Tale ved middagen til Pædagogisk Filosofisk Årsmøde 2015

FØRST vil jeg lige benytte lejligheden til at sige tak.

Tak til årets oplægsholdere, som var med til at gøre dette årsmøde spændende og fagligt relevant.

Tak til Eva, som har sørget for, at vi har noget at spise nu. Det er hende, der har organiseret maden til i aften.

Tak til resten af foreningens bestyrelse, som har hjulpet med at organisere dette års årsmøde. Særlig tak til Stig, som har lavet programmet og plakaten, og til Jane og Thomas, som har hjulpet med det praktiske her i Aarhus.

En særlig tak til Jane, som efter mange års trofast arbejde som sekretær og praktisk gris i år har valgt at trække sig fra Foreningens bestyrelse. Lad os give hende en hånd.

———————————————

DERNÆST vil jeg gerne indvi jer i nogle af de, måske lidt uventede, problemer og spørgsmål, man som professionel (pædagogisk) filosof nogle gange render ind i. Spørgsmål som bliver ved med at pine og plage en, uanset hvor længe man tænker over dem. I kender dem sikkert selv:

  • Hvordan og i hvilket omfang kan en historisk betinget og socialt medieret fornuft opnå absolut erkendelse af virkelighedens grundlæggende strukturer?
  • Burde Batman ikke have slået Jokeren ihjel, en af de (mange, mange) gange han ha haft chancen? Hvis ja: Er Batman så egentlig en helt? Hvis nej: Hvorfor ikke?
  • Hvis jeg står ved et sporskifte og frit kan bestemme, hvilken vej en løbsk togvogn skal køre, skal jeg så lade køre til venstre, hvor den vil dræbe fem børn, hvoraf en ville være vokset op og blive den næste Lars Løkke Rasmussen, bae med billigere smag i tøj? Eller skal jeg i stedet lade den køre til højre, hvor den vil hamre ind i og hårdt såre 300 uskyldige køer, som alle vil lide frygteligt, men som til gengæld senere, efter de er blevet slagtet, bliver til gratis bøffer, der uddeles blandt de hjemløse i Århus?
  • Og selvfølgelig: Er det moralsk tilladeligt at tage imod en invitation til en social sammenkomst, hvor der er en risiko for, at man vil kommer under indflydelse af alkohol, og dermed måske miste kontrollen over sin fornuft og moralske dømmekraft?

Jeg ved ikke med jer, men det er den slags spørgsmål, der holder mig vågen om natten. I går nat lå jeg således søvnløs derhjemme og vred og vendte mig forpint ved tanken om, at jeg måske var på vej i noget moralsk gøgemøg, fordi jeg havde sagt ja til at organisere dette års årsmøde i Pædagogisk Filosofisk Selskab?

Hvad gør man i den slags tilfælde? Jeg gjorde selvfølgelig det, jeg altid gør i den slags situationer. Jeg spurgte mig selv: Hvad ville Kant gøre?

Og heldigvis så behøver vi ikke kaste os ud i hypotetiske spekulationer over, hvad Kant måske og muligvis kunne tænkes at ville have gjort såfremt og i fald…

I Metaphysische Anfangsgründe der Tugendlehre, anden del af Metaphysik der Sitten, diskuterer Kant nemlig præcis det spørgsmål, der pinte og plagede mig: Spørgsmålet om det moralsk tilladelige i at deltage i sociale sammenkomster der involverer indtagelse af alkohol.

Eller som Kant formulerer spørgsmålet: ”Wie weit geht die Sittliche Befugniss, diesen Einladungen zur unmässigkeit Gehör zu angeben?” I hvilket omfang har jeg en sædelig beføjelse til at acceptere invitationer til drikfældighed? (MS 6:428).

For Kant rejser dette spørgsmål sig, ikke overraskende, som en strid imellem to pligter. På den ene side har vi ifølge Kant en fuldkommen, negativ pligt overfor os selv til ikke at bedøve os selv igennem overdreven indtagelse af nydelses- og næringsmidler.

I denne henseende er vin og andre alkoholiske drikke særligt problematiske. Problemet er, at overdreven indtagelse af alkohol (og, tilføjer Kant, andre former for narkotika, som eksempelvis opium) mindsker vores evne til at anvende vores fornuft korrekt. Dermed reducerer mennesket sig selv til noget andet og mindre end det rationelle væsen det dybest set og essentielt er.

Når mennesket er beruset” forklarer Kant således ”skal det ikke behandles som et menneske, men blot som et dyr. […] Og det er åbenlyst, at man ved at hensætte sig selv i en sådan tilstand krænker en pligt man har overfor sig selv.” (MS 6:427).

Mennesket har således en klar og utvetydig moralsk pligt til ikke at indtage alkohol – i det mindste ikke i et omfang som forhindrer eller forstyrrer det i at anvende sin fornuft. På denne baggrund kunne man derfor forvente, at Kant (ud fra et better safe than sorry synspunkt) ville nedlægge et absolut forbud mod at deltage i selskabelige sammenkomster, hvor der blev serveret alkohol.

Tingene er imidlertid mere komplicerede end som så. Ifølge Kant har mennesket nemlig også en ufuldkommen, negativ pligt over for såvel sig selv og andre til ikke at isolere sig selv. Denne negative pligt kan også formuleres positivt: Mennesket har, hævder Kant, pligt til anvende og udvikle sine moralske evner og kompetencer i social omgang med andre.

Kant medgiver, at det at socialisere med andre ikke i sig selv er et moralsk endemål, da det ikke indgår i begrebet om det højeste gode. Men, fremhæver han, når man omgås andre så ”kultiverer man en gensidig overensstemmelse, som indirekte leder frem til dette mål: man kultiverer omgængelighed, tolerance, gensidig kærlighed og agtelse… og dermed forbindes dyderne med Gracierne, hvilket i sig selv er en pligt.” (MS 6:473).

På den ene side har vi altså en pligt til ikke at indtage overdrevne mængder af alkohol, og bør derfor holde os fra selskabelige sammenkomster, hvor der drikkes. På den anden side har vi samtidig en pligt til at socialisere med andre, og som vi alle ved, så involverer dette ofte indtagelse af alkohol.

Spørgsmålet er nu: Kan disse to pligter forenes?

