheden i dem. Og dermed også narcissismen. Det menneskelige blik har nu definitivt vendt sig bort fra den uskyldsrene betragtning af Guds væsen. Det modtager ikke længere enhver sammenhæng ved at iagttage sin skaber, men leder også efter erkendelse og bekræftelse i det indvortes […] Nu må det leve i en splittet tilstand, hvor det på en og samme tid længes efter at finde hvile hos Gud og klogskab og tryghed hos sig selv. (Løft blikket s. 25)

Ud fra et sådant perspektiv er nutidens sociale medier, og den offentlige selvfremstilling som disse muliggør, blot en krusning i vandskorpen. De er højest et symptom på et problem, der går langt dybere, og er langt mere vidtrækkende, end spørgsmålet om, hvad antallet af likes og followers mon gør ved vores selvforståelse. Og Gotfredsen er ikke specielt interesseret i symptomerne, men i de bagvedliggende kræfter og strukturer, som forklarer symptomerne. For først når vi forstår disse kræfter, kan vi gøre os håb om at finde en vej ud af vores narcissistiske syndighed.

Narcissisme, modernitet og Guds fravær

Dette rejser imidlertid et andet spørgsmål. Fordi hvis narcissisme er et menneskeligt grundvilkår, et udtryk for menneskets arvesynd som vi principielt aldrig kan afkaste os, og hvis de sociale medier blot er et symptom på dette dybereliggende problem, hvorfor mener Gotfredsen da, at narcissisme udgør et særligt presserende og udbredt problem i det moderne? Hvad er det ved moderniteten, som gør menneskets tendens til selviagttagelse og selvrefleksion til et større, og mere påtrængende, problem end tidligere?

Gotfredsens svar på dette spørgsmål er på en og samme tid enkelt og radikalt. Tager man nemlig Gotfredsens luthersk-evangelisk-tidehvervske briller på, så er modernitetens grundlæggende problem, at tanken om forpligtende nødvendighed, paradigmatisk (og for Gotfredsen nødvendigvis) udtrykt i tanken om Gud, er blevet fortrængt og afløst af den nærmeste kætterske tanke om mennesket selv som eneste og sidste forpligtende instans.

Uden Gud, uden forestillingen om at være absolut og nødvendigt forpligtet af noget uden for os selv får menneskets tendens til narcissistisk selvbetragtning nemlig frit løb. På det individuelle plan bliver det således op til det enkelte individ at fastlægge hvilke normer og værdier det vil leve sit liv efter. For Gotfredsen (og forbløffende mange andre) er dette uden nogen som helst tvivl ensbetydende med, at det eneste der kan fungere som pejlemærker for individets handlinger er dets mere eller mindre tilfældige lyster og drifter. Vejen er dermed åbnet for rendyrket egoisme eller, hvis man er heldig, for oplyst egeninteresse der ganske tager andre menneskers interesser i betragtning, men kun gør det for så vidt det er nødvendigt for at opfylde egne interesser.

To slags narcissisme?

Gotfredsens historie har imidlertid endnu et twist, som jeg desværre ikke synes, at hun får eksplicit udfoldet i sin bog. Et gennemgående tema i Løft blikket er nemlig, at narcissisme ofte kommer til udtryk ikke som ren og skær selvoptagethed, men derimod som en konstant higen og stræben efter bekræftelse og anerkendelse fra andre. Modsat hvad man måske umiddelbart skulle tro, så skal narcissisme altså ikke forstås som blot og bar selvfortabelse eller selvrefleksion, men derimod som en i bund og grund socialt medieret trang til selv-bekræftelse. Dette kan forekomme overraskende, specielt hvis man som Gotfredsen eksplicit forstår og definerer narcissisme med udgangspunkt i Ovids myte om Narcissus, der bliver forelsket i sit eget spejlbillede og ikke formår at løsrive sig fra sig selv.

