Optagelse af undervisning – en note

Indledning

Det er, og har i en del år været, almindelig praksis blandt studerende at optage forelæsninger og andre former for undervisning og efterfølgende dele disse optagelser med hinanden på nettet, f.eks. via (fortrinsvis lukkede) Facebook-grupper eller delte Dropbox-mapper. Mit belæg for denne påstand er, at noget sådant har været mere eller mindre fast praksis på snart sagt alle de kurser, hold eller moduler på såvel bachelor- som kandidatniveau, som jeg har undervist på de sidste 5-6 år. Da jeg i den periode bl.a. har undervist på uddannelserne i filosofi, erhvervsøkonomi, pædagogisk filosofi og pædagogisk sociologi på Aarhus Universitet, og på den juridiske grunduddannelse på Syddansk Universitet, vil jeg mene, at der er tale om en omfattende og udbredt praksis.

På denne baggrund bør man som underviser på universitetet (men også andre steder, f.eks. gymnasier, højskoler, University Colleges og andre professionsskoler) gøre sig bekendt med de juridiske regler og vurderinger, som er gældende på dette område. derudover bør man som underviser generelt gøre sig nogle overvejelser over, hvad det betyder, at ens undervisning nu uden de store problemer kan optages og videredistribueres på nettet, uden at man selv er klar over det. Nedenstående note kan forhåbentlig hjælpe med at skabe lidt klarhed over dette problemfelt.

Den juridiske side af sagen

De relevante lovbestemmelser vedrørende optagelse af undervisning og efterfølgende distribution af disse optagelser er først og fremmest Persondataloven (”Lov om behandling af personoplysninger”) og Ophavsretsloven (”Bekendtgørelse om loven om ophavsret”). Persondataloven er relevant fordi den fastlægger, hvilke oplysninger (herunder video- og lydoptagelser) om personer man må indsamle og videregive. Ophavsretsloven er relevant fordi den bl.a. fastlægger undervisernes ophavsret til deres egen undervisning(smateriale) (og de studerendes ophavsret til deres egne opgaver).

Hvis man ikke har tid, overskud og energi til at læse disse to lovkomplekser, så har Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) udarbejdet meget klare og pædagogiske fremstillinger af de væsentligste problemstillinger.

På hjemmesiden http://www.undervislovligt.dk redegør UBVA således for allehånde juridiske spørgsmål vedrørende e-læring, herunder de problemer der kan opstå i forbindelse med, at de studerende optager og videredistribuerer optagelser af ens undervisning på nettet. UBVAs anbefalinger på dette område kan findes under det menupunkt der hedder ”Hvilke rettigheder har de studerende?

Her slår UVBA fast, at man som underviser godt må nægte de studerende tilladelse til at optage ens undervisning:

Undervisere har en »pædagogisk ledelsesret«, der giver dem lov til at bestemme, hvordan klaveret skal spille i undervisningssituationen, herunder hvornår der skal være katederundervisning, hvornår der må stilles spørgsmål, om der må drikkes kaffe eller læses sms-beskeder til undervisningen etc. Det betyder, at undervisere kan modsætte sig, at undervisningen optages. Det kan der være gode grunde til. Blandt andet er der nogle undervisere, der ikke bryder sig om at blive optaget, og som lægger en dæmper på sig selv, når de bliver det. Der kan også være, at de andre studerende ikke tør sige så meget, hvis de ved, at det, der siger, bliver optaget.

UVBA gør også opmærksom på, at man som underviser ikke har lov til usaglig forskelsbehandling af studerende. F.eks. må man ikke uden saglig begrundelse nægte visse studerende at optage undervisningen, mens andre får lov:

Undervisere har ikke lov til usagligt at forskelsbehandle de studerende i den sammenhæng. Han eller hun kan fx ikke sige, at det kun er hans yndlingsstuderende, der har lov til at optage undervisningen. Derimod vil det være lovligt at give synshandicappede studerende en særlig adgang til optage undervisningen, selvom andre ikke må. Her er forskelsbehandlingen nemlig ikke usaglig, men saglig.