Kants svar på dette spørgsmål er… at det kan vi ikke give et klart og entydigt svar på. Kant behandler derfor problemet som et kasuistisk spørgsmål, dvs. et spørgsmål som er beregnet til at træne og opøve vores moralske dømmekraft.

Grundproblemet med at deltage i fester og andre sociale sammenkomster er, at noget moralsk prisværdigt (at socialisere med og omgås andre) indlejres i en kontekst, hvor vi risikerer at krænke en pligt mod os selv (pligten til ikke at indtage for meget alkohol).

På den ene side bemærker Kant, så ”udgør fest en bestandig fristelse til at gøre noget umoralsk, nemlig hengive sig til drukfældighed, hvilket er en overtrædelse af en pligt man har over for sig selv – for slet ikke at tale om de fysiske ulemper, som dog måske kan kureres af en læge.” (MS 6:628).

På den anden side så fremhæver Kant, at: ”Skønt en fest er en formel invitation til at indtage upassende mængder af mad og drikke, så har festen samtidigt et moralsk mål hinsides det blot fysiske velbefindende. En fest bringer således et antal mennesker sammen i længere tid, så de kan konversere med hinanden.” (MS 6:628)

Konversation er en af de måder, hvorpå vi opøver vores sociale og moralske færdigheder, og er derfor (indirekte) moralsk godt. Kant overvejer derfor om man måske kan ”om ikke lovprise, men så i det mindste retfærdiggøre, indtagelse af vin i et omfang der nærmer sig beruselse, fordi dette opildner selskabets konversation og får deltagerne til at tale mere frit.” (MS 6:428).

Som Kant bemærker så er der imidlertid et åbenlyst problem med dette argument, nemlig at det er uhyre svært at afgøre, præcist hvornår man har nået det rette niveau af moralsk prisværdig næsten-beruselse – noget der bestemt ikke bliver lettere i takt med at man drikker mere og mere. Vi ved simpelthen ikke, hvornår vi har overskredet grænsen for moralsk tilladeligt indtag af alkohol, og jo mere vi drikker jo dårligere bliver vi til at bedømme hvor grænsen går. Så måske vi hellere helt skulle lade være med at drikke?

Samtidig skal man huske på, at mange fester rent faktisk ikke fremmer konversation mellem gæsterne og den deraf følgende kultivering af vores moralske og sociale færdigheder, der ifølge Kant er det sociale samværs iboende moralske mål. Som Kant bemærker: ”Selve antallet af gæster kan (hvis det, som Chesterfield bemærker, overstiger musernes antal), gøre det vanskeligt at tale med andre, med undtagelse af dem man sidder ved siden af. Og dermed vil hele arrangementet være i modstrid med dets moralske formål.” (MS 6:428)

Så vidt jeg umiddelbart kan skønne, så synes antallet af deltagere til dette års middag at overstige musernes antal ganske betragteligt. Fra en kantiansk betragtning må hele dette arrangementet derfor anses for at være moralsk problematisk – medmindre vi da alle frivilligt afstår fra at drikke alkohol?

Puha, det er ikke let at være filosof!

Nå, men hvis ikke man kan finde et svar i teorien, så kan man måske gøre det i praksis. Sagt på en anden måde: Jeg har nu talt mere end godt er. Det er i stedet blevet tid til faktisk og praktisk at fremme den menneskelige socialitet blandt alle os der har deltaget i Filosofisk Pædagogisk Årsmøde. Så lad os alle sammen hæve vores glas, skåle med hinanden, og derefter kaste os ud i dybsindige samtaler, som kan hæve det intellektuelle og moralske niveau i verden – under skyldig hensyntagen til kravet om ikke at indtage mere alkohol end absolut nødvendigt for at opfylde dette moralsk påbudte formål.

Skål!

Posted in Kant, Tale | Leave a comment

Sørine Gotfredsen: Løft blikket

Indledning

Jeg er et af de ret mange mennesker, som igennem de sidste 15-20 år har fulgt Sørine Gotfredsens indlæg i Berlingske og andre danske aviser med hvad der nok bedst kan betegnes som en form for skrækblandet fascination. Ja, jeg er endog engang blevet så opbragt over en af Gotfredsens mange kronikker, at jeg skrev et forholdsvist rasende læserbrev som modsvar. (Da min mor læste mit indlæg, var hun ikke specielt glad for det. ”Du er jo vred, Carsten” var hendes direkte, og ikke spor billigende, kommentar. Og ja, det måtte jeg jo indrømme, at jeg var).

Jeg har imidlertid aldrig læst en af Gotfredsens bøger. Dels fordi jeg simpelthen ikke har haft hverken tid eller lyst. Og dels fordi jeg, ud fra omtalen af hendes bøger i aviser og på tv, var rimelig overbevist om, at jeg næppe ville være enig med hende om særlig meget.

At man er uenig med en forfatter er imidlertid en dårlig begrundelse for ikke at læse vedkommende. Man kan jo nemlig ofte lære lige så meget, ja undertiden mere, ved at læse folk man er uenige med, som ved at læse forfattere, hvis synspunkter og grundholdninger man deler. Af den grund, og fordi jeg simpelthen havde lyst til at læse bogen, så var en af de alt for mange bøger, som jeg købte på weekendens Bogforum, Sørine Gotfredsens Løft blikket. Nåde i narcissismens tid.

Det følgende er mit forsøg på at forklare nogle af grundtematikkerne i Løft blikket. Det er ikke en anmeldelse, heller ikke en kritisk analyse eller diskussion, men derimod mit forsøg på at tænke med Gotfredsen så langt som jeg kan, for derigennem at komme til en form for klarhed over hvad hendes projekt går ud på, og dermed måske også bedre forstå hvad hun skriver i andre sammenhænge.

Forventninger

Jeg ved ikke helt, hvad jeg på forhånd havde ventet mig af bogen. Jeg havde forberedt mig ved at læse en del anmeldelser af bogen (Tine Byrckels i Information (betaling); Niels Lillelunds i Berlingske og Johannes Christensens i Jyllands-Posten (betaling)), samt et enkelt interview med Gotfredsen (i Politiken). Og på Bogforum fik jeg set en diskussion mellem Gotfredsen og Knud Romer, der officielt skulle handle om Løft blikket og bogens diskussion af narcissisme, men som i praksis blev et eksempel på, hvad der kan ske, når mediavante egoer støder sammen uden faste rammer. (Hvis man var en smule ondsindet kunne man måske kalde diskussionen for en konkret eksemplificering af udlevet narcissisme).