Denne uartikulerede dobbelthed i Gotfredsens forståelse af narcissisme, at begrebet på den ene side betyder en form for selvcentreret selvtilstrækkelighed, mens det samtidigt på den anden side også betegner et socialt medieret behov for accept og anerkendelse fra andre, irriterede og generede mig igennem hele læsningen af bogen. Jeg kunne simpelthen ikke se, at Gotfredsen noget sted gav en forklaring på, hvordan hendes begreb kunne omfatte begge disse betydninger. Og hvad værre var: Nogle steder syntes hun uden videre at skifte mellem og blande de to betydninger uden at gøre opmærksom på det, som f.eks. i hendes beskrivelse af storbylivets pres på s. 161-162.

Gud, anerkendelse, nåde

Det var først efter jeg havde gået og tænkt over problemet et par dage, at jeg nåede frem til et muligt svar. Og svaret er, i det mindste ud fra Gotfredsens præmisser, meget simpelt. Ifølge Gotfredsen efterlader Guds fravær nemlig det moderne menneske med et uopfyldt (og for Gotfredsen principielt uopfyldeligt) behov: At stå i en forpligtende relation til noget absolut og nødvendigt uden for sig selv, hvilket i Gotfredsens udlægning vil sige at stå i et forhold til Gud. I Guds fravær kan dette behov ikke opfyldes, og mennesket søger derfor erstatning i verdslige substitutter. I stedet for den forpligtende relation til Gud stræber vi derfor nu efter andre menneskers anerkendelse og accept.

Menneskets stræben efter andres anerkendelse og accept er derfor for Godtfredsen udtryk for præcis den samme tendens i mennesket, som den mere umiddelbare og direkte egocentrerede selvoptagethed, blot med modsat fortegn. Modernitetens afsværgelse af Gud har medført et fravær af udefrakommende forpligtende nødvendighed. Dette har på den ene side åbnet døren for den simple narcissistiske selvfortabelse, hvor den eneste målestok for rigtigt og forkert bliver individets egne følelser og lyster. På den anden side har det samtidigt betydet, at menneskets behov for ekstern selvbekræftelse reduceres til et spørgsmål om intersubjektiv, mellemmenneskelig anerkendelse. Både den indadskuende selvfortabelse og den udadskuende andethedssøgen er altså udtryk for den samme narcissistiske tendens, nemlig troen på at mennesket selv er den eneste og sidste målestok for rigtigt og forkert og godt og ondt og er den eneste mulige kilde til anerkendelse og kærlighed.

For Gotfredsen er det grundlæggende problem ved denne tanke, at den er dømt til at mislykkes. Den indadskuende narcissisme ender i selvfortabelse og en endeløs og principiel uopfyldelig stræben efter behovsopfyldelse. Og den udadskuende, andethedssøgende narcissisme ender i en desperat og mindst lige så uopfyldelig jagt på likes, bekræftelse og anerkendelse.

I modsætning til dette, og som svar på narcissismens problem, står ifølge Gotfredsen Gud, hvis anerkendelse af og relation til mennesket paradigmatisk udtrykkes i begrebet nåde. For Gotfredsen betyder nåde Guds betingelsesløse og uforbeholdne tilgivelse af mennesket. I modsætning til nåden, så er andre menneskers anerkendelse derimod altid kontingent og betinget. Den er noget, som vi skal gøre os fortjent til, og arbejde for. For Gotfredsen er det derfor kun i Gud, og kun i kraft af Guds nåde, at det narcissistiske problem kan opløses og menneskets narcissistiske tendens ophæves. (Se her specielt Løft blikket s. 185-191).

Afslutning: Profeten Krarup

Lad mig afslutningsvis prøve tage et skridt tilbage. Indtil nu har jeg prøvet at forstå og forklare Løft blikket på bogens og Gotfredsens egne præmisser. Populært sagt har jeg prøvet at sætte parentes om mine egne holdninger og overbevisninger, for at komme så tæt på Gotfredsens synspunkter som muligt. Jeg skal ærligt indrømme, at det ikke alle steder har været lige let, og at jeg ikke sikker på, at det er lykkedes for mig. Men jeg må indrømme, at hvis man accepterer de bagvedliggende præmisser for Løft blikket, herunder en lettere idiosynkratisk fortolkning af den danske og europæiske kulturhistorie, så er der både sammenhæng og et vist kritisk og analytisk potentiale i Gotfredsens analyser.