Endelig slår UBVA fast, at de studerende ikke må lægge deres optagelser af undervisningen ud på nettet, medmindre de personer der medvirker på optagelserne (underviseren samt de øvrige studerende) har givet deres samtykke. Dette gælder også selvom den studerende har fået lov til at optage undervisningen.

Studerende, der med eller uden samtykke har optaget undervisning, må ikke lægge optagelserne ud på nettet, medmindre de, der er med på optagelserne, giver grønt lys. Det skyldes ophavs- og persondataloven.

UVBA har på deres egen hjemmeside en note liggende, som beskriver de juridiske rammer for web- og podcast af undervisning. Denne note gennemgår i store træk de samme spørgsmål, som noten på undervislovligt.dk, men ud fra undervisernes rettigheder, ikke de studerendes. Fokus er derfor særligt undervisernes ophavsret til deres egne undervisningsmaterialer og afledt deraf spørgsmålet om, hvorvidt universitetet kan kræve, at undervisere lader deres undervisning optage.

Disse to problemer er tæt forbundne, og svaret på det sidste er udledt af svaret på det første. Jeg citerer fra UBVAs note:

Man har som underviser ikke pligt til at acceptere, at ens undervisning optages og offentliggøres. Det skyldes to ting. Dels er undervisningen et værk, som undervisere har ophavsretten til, efter reglerne i ophavsretsloven. Dels er optagelser af undervisning en »personoplysning« om underviseren, omfattet af persondataloven, og det betyder, at undervisningen kun kan optages og offentliggøres, hvis underviseren giver samtykke. Underviseren kan trække samtykket tilbage igen i henhold til persondatalovens § 38.

Kort sagt: Universitetet ikke ret til at kræve, at undervisere lader sig optage eller filme, og underviseren har omvendt heller ikke pligt til at lade sig optage. Underviseren skal altså give sit samtykke, for at universitetet har lov til at optage undervisningen og videreformidle den. Og underviseren kan altid trække sit samtykke tilbage.

Tingene forholder sig imidlertid en smule anderledes, når vi vender os mod spørgsmålet om, hvorvidt de studerende har lov til at optage og videredistribuere optagelser af undervisning. Jeg citerer igen fra UBVA’s note:

Det er i øvrigt en anden sag, om studerende har lov til at optage undervisning uden samtykke fra underviseren. Hvis optagelserne kun skal bruges privat af de studerende selv, kræves der ikke samtykke efter ophavsretsloven eller persondataloven. Der er imidlertid nogle undervisere, der oplever det som problematisk at blive optaget af de studerende, bl.a. pga. risikoen for, at optagelserne redigeres på en uheldig måde mv. Det vil derfor somme tider kunne være hensigtsmæssigt, hvis de enkelte uddannelsesinstitutioner opstiller interne ordensregler for, i hvilket omfang de studerende må optage undervisningen.

Principielt behøver de studerende altså ikke spørge om lov til at optage undervisning, så længe deres optagelser alene er til deres eget private brug. I det mindste vil sådanne optagelser ikke krænke hverken persondataloven eller ophavsretsloven. Dette kan måske synes at være en smule i modstrid med UBVAs redegørelse på undervislovligt.dk, hvor underviserne blev tilkendt en ”pædagogisk ledelsesret”, der gav dem lov til at nægte studerende at optage deres undervisning. Der synes således at være en smule usikkerhed på dette punkt.

Usikkerheden er imidlertid ikke større end som så. For det første så er det jo kun, hvis optagelsen er til privat brug, at den studerende må optage uden at spørge om lov. For det andet så skal de studerende have såvel underviserens som de øvrige studerendes tilladelse, hvis de vil videredistribuere optagelserne. Og for det tredje så kan der, som UBVA gør opmærksom på, indføres ”interne ordensregler” på de enkelte uddannelsesinstitutioner, der regulerer i hvilket omfang de studerende må optage undervisning.  Og sådanne ordensregler kan f.eks. kræve, at de studerende skal have underviserens tilladelse, for at de må optage undervisningen.