På den baggrund var min umiddelbare forventning nok, at Løft blikket ville være en form for samtidskritik; en kritik der dels ville udpege problematiske tendenser i tiden, der muliggør og understøtter en voksende egoisme, og dels ville kritisere disse tendenser ud fra et teologisk og eksplicit kristent standpunkt.

Min forventning blev kun delvist opfyldt. Løft blikket er samtidskritisk, og har et klart teologisk og kristent udgangspunkt. Men man leder, måske lidt overraskende, forgæves efter en systematisk (eller for den sags skyld usystematisk) analyse og kritik af den øgede offentlige selvfremstilling, som fx Facebook, Twitter og andre sociale medier synes at understøtte.

Gotfredsen bryder sig bestemt ikke om de sociale medier, og hun har mange og harske ord at sige om mennesker, hvis primære livsindhold synes at bestå i at være kendte, udstille sig selv og opnå accept og anerkendelse fra andre. Men hendes kritik er generel og synes aldrig for alvor at gå i dybden. De sociale medier nævnes fx kun eksplicit et par enkelte steder i bogen, og når det sker, så sker det ganske en passant, som del af en diskussion af andre, og ud fra Gotfredsens perspektiv langt vigtigere, emner.

Syndefald og narcissisme

Dette kan umiddelbart forekomme underligt. Hvordan kan en samtidskritisk bog, der direkte og åbent skoser det moderne menneske for at have fortabt sig selv i den narcissistiske malmstrøms uendelige selvrefleksion, undgå at beskæftige sig indgående med nutidens mest åbenlyse eksempel på selvudlevering og selvfremstilling, nemlig Facebook og andre sociale medier?

Men ved nærmere eftertanke, og efter at have læst bogen, er det i virkeligheden ikke så underligt. For Gotfredsen er narcissisme nemlig et menneskeligt grundvilkår; et iboende træk ved og problem for mennesket, som altid har eksisteret og altid vil eksistere. Formuleret ud fra Gotfredsens tidehvervske udgave af Luther, så er narcissisme et af de mest prægnante udtryk for menneskets grundlæggende syndighed. Med syndefaldet blev mennesket selvbevidst. Med Gotfredsens ord:

Så snart mennesket spiste af frugten [på Kundskabens træ], indser de til deres egen bestyrtelse, at de er nøgne, og fra dette punkt fødes skamfuldheden og forfængeligheden i dem. Og dermed også narcissismen. Det menneskelige blik har nu definitivt vendt sig bort fra den uskyldsrene betragtning af Guds væsen. Det modtager ikke længere enhver sammenhæng ved at iagttage sin skaber, men leder også efter erkendelse og bekræftelse i det indvortes […] Nu må det leve i en splittet tilstand, hvor det på en og samme tid længes efter at finde hvile hos Gud og klogskab og tryghed hos sig selv. (Løft blikket s. 25)

Ud fra et sådant perspektiv er nutidens sociale medier, og den offentlige selvfremstilling som disse muliggør, blot en krusning i vandskorpen. De er højest et symptom på et problem, der går langt dybere, og er langt mere vidtrækkende, end spørgsmålet om, hvad antallet af likes og followers mon gør ved vores selvforståelse. Og Gotfredsen er ikke specielt interesseret i symptomerne, men i de bagvedliggende kræfter og strukturer, som forklarer symptomerne. For først når vi forstår disse kræfter, kan vi gøre os håb om at finde en vej ud af vores narcissistiske syndighed.

Narcissisme, modernitet og Guds fravær

Dette rejser imidlertid et andet spørgsmål. Fordi hvis narcissisme er et menneskeligt grundvilkår, et udtryk for menneskets arvesynd som vi principielt aldrig kan afkaste os, og hvis de sociale medier blot er et symptom på dette dybereliggende problem, hvorfor mener Gotfredsen da, at narcissisme udgør et særligt presserende og udbredt problem i det moderne? Hvad er det ved moderniteten, som gør menneskets tendens til selviagttagelse og selvrefleksion til et større, og mere påtrængende, problem end tidligere?

Gotfredsens svar på dette spørgsmål er på en og samme tid enkelt og radikalt. Tager man nemlig Gotfredsens luthersk-evangelisk-tidehvervske briller på, så er modernitetens grundlæggende problem, at tanken om forpligtende nødvendighed, paradigmatisk (og for Gotfredsen nødvendigvis) udtrykt i tanken om Gud, er blevet fortrængt og afløst af den nærmeste kætterske tanke om mennesket selv som eneste og sidste forpligtende instans.

Uden Gud, uden forestillingen om at være absolut og nødvendigt forpligtet af noget uden for os selv får menneskets tendens til narcissistisk selvbetragtning nemlig frit løb. På det individuelle plan bliver det således op til det enkelte individ at fastlægge hvilke normer og værdier det vil leve sit liv efter. For Gotfredsen (og forbløffende mange andre) er dette uden nogen som helst tvivl ensbetydende med, at det eneste der kan fungere som pejlemærker for individets handlinger er dets mere eller mindre tilfældige lyster og drifter. Vejen er dermed åbnet for rendyrket egoisme eller, hvis man er heldig, for oplyst egeninteresse der ganske tager andre menneskers interesser i betragtning, men kun gør det for så vidt det er nødvendigt for at opfylde egne interesser.

To slags narcissisme?

Gotfredsens historie har imidlertid endnu et twist, som jeg desværre ikke synes, at hun får eksplicit udfoldet i sin bog. Et gennemgående tema i Løft blikket er nemlig, at narcissisme ofte kommer til udtryk ikke som ren og skær selvoptagethed, men derimod som en konstant higen og stræben efter bekræftelse og anerkendelse fra andre. Modsat hvad man måske umiddelbart skulle tro, så skal narcissisme altså ikke forstås som blot og bar selvfortabelse eller selvrefleksion, men derimod som en i bund og grund socialt medieret trang til selv-bekræftelse. Dette kan forekomme overraskende, specielt hvis man som Gotfredsen eksplicit forstår og definerer narcissisme med udgangspunkt i Ovids myte om Narcissus, der bliver forelsket i sit eget spejlbillede og ikke formår at løsrive sig fra sig selv.