Hvis jeg imidlertid træder uden for bogens rammesætning, og betragter den ikke ud fra sine egne præmisser, men ud fra mine egne holdninger og overbevisninger, så er det svært at tage den helt alvorligt. Og bogens grundlæggende problem er nok, at der på intet tidspunkt gøres noget forsøg på at begrunde eller argumentere for de bagvedliggende præmisser. Hvis ikke man slet og ret accepterer, at Gud er en nødvendig forudsætning for forpligtende nødvendighed, at Syndefaldsmyten udgør en relevant og plausibel forklaringsmodel for menneskets psykiske grundstrukturer, og at Luthers teologi er en uomgængelig forudsætning for at kunne tænke og tale fornuftigt om tro og teologi i dag, så har man ingen chance for at forstå eller få noget ud af Løft blikket.

Det er derfor ikke overraskende, at Gotfredsens tekst undertiden nærmest har karakter af en prædiken. Der tales til de allerede overbeviste, de allerede troende, ikke til alle os andre. Og der tales uden den mindste antydning af et smil. Det er seriøse og alvorlige spørgsmål der diskuteres, og dertil kræves den strengeste saglighed og dybeste alvor.

Kravet om saglighed og alvor henter Gotfredsen, selvfølgelig kunne man sige, fra sit store forbillede Søren Krarup. Krarup spiller således, sammen med Grundtvig, Kierkegaard og Luther, en afgørende rolle i Løft blikket, og afsnittene om Krarup i kapitel 2 og 5 er blandt bogens mest interessante. Ikke fordi de bringer diskussionen synderligt videre, og heller ikke fordi de giver os nye indsigter i Krarups værker og virke, men fordi de udgør en nøgle til forståelsen af Gotfredsens egen udvikling og tænkning. Har man nemlig først en gang læst Gotfredsens indfølte beskrivelse af, hvilket indtryk Søren Krarup gjorde på hende i hendes gymnasietid, så forstår man pludselig langt bedre ikke blot Løft blikket, men også hendes øvrige skrifter og offentlige indlæg. Krarup er for Gotfredsen ikke blot et teologisk forbillede; han repræsenterer en moralsk og eksistentiel vækkelse:

Hans urokkelige alvorsmine var med til at sprede en fornemmelse af, at man stod på gyngende grund i den svævende overbevisning om, at det kan lade sig gøre at fornemme sig frem til sandheden blot ved at være sit eget impulsive jeg. Søren Krarups fremtræden fik mig til for første gang i livet for alvor at mærke mistænksomhed angående det følelsesliv, som jeg indtil da havde opbygget en nærmest skråsikker tiltro til. (Løft blikket, s. 49).

I direkte modsætning til hvad Krarup (og formodentlig også Gotfredsen) selv officielt ville bryde sig om, så har afsnittene om Krarup (som man måske kan fornemme) nærmest karakter af helgenkåring, eller, hvis man vil undgå de katolske begreber, af en discipels udlægning af profetens ord. Som sådan er de meget vanskelige at tage helt seriøst, medmindre man på forhånd er overbevist om profetens og tekstens iboende sandhed.

Og så er vi tilbage ved bogens grundlæggende problem: Den prædiker for de troende og de allerede overbeviste, ikke for tvivlerne, ikke for hedningene, ikke for de vantro. Er man allerede enig i præmisserne og budskabet, så vil man finde bekræftelse og tryghed i Gotfredsens ord. Er man ikke enig, så står man et sted udenfor og kigger ind, uden nogensinde helt at kunne forstå, hvad der egentlig foregår.

Posted in Bøger, Debat, filosofi, Teologi | Leave a comment