Mig bekendt så er der ikke mange danske universiteter, der har et sæt regler for dette område. Aarhus Universitet har f.eks. ikke (ret mig hvis jeg tager fejl). På baggrund af et konkret spørgsmål fra UFU’en for Pædagogisk Filosofi er Uddannelsesjuridisk Service på AU imidlertid kommet med en principiel og overordnet udtalelse om de studerendes ret til at optage undervisning:

De studerende må ikke bare optage undervisningen. Det er underviseren, der så at sige ejer forelæsningen, så det er op til den enkelte underviser at beslutte, om de studerende må optage undervisningen.

Hvis en underviser vælger at lade de studerende optage undervisningen, skal den pågældende underviser være opmærksom på, at der ikke må være usaglig forskelsbehandling af de studerende. Han eller hun kan fx ikke sige, at det kun er hans yndlingsstuderende, der har lov til at optage undervisningen. Derimod vil det være lovligt at give synshandicappede studerende en særlig adgang til optage undervisningen, selvom andre ikke må. Her er forskelsbehandlingen nemlig ikke usaglig, men saglig.

Studerende, der med eller uden samtykke har optaget undervisning, må ikke lægge optagelserne ud på nettet, medmindre de, der er med på optagelserne, giver grønt lys. Det skyldes ophavs- og persondataloven.

UJS er altså grundlæggende på linje med UBVA i deres vurdering af, hvorvidt de studerende må optage undervisningen uden at få lov af underviseren. Svaret er nej. Hvis UJSs bemærkning betragtes som en ”intern ordensregel” for Aarhus Universitet, så har man altså som ansat på AU juridisk hjemmel for at nægte de studerende at optage ens undervisning. (Lige som UBVA gør UJS så også opmærksom på, at der ikke må ske usaglig forskelsbehandling af studerende: Hvis én studerende får lov til at optage undervisningen, så må de øvrige også – medmindre saglige forskelle kan begrunde at der forskelsbehandles).

Fra jura til praksis

Hvis vi går fra det juridiske til det praktiske, hvordan ser problemerne med studerendes optagelser af undervisning så ud, ude i virkeligheden?

Som jeg bemærkede ovenfor, så synes det på mange uddannelser at være en udbredt og veletableret praksis, at de studerende optager undervisningen og efterfølgende deler den med hinanden på fx Facebook. Min egen erfaring, fra de hold og årgange som jeg har undervist på, er, at de studerende plejer at være ganske flinke til selv at spørge om lov til at optage min undervisning. Det sker noget sjældnere, at de af sig selv kommer og spørger, om det er i orden at de efterfølgende deler optagelserne med hinanden via Facebook, Dropbox eller lignende. Tilsyneladende så mener de fleste åbenbart, at hvis man har fået lov til at optage, så har man også fået lov til at dele. Men som vi lige har set, så siger juraen noget andet.

På den baggrund, og med udgangspunkt i mine egne erfaringer, vil jeg derfor anbefale, at hver enkelt underviser ved semester-/seminar-/kursusstart (eller første gang man skal undervise på et modul), aftaler med de studerende 1) om man giver tilladelse til at de optager undervisningen, og 2) hvorvidt og under hvilke betingelser disse optagelser efterfølgende må deles med andre. Og hvis man ikke ønsker at de studerende optager undervisningen, så har man juridisk set ret til at nægte dem tilladelse til at gøre det.

(Hvis det har nogen interesse, så har jeg altid selv svaret “Ja” til spørgsmålet om, hvorvidt de studerende måtte optage min undervisning, og “Ja med forbehold” til spørgsmålet om, hvorvidt optagelserne efterfølgende måtte deles med andre. Mit forbehold er, at optagelserne kun må deles internt på holdet/årgangen, dvs. kun må deles i lukkede fora.)