Denne uartikulerede dobbelthed i Gotfredsens forståelse af narcissisme, at begrebet på den ene side betyder en form for selvcentreret selvtilstrækkelighed, mens det samtidigt på den anden side også betegner et socialt medieret behov for accept og anerkendelse fra andre, irriterede og generede mig igennem hele læsningen af bogen. Jeg kunne simpelthen ikke se, at Gotfredsen noget sted gav en forklaring på, hvordan hendes begreb kunne omfatte begge disse betydninger. Og hvad værre var: Nogle steder syntes hun uden videre at skifte mellem og blande de to betydninger uden at gøre opmærksom på det, som f.eks. i hendes beskrivelse af storbylivets pres på s. 161-162.

Gud, anerkendelse, nåde

Det var først efter jeg havde gået og tænkt over problemet et par dage, at jeg nåede frem til et muligt svar. Og svaret er, i det mindste ud fra Gotfredsens præmisser, meget simpelt. Ifølge Gotfredsen efterlader Guds fravær nemlig det moderne menneske med et uopfyldt (og for Gotfredsen principielt uopfyldeligt) behov: At stå i en forpligtende relation til noget absolut og nødvendigt uden for sig selv, hvilket i Gotfredsens udlægning vil sige at stå i et forhold til Gud. I Guds fravær kan dette behov ikke opfyldes, og mennesket søger derfor erstatning i verdslige substitutter. I stedet for den forpligtende relation til Gud stræber vi derfor nu efter andre menneskers anerkendelse og accept.

Menneskets stræben efter andre menneskers anerkendelse og accept er derfor for Godtfredsen udtryk for præcis den samme tendens i mennesket, som den mere umiddelbare og direkte egocentrerede selvoptagethed, blot med modsat fortegn. Modernitetens afsværgelse af Gud har medført et fravær af udefrakommende forpligtende nødvendighed. Dette har på den ene side åbnet døren for den simple narcissistiske selvfortabelse, hvor den eneste målestok for rigtigt og forkert bliver individets egne følelser og lyster. På den anden side har det samtidigt betydet, at mennesket behov for ekstern selvbekræftelse reduceres til et spørgsmål om intersubjektiv, mellemmenneskelig anerkendelse. For både den indadskuende selvfortabelse og den udadskuende andethedssøgen er altså udtryk for den samme narcissistiske tendens, nemlig troen på at mennesket selv er den eneste og sidste målestok for rigtigt og forkert og godt og ondt og er den eneste mulige kilde til anerkendelse og kærlighed.

For Gotfredsen er det grundlæggende problem ved denne tanke, at den er dømt til at mislykkes. Den indadskuende narcissisme ender i selvfortabelse og en endeløs og principiel uopfyldelig stræben efter behovsopfyldelse. Og den udadskuende, andethedssøgende narcissisme ender i en desperat og mindst lige så uopfyldelig jagt på likes, bekræftelse og anerkendelse.

I modsætning til dette, og som svar på narcissismens problem, står ifølge Gotfredsen Gud, hvis anerkendelse af og relation til mennesket paradigmatisk udtrykkes i begrebet nåde. For Gotfredsen betyder nåde Guds betingelsesløse og uforbeholdne tilgivelse af mennesket. I modsætning til nåden, så er andre menneskers anerkendelse derimod altid kontingent og betinget. Den er noget, som vi skal gøre os fortjent til, og arbejde for. For Gotfredsen er det derfor kun i Gud, og kun i kraft af Guds nåde, at det narcissistiske problem kan opløses og menneskets narcissistiske tendens ophæves. (Se her specielt Løft blikket s. 185-191).

Afslutning: Profeten Krarup

Lad mig afslutningsvis prøve tage et skridt tilbage. Indtil nu har jeg prøvet at forstå og forklare Løft blikket på bogens og Gotfredsens egne præmisser. Populært sagt har jeg prøvet at sætte parentes om mine egne holdninger og overbevisninger, for at komme så tæt på Gotfredsens synspunkter som muligt. Jeg skal ærligt indrømme, at det ikke alle steder har været lige let, og at jeg ikke sikker på, at det er lykkedes for mig. Men jeg må indrømme, at hvis man accepterer de bagvedliggende præmisser for Løft blikket, herunder en lettere idiosynkratisk fortolkning af den danske og europæiske kulturhistorie, så er der både sammenhæng og et vist kritisk og analytisk potentiale i Gotfredsens analyser.

Hvis jeg imidlertid træder uden for bogens rammesætning, og betragter den ikke ud fra sine egne præmisser, men ud fra mine egne holdninger og overbevisninger, så er det svært at tage den helt alvorligt. Og bogens grundlæggende problem er nok, at der på intet tidspunkt gøres noget forsøg på at begrunde eller argumentere for de bagvedliggende præmisser. Hvis ikke man slet og ret accepterer, at Gud er en nødvendig forudsætning for forpligtende nødvendighed, at Syndefaldsmyten udgør en relevant og plausibel forklaringsmodel for menneskets psykiske grundstrukturer, og at Luthers teologi er en uomgængelig forudsætning for at kunne tænke og tale fornuftigt om tro og teologi i dag, så har man ingen chance for at forstå eller få noget ud af Løft blikket.

Det er derfor ikke overraskende, at Gotfredsens tekst undertiden nærmest har karakter af en prædiken. Der tales til de allerede overbeviste, de allerede troende, ikke til alle os andre. Og der tales uden den mindste antydning af et smil. Det er seriøse og alvorlige spørgsmål der diskuteres, og dertil kræves den strengeste saglighed og dybeste alvor.

Kravet om saglighed og alvor henter Gotfredsen, selvfølgelig kunne man sige, fra sit store forbillede Søren Krarup. Krarup spiller således, sammen med Grundtvig, Kierkegaard og Luther, en afgørende rolle i Løft blikket, og afsnittene om Krarup i kapitel 2 og 5 er blandt bogens mest interessante. Ikke fordi de bringer diskussionen synderligt videre, og heller ikke fordi de giver os nye indsigter i Krarups værker og virke, men fordi de udgør en nøgle til forståelsen af Gotfredsens egen udvikling og tænkning. Har man nemlig først en gang læst Gotfredsens indfølte beskrivelse af, hvilket indtryk Søren Krarup gjorde på hende i hendes gymnasietid, så forstår man pludselig langt bedre ikke blot Løft blikket, men også hendes øvrige skrifter og offentlige indlæg. Krarup er for Gotfredsen ikke blot et teologisk forbillede; han repræsenterer en moralsk og eksistentiel vækkelse:

Hans urokkelige alvorsmine var med til at sprede en fornemmelse af, at man stod på gyngende grund i den svævende overbevisning om, at det kan lade sig gøre at fornemme sig frem til sandheden blot ved at være sit eget impulsive jeg. Søren Krarups fremtræden fik mig til for første gang i livet for alvor at mærke mistænksomhed angående det følelsesliv, som jeg indtil da havde opbygget en nærmest skråsikker tiltro til. (Løft blikket, s. 49).

I direkte modsætning til hvad Krarup (og formodentlig også Gotfredsen) selv officielt ville bryde sig om, så har afsnittene om Krarup (som man måske kan fornemme) nærmest karakter af helgenkåring, eller, hvis man vil undgå de katolske begreber, af en discipels udlægning af profetens ord. Som sådan er de meget vanskelige at tage helt seriøst, medmindre man på forhånd er overbevist om profetens og tekstens iboende sandhed.

Og så er vi tilbage ved bogens grundlæggende problem: Den prædiker for de troende og de allerede overbeviste, ikke for tvivlerne, ikke for hedningene, ikke for de vantro. Er man allerede enig i præmisserne og budskabet, så vil man finde bekræftelse og tryghed i Gotfredsens ord. Er man ikke enig, så står man et sted udenfor og kigger ind, uden nogensinde helt at kunne forstå, hvad der egentlig foregår.

Posted in Bøger, Debat, filosofi, Teologi | Leave a comment

Ministeren og CV’et – den noget længere version

Som jeg skrev i det foregående indlæg, så syntes jeg ikke personligt, at der er noget at komme efter i spørgsmålet om, hvorvidt Uddannelses- og Forskningsminister Esben Lunde Larsen (ELL) havde fusket med sit CV.

Jeg sagde dog også, at der var en række forhold, der gjorde historien om Ministeren og CV’et en smule mere kompliceret, end den måske umiddelbart fremstår. Disse forhold har næsten uden undtagelse deres rod et og samme sted, nemlig i den omstændighed, at skønt ELL i perioden 2001-2006 officielt var indskrevet som studerende ved MSH Misjonshøgskolen i Stavanger, så foregik en del (muligvis det meste) af hans undervisning i København.

Frem til 2007 samarbejdede MSH MisjonHøgskolen nemlig med Dansk Bibel Institut, en privat forskningsinstitution og ”uddannelsessted for teologistuderende, religionsstuderende og folk der vil arbejde med tværkulturel mission.” (Citat fra DBIs hjemmeside). Ifølge en mail til Ekstra Bladet fra Misjonhøgskolens rektor, Bård Mæland, så var det i perioden 2001-2006 således i praksis Bibelinstituttets medarbejdere, der forestod ELLs (og andre danske studerendes) undervisning, som ydermere fandt sted i DBIs lokaler. Skønt ELL formelt var indskrevet ved MSH Misjonshøgskolen i Stavanger, var det altså i praksis DBI der varetog størstedelen af hans undervisning.

Dette er vigtigt, og samtidigt potentielt problematisk. DBI er nemlig en åbenlyst konfessionel og missionerende institution, hvis formål ifølge vedtægterne er:

1) At fremme bibeltro forkyndelse, undervisning og mission
2) At forberede til og videreuddanne i tjenesten for evangeliet hjemme eller ude
3) At vække og bevare troens liv og styrke det kristne fællesskab blandt de studerende

Fra et videnskabeligt og akademisk synspunkt er dette en forholdsvis problematisk formålsbeskrivelse for en forsknings- og uddannelsesinstitution. Eventuelle forbehold bliver ikke mindsket, når man et par linjer længere henne i vedtægterne kan læse, at DBI opererer ud fra den forudsætning at ”Biblen er Guds ord, givet ved Helligåndens inspiration, fuldt troværdig og urokkelig”, og at en af de måder, hvorpå instituttet ønsker at fremme sine tre formål er igennem ”Opbygning af et frit akademisk institut for bibeltro forskning”.

I Danmark er de teologiske akademiske uddannelser formelt og principielt adskilt fra de konfessionelle. Meget forsimplet: For at blive teolog (cand.theol.) skal man gennemgå en videnskabelig, universitær uddannelse, hvor man beskæftiger sig med kristendommen og andre religioner, den kristne tro og den kristne kirkes dogmer og tekster, uden at man derfor tilslutter sig kristendommens dogmer og trosbekendelser. Ønsker man derimod at blive præst i den danske folkekirke, skal man gennemgå en obligatorisk videreuddannelse på et af landets to pastoralseminarer, som også indeholder et konfessionelt (trosbekendende) element. Begrundelsen for denne opdeling er ret enkel: Universitetet er en videnskabelig, akademisk institution, og hverken må eller skal derfor missionere for eller udbrede bestemte religiøse dogmer eller overvisninger

I praksis er det selvsagt vanskeligt at opretholde en klar skelnen mellem det teologisk-videnskabelige og det konfessionelle. Det er fx. er rimeligt at antage, at en betydelig del af de studerende, der vælger at læse teologi ved danske universiteter, er troende kristne, eller i det mindste er positivt indstillede overfor kristendommens dogmer. Men så længe det konfessionelle element ikke har afgørende indflydelse på kvaliteten eller indholdet af den undervisning der udbydes eller den forskning der bedrives, så er dette ikke nødvendigvis et problem, og kan som oftest håndteres pragmatisk og udramatisk.