Der er imidlertid et dybere og mere grundlæggende problem her, som denne anbefaling (og alverdens juridiske fiksfakserier) ikke kan løse. Problemet er, at det i praksis er meget vanskeligt at sikre sig, at ens undervisning ikke bliver optaget, videredistribueret og misbrugt. Mobiltelefoner, tablets og bærbare computere gør det jo muligt relativt ubemærket at optage hvad en underviser siger, og lægge det på nettet straks når undervisningen er overstået. Ja, der er jo principielt intet til hinder for, at ens undervisning kan blive livestreamet, uden at man selv er klar over det. Sådan fungerer tingene i dag, og jeg tror at det er et grundforhold, som man som underviser bliver nødt til at (om ikke acceptere så) leve med.

At noget er muligt, og måske endog almindelig praksis, gør det selvsagt ikke mindre ulovligt eller problematisk. Og problemerne bliver absolut ikke mindre, hvis man inddrager de mange spørsgsmål, som Facebooks og de øvrige sociale mediers offentligheds- og ophavsretspolitik give rnaledning til. Hvis min undervisning lægges på YouTube, hvis mine forelæsninger kan downloades som podcast fra Facebook, hvad betyder det da for mine ophavsrettigheder?

Disse spørgsmål og problemer kan ikke løses på individ, afdelings, eller institutniveau. Her kan man højest beslutte at indføre en praksis om, at gøre de studerende opmærksomme på, at de ikke uden eksplicit tilladelse må optage eller dele optagelser af vores undervisning. Grundproblemet er af systemisk karakter og kræver indgriben Fra Højere Sted.

Som et minimum er der behov for, at de enkelte universiteter (i mit eget tilfælde Aarhus Universitet) udarbejder et sæt retningslinjer, som underviserne kan bruge som guidelines og henvise de studerende til. Der er selvsagt ikke nogen garanti for (eller systematisk måde at sikre), at de studerende rent faktisk vil overholde sådanne retningslinjer. Men i det mindste vil de kunne sikre, at de studerende bliver gjort opmærksomme på reglerne, samtidigt med at de vil fritage den enkelte underviser fra ansvaret om at gøre reglerne klart for de studerende.

Jeg ved ikke, hvad den bedste løsning på problemet om de øgede muligheder for ubemærket at optage og videredistribuere optagelser af undervisning er. Jeg ved faktisk ikke engang om problemet kan løses. Måske er den bedste tilgang at holde op med at betragte problemet som et problem, og i stedet se det som en udfordring, ja måske ligefrem en mulighed: En mulighed for at udvikle nye og spændende undervisningsformer og måder at interagere med vores studerende på.

Men det spørgsmål er der desværre ikke plads til at diskutere her.

PS:

I forbindelse med diskussionen af studerendes ret til at optage undervisning kom Uddannelsesjuridisk Service også med en udtalelse omkring optagelse af vejledning. Skønt denne udtalelse ikke er direkte relevant for ovenstående diskussion, så er den dog både vigtig og interessant. Så derfor:

For så vidt angår dit spørgsmål om, hvorvidt de studerende må optage eksempelvis vejledningsmøder, så er svaret ja, det må de gerne, og det er heller ikke strafbart at gøre dette, uden at gøre den deltagende part bekendt med, at samtalen optages.

I tidligere tilfælde har vi dog oplevet, at undervisere har følt sig krænket af at være blevet optaget, uden at den studerende har gjort opmærksom på, at en samtale optages. Vi har i den forbindelse ikke haft nogen bemærkninger til, at eksempelvis en studieleder har påtalt overfor den studerende, at det er uheldigt at optage samtaler uden at gøre den deltagende part bekendt hermed, blandt andet fordi det risikerer at skabe en mistillid mellem undervisere og de studerende, som kan hæmme undervisernes motivation for en anden gang at tage de svære samtaler med studerende, som der ind i mellem kan være behov for.