Problemerne opstår imidlertid, hvis en åbenlyst konfessionel og missionerende uddannelsesinstitution får mulighed for at udbyde meritgivende kurser og eksaminer, dvs. får mulighed for fx at tildele en bachelorgrad i teologi. For hvad sker der med videnskabeligheden og den akademiske lødighed, hvis studerende fx uddannes til ikke at gå kritisk og historisk til Bibelen, men derimod skal læse og forstå den som ”Guds ord, givet ved Helligåndens inspiration, fuldt troværdig og urokkelig”? Det er blandt andet af denne grund, at DBI og andre lignende religiøse uddannelsesinstitutioner ikke er akkrediteret til at udbyde SU-berettigede (og titel-tildelende) uddannelser i Danmark. I modsætning til DBI, så er MSH Misjonshøgskolen imidlertid akkrediteret af den norske akkrediteringsinstitution NOKUT. MSH Misjonshøgskolens uddannelser er altså officielt anerkendte af den norske stat, og giver fx de studerende mulighed for at blive bachelorer i teologi. I kraft af sit samarbejde med Misjonshøgskolen opnår DBIs uddannelser derved en form for officiel anerkendelse (i Norge ganske vist, ikke i Danmark), som de ellers ikke ville have haft. 

Og det er her, at ELL på den ene eller den anden måde kan siges at komme i problemer. Men det er også her, at en række mere principielle, overordnede og strukturelle problemer viser sig.

For det første vil en del mennesker formodentlig blive en smule urolige over, at Danmarks uddannelses- og forskningsminister har taget en stor del af sin uddannelse på en åbenlyst missionerende og religiøst højredrejet uddannelsesinstitution. Hvis sommerens reaktioner på ELLs syn på jordens skabelse og evolutionsteorien kan bruges som indikator, så er det nok her, der for alvor kan falde brænde ned. Og med disse reaktioner i baghovedet, så bliver det pludselig meget forståeligt, hvorfor ELL ikke i udpræget grad synes at have haft lyst til at nævne detaljerne i sit studieforløb på sit CV. Ministeren insisterer ganske vist selv, i interviewet med Ekstra Bladet, på, at han ikke har været indskrevet på DBI, men på MSH Misjonshøgskolen. Men da undervisningen tilsyneladende foregik i DBIs lokaler og blev udført af DBIs undervisere, er det formodentlig en distinktion, der ikke gør nogen større forskel.

For det andet så er internationale samarbejder som det ovenstående mellem DBI og MHS Misjonshøgskolen, hvor en uddannelsesinstitution, der ikke er akkrediteret i sit hjemland, indgår aftaler med akkrediterede institutioner fra andre lande, meget omdiskuterede og omtales undertiden som ”piratuddannelser”. Sådanne uddannelser er problematiske, fordi de potentielt kan underminere kvaliteten af akademiske titler tildelt af danske uddannelsesinstitutioiner, og derved mere generelt true tilliden til det danske akademiske system og videnskabelige miljø. Som undervisnings- og forskningsminister er det ikke just en god idé at blive associeret med den slags.

(DBI samarbejder ifølge deres hjemmeside ikke længere med Misjonshøgskolen. Til gengæld har de indgået et samarbejde med en anden norsk uddannelsesinstitution: Fjellhaug Internationale Høgskole/Fjellhaug International University College, som ligeledes er akkrediteret af NOKUT. For de interesserede har der igennem flere år kørt en længere debat om denne overordnede problemstilling med konfessionelle uddannelser, der så at sige akkrediteres pr. udenlandsk stedfortræder. Diskussionen fokuserer udover Dansk Bibel Institut i København også på Menighedsfakultetet i Aarhus. Se f.eks. indlæg i Universitetsavisen her og her og i Univers her).

For det tredje så rejser hele sagen en række principielle spørgsmål omkring meritoverførsel og meritoverførselsprocedurer på såvel KU som mere generelt. Burde KU have accepteret ELLs studier som meritgivende, siden de i praksis er fra en ikke-akkrediteret dansk institution? Skulle universitetet have gjort mere for at tjekke op på kvaliteten af og indholdet i de kurser, som ELL fik meritoverført? Mere overordnet: Hvilke typer studier og uddannelsesinstitutioner kan og bør danske uddannelsesinstitutioner overhovedet acceptere som meritgivende? I hvor høj grad kan og bør danske uddannelsesinstitutioner tildele akademiske grader baseret på (automatiserede/standardiserede) meritoverførselskonventioner? Hvordan sikrer man i praksis at udenlandske institutioners uddannelser lever op til de kvalitetskrav, som vi har i Danmark?

Dekanen på det Teologiske Fakultet på KU, Kirsten Busch Nielsen, kan selvsagt ikke kommentere på enkeltsager, men hun forklarer til Universitetsavisen at:

For at blive optaget på kandidatuddannelsen i teologi skal man have en bacheloruddannelse, der i krav og niveau svarer til den, man kan tage i henhold til den gældende bekendtgørelse og studieordning. Det foretager vi en konkret vurdering af i hvert enkelt tilfælde, og det viser sig, at det er vanskeligt for de fleste, der kommer med udenlandske kvalifikationer, at komme ind på kandidatuddannelsen […] Studienævnet på Teologi foretager en konkret vurdering. De rekvirerer pensumlister og studieplaner og eksamensbeviser fra den enkelte studerende, som bliver grundigt gået igennem fag for fag [...] I de senere år er studerende så blevet indskrevet på bacheloruddannelsen med merit for de fag, de har gennemført.

Spørgsmålet er, om sådanne procedurer, som vist er meget typiske for behandlingen af meritsager ved de danske universiteter, er nok til at sikre kvaliteten af de kurser og uddannelser, som der gives merit for? Hvilke krav kan og bør man stille til de (udenlandske) uddannelser og kurser, som der søges om merit for? Hvordan sikrer man i praksis, at disse krav er opfyldt? Og hvor langt skal man gå, for at tjekke op på de studerendes egne angivelser af, hvad de har gennemgået og lært?

Disse problemstillinger og spørgsmål er særligt presserende og prægnante i netop disse år. Dels fordi der er voksende krav om og forventninger til, at danske studerende drager til udlandet som del af deres uddannelse. (En forventning som Fremdriftsreformen dog delvist synes at modarbejde). Og dels fordi universiteterne og andre videregående uddannelsesinstitutioner ofte er blevet skældt ud for at være for rigide og ufleksible i deres krav til meritoverførsel og for langsommelige i deres sagsbehandling. Spørgsmålet er imidlertid, om man kan slække på kravene til merit og samtidigt speede sagsbehandlingen op, uden derved at give afkald på kvalitetssikring?

Ovenstående er nogle et ret lavpraktiske og ikke særligt sexede studietekniske og studieadministrative problemer, som næppe skaber forsider i Ekstra Bladet. Ikke desto mindre vil jeg mene, at det er nogle væsentligt vigtigere spørgsmål, end hvorvidt ministeren for Uddannelse og Forskning har formuleret sig lidt småuheldigt i sit CV.

Posted in Politik, Universitært | Leave a comment

Ministeren og CV’et – den korte version

Dagens store diskussionsemne blandt akademikere rundt omkring på nettet har uden tvivl været historien om Uddannelses- og Forskningsminister Esben Lunde Larsens (ELLs) CV. Diskussionen opstod da Forskerforum og Ekstra Bladet i morges kunne fortælle, at ELL ifølge dem havde fusket med sit officielle CV på Folketingets hjemmeside. (Læs Forskerforums historie her og her og Ekstra Bladets historie og interview med ELL her. Universitetsavisen har fulgt op på og nuanceret historien her. Videnskab.dk har også skrevet om og uddybet historien her. Det kan anbefales at læse alle de foregående artikler, inden man læser videre).

For meget kort at opridse Forskerforums og Ekstra Bladets historie: Af ELLs officielle CV på Folketingets hjemmeside (hvor ELL er personligt ansvarlig for rigtigheden af de oplysninger, som ikke direkte er knyttet til hans virke som folketingsmedlem), fremgår det, at han har læst teologi på Københavns Universitet fra 2001 til 2008. Den præcise ordlyd fra CV’et er: ”Cand.theol ., Københavns Universitet, fra 2001-2008.” (Ekstrabladet har et screendump af CV’et her.  Bemærk at CV’et efterfølgende blevet rettet. Se det opdaterede CV her). Ifølge papirer som, Forskerforum har fået aktindsigt i, er dette imidlertid ikke rigtigt. Af papirerne fremgår det nemlig, at ELL først blev indskrevet på KU i 2006. I perioden fra 2001-2006 var ELL i stedet indskrevet ved MHS Misjonshøgskolen i Stavanger, en privat højskole/et privat universitet ejet af Det Norske Misjonsselskab. Da ELL blev indskrevet ved KU i 2006 fik han meritoverført en række fag fra sine studier ved MHS Misjonshøgskolen, og det er fortrinsvis på baggrund af disse fag, at han i 2008 blev cand.theol. fra Københavns Universitet.

Ovenstående historie kompliceres af en række forskellige faktorer, som jeg vender tilbage til i et opfølgende indlæg. Inden da er det dog nødvendigt at komme med nogle indledende håndkantshug vedrørende Forskerforums og Ekstra Bladets påstand om CV-fusk.

Ifølge Forskerforum og Ekstra Bladet er det forkert, når ELL på sit officielle CV angiver (eller rettere angav; CV’et er som nævnt efterfølgende blevet rettet), at han i perioden 2001-2008 var tilknyttet Københavns Universitetet. ELL blev som sagt først indskrevet ved KU i 2006, og da han indtil da fortrinsvis studerede ved MHS Misjonshøgskolen i Stavanger kan man med nogen ret sige, at det først er fra 2006, at ELL blev officielt tilknyttet KU som studerende.

Til dette er der fire forhold, som er værd at bemærke.

  1. ELL har i interviewet med Ekstra Bladet åbent erkendt, at hans CV på Folketingets hjemmeside kan fortolkes som om, at han har taget hele sin teologi-uddannelse på Københavns Universitet: ”Jeg kan godt forstå, at man kan misforstå det. Det, jeg oplyser til Folketingets hjemmeside, er, at jeg læser teologi fra 2001 til 2008. Og at jeg bliver kandidat i (februar, red.) 2008 fra Københavns universitet”.  Det er, må man formode, for at undgå sådanne misforståelser i fremtiden, at CV’et efterfølgende er blevet opdateret, så der nu blot står: ”Cand.theol., Københavns Universitet, 2008”.
  2. ELL har overfor Ekstra Bladet fremlagt papirer, der viser, at han i den periode han studerede ved MSH Misjonshøgskolen også har fulgt kurser ved Københavns Universitet som gæstestuderende.. Skønt han ikke formelt var indskrevet på KU, så har han dog fulgt undervisning på universitetet og været tilknyttet KU som gæstestuderende.
  3. Det er vigtigt at slå fast, at ELLs kandidatgrad i teologi faktisk er tildelt af KU. Det er muligt, at ELL i høj grad har erhvervet sig graden baseret på undervisning og eksaminer taget ved andre institutioner. Men KU har efterfølgende officielt godkendt disse eksaminer som meriterende på et niveau svarende til, hvad der kræves for at bestå teologistudiet ved KU. ELL har således hverken fusket med eller løjet om sit uddannelsesniveau, eller om hvilken uddannelsesinstitution, der har tildelt ham kandidatgraden i teologi.
  4. Hvad ELL derimod har gjort er, at han på sit CV enten bevidst eller ubevidst har undladt at gøre opmærksom på, at størstedelen af hans studietid ikke foregik ved KU, men derimod ved MSH Misjonshøgskolen. Om dette kvalificerer som fusk er formodentlig et definitionsspørgsmål. Men den mest barmhjertige fortolkning er vel, at ELL enten ikke har tænkt over, at hans formuleringer på CV’et kunne misforstås, eller at han, som de fleste andre, har ”masseret” sit CV, således at det, uden at sige noget direkte usandt, får ham til at fremstå bedst muligt.

På baggrund af ovenstående er min egen holdning, at beskyldningen om, at ELL skulle have fusket med sit CV, er en storm i et glas vand. Andre vil formodentlig være uenige i denne vurdering (det ved jeg fra diskussioner rundt om på nettet, at der er mange som er), men altså: Jeg synes ikke, at der er det store at komme efter.

Men det betyder ikke, at ELLs sag ikke rejser vigtige spørgsmål, for den gør den skam. De er bare nogle lidt andre, og er noget mere komplicerede, end Forskerforums og Ekstra Bladets sensationslystne overskrifter umiddelbart lader ane. Læs derfor videre her.

Posted in Politik, Universitært | Leave a comment

Tro, videnskab og ministeren

Okay, folk har diskuteret det på både Facebook og Twitter: Er Esben Lunde Larsen (ELL) kreationist? Mit svar: Det kommer an på, hvad man mener med kreationisme.

Hvis man med kreationisme mener “den opfattelse, at verdens skabelse er foregået som beskrevet i Bibelen,” (jvf. Den Store Danske) så nej. Her er hvad ELL selv siger i interviewet i JP:

»…Skabelsesberetningen er en teologisk beretning, en forståelse af, hvordan verden eller mennesket bliver til. Den har aldrig påberåbt sig videnskabelige kulstof 14-metoder.«
Tror du på skabelsesberetningen?
»Jeg tror på, at der er en verden, som er blevet skabt, og at der står noget bag. For mig har det aldrig været afgørende, om det foregik i seks dage, og Gud holdt fri den syvende. For mig er det et billede på, at mennesket har godt af at arbejde, men også af at holde fri.«

Og mere generelt om, at skabelsesberetningen ikke skal læses bogstaveligt, dvs. som en faktuel beskrivelse af, hvorledes verden blev skabt:

»Jeg har faktisk nærmest aldrig forholdt mig til, hvor gammel jorden er. Der er jo alle mulige geologiske undersøgelser, der viser, at den er flere milliarder år gammel. Der er videnskabelige beviser, som man forholder sig til som videnskabsmand. Bevæger man sig så fra videnskaben og over i teologien, så siger teologien, at én dag er som 1.000 år, og 1.000 år er som en dag. Og det er et meget godt billede på, at det ikke er tidsaspektet for, hvor gammel jorden er, der er afgørende,«

Hvis man med kreationisme derimod mener den opfattelse, at der på et eller andet tidspunkt under universets opståen (evt. som den igangsættende årsag til Big Bang), har været en eller anden form for  guddommelig indgriben, så er ELL formodentlig kreationist. Her er et par citatet fra interviewet:

Mener du så, at jorden blev til med et big bang?
»Jeg tror, at der står en skabende gud bag det meste i verden, og hvordan det er blevet til, ja, der giver bibelen én forklaring, og naturvidenskaben giver sin forklaring. Det er ikke afgørende for mig. Det afgørende er, at verden er til. Og at jeg som et troende menneske tror, at der står en gud bag.«

»Jeg mener, at der er en skabende gud, der står bag det hele. Og hvordan udviklingen så er fra det tidspunkt, kan jeg på ingen måde give nogen kvalificerede bud på. Og det er sådan set heller ikke afgørende. For det afgørende er, om der er plads til balancen mellem videnskab og tro. Og det er der,«

Kor sagt: ELL mener som troende, at der står en skabende gud bag verdens opståen. Men hvad der sker efter verden er opståen, det blander gud sig ikke i (og hvad der sker er forøvrigt så kompliceret, at ELL som lægmand ikke kan sige noget fornuftigt om det). Med tekniske termer: ELL er formodentlig en eller anden form for deist (dog formodentlig uden det mekaniske, funktionelle verdenssyn).

Samme overordnede holdning har ELL til evolutionsteorien: Evolutionsteorien beskriver den biologiske udvikling der rent faktisk finder sted. Men at der findes levende væsener, og at disse væsener udvikler sig? Det er i sidste ende noget, hvor man som troende kan tro på, at gud står bag, uden dermed nødvendigvis at komme i karambolage med videnskaben. Her endnu et par citater:

Tror du, at vi nedstammer fra aberne?
»Jeg tror, at der står en skabende gud bag. Hvordan han så har gjort det, det har jeg ikke forholdt mig så meget til. Og det er der jo heller ikke nogen, der kan give en teologisk forklaring på eller lignende.«

»Der er en evolutionstanke om, hvordan ting har udviklet sig. Men hvordan det blev sat i gang, kan være et trosspørgsmål, hvis du spørger i teologien. Og det kan være et videnskabsspørgsmål, hvis du spørger i evolutionsbiologien.«

Skabelsesberetningen handler om Adam og Eva og om, at sådan blev mennesket skabt. Det er én udlægning. En helt anden er, at der er sket en evolution, og at vi nedstammer fra aberne. Hvad tror du?
»Jamen jeg tror, som jeg har sagt flere gange, nu: Der sker en udviklingsproces i, hvordan vi er. Jeg tror, at der står en skabende Gud bag. Hvordan det så er sket – hvordan det har udviklet sig – jamen, jeg er ikke videnskabsmand på det felt.«

Den simpleste måde at forstå ELLs position er nok, at han i det store og hele mener, at teologien (troen) og naturvidenskaben stiller forskellige typer spørgsmål, som kræver forskellige typer svar. Tro og teologi beskæftiger sig med eksistentielle spørgsmål og ultimative årsager. Naturvidenskaben beskæftiger sig derimod med verden som den er, og med hvad der faktisk sker eller er sket siden universet opstod. Der er derfor ikke, eller der behøver i det mindste ikke at være, nogen modstrid mellem tro (teologi) og videnskab. Og derudover er der forskningsfrihed, så enhver forsker frit kan forske i (og tro på) hvad hun eller han vil, uden at ministeren eller andre blander sig.

»Det afgørende er, at der er forskningsfrihed. Så forskeren – uanset om han forsker i teologi eller naturvidenskab – kan dykke kritisk ned i det. Det skal enhver forsker, og så
er der et privat rum for forskeren, hvor han kan tro
mere eller mindre på det, som han arbejder med,« siger
Esben Lunde Larsen, der henviser til, at Niels Bohr var troende,
ligesom Albert Einstein i øvrigt var det.

»Jeg tror, at alle biologiforskere har en naturvidenskabelighed, som også rummer plads til både etiske og menneskelige overvejelser, som ikke er ren naturvidenskab. Der er også følelser og tvivl. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen danskere er så enøjede, at de ikke selv bevæger sig i et spændingsfelt mellem naturvidenskab og tro. Nogen har så truffet et selvstændigt valg om ikke at tro. På den måde gør de fleste sig eksistentielle overvejelser i regi af både videnskabelighed og tro – eller ikke tro.«

Personligt er jeg ikke helt overbevist om, at man så ligetil kan adskille eksistentielle og faktuelle spørgsmål, så teologien/troen (eller filosofien?) udelukkende tager sig af de eksistentielle mens videnskaben udelukkende tager sig af de faktuelle. Men lad nu det ligge.

Tilføjet den 3/6 kl. 19.50: For de interesserede foregår der en livlig diskussion af såvel interviewet med ELL som af betydningen af begrebet “kreationisme” på min Facebookvæg.

Posted in Politik, Universitært, Videnskab | 5 Comments