Posted in Job, Undervisning, Universitært | Leave a comment

Personlige, halvakademiske satire-refleksioner i lyset af Charlie Hebdo

Et problem i diskussionen af Charlie Hebdos satiretegninger er, at en hel del mennesker synes at gå ud fra, at det er rimeligt entydigt, hvad disse tegninger betyder; at det altså er klart, hvem der gøres grin med og hvem eller hvad satiren er rettet imod, og at det derfor er forholdsvist enkelt at finde ud af, hvad den “korrekte” respons på tegningen er. Men det er sgu’ ikke så ligetil igen.

I Information har Michael Nebelung Petersen fx et indlæg, hvor han gør opmærksom på, at mange (han er tæt på at sige alle) Charlie Hebdos tegninger er enten racistiske, homofobiske, eller på anden måde nedgør bestemte befolkningsgrupper. Og han argumenterer for, at brugen af disse tegninger i støttedemonstrationerne efter massakren er problematisk, fordi de dels tjener til at reproducere bestemte sociale stereotyper og strukturelle undertrykkelsesmekanismer, og dels ekskluderer de karikerede grupper fra det affektive fællesskab, som opstod i kølvandet på Charlie Hebdo drabene. Som han udtrykker det:

Nyhederne viser den store demonstration i Paris og demonstrationer i andre storbyer i Europa. Mange mennesker står stille med skilte. Mange af dem viser billeder og satiretegninger, der skildrer profeten Muhammed, som bliver ydmyget gennem homofobiske fremstillinger af fejlende maskulinitet: Profeten, der kysser en anden mand, involveret i analsex og lignende. Det, der har trukket mig ind i fællesskabet, er pludselig ikke længere så stærkt. Det er minderne om at blive called out, fordi jeg er bøsse, til gengæld.

Jeg er rimelig sikker på, at jeg har set det samme tegninger, som Michael Nebelung. Men jeg har tydeligvis læst og fortolket dem på en anden måde. Hvor Nebelung ser “homofobiske fremstillinger af fejlende maskulinitet” ser jeg tegninger, der benytter repræsentationer af homoseksualitet som et magtfuldt våben til at gøre grin med fundamentalistiske religioner. Mere præcist: Jeg ser satiretegninger, der benytter den katolske kirkes, islams og andre religioners modstand mod (og afsky) for homoseksualitet til at udstille, gøre grin med og derved underminere disse religioner. En af grundene til, at en tegning af en muslim (måske Muhammed?) der kysser en af Charlie Hebdos tegnere, virker provokerende for (visse) muslimer er jo netop fordi de anser homoseksualitet som en synd. Det er derfor satiren virker. At disse religioner muligvis opfatter homoseksualitet som udtryk for fejlende maskulinitet er deres problem. Og det er netop det problem, som Charlie Hebdos tegninger udstiller.

Et andet eksempel på, at det langt fra er entydigt, præcist hvordan man skal forstå og fortolke Charlie Hebdos tegninger, er den meget omdiskuterede forsidetegning der forestiller gravide Boko Haram sexslaver, som brokker sig over nedskæringerne i de franske velfærdsydelser. Er dette en racistisk karikatur, der nedgør muslimer og muslimske kvinder i Frankrig? Eller er den snarere et satirisk spark i løgene til den højrefløj, der hævder, at flygtninge i Frankrig først og fremmest er i landet for at kunne udnytte landets velfærdsydelser? (Ved at vise hvordan denne tanke ser ud, hvis den trækkes til sin logiske og absurde konsekvens, nemlig at selv voldtægtsofre og kvinder der flygter fra et liv som sexslaver først og fremmest er interesseret i størrelsen på deres velfærdscheck).

Den mest plausible fortolkning er i mine øjne nummer to. Dels fordi den gør tegningen sjov (og tragisk, men stadig sjov), frem for dybt og dumt racistisk, og dels fordi det er en tolkning, som giver tegningen en satirisk og magtkritisk brod, den ellers ikke ville have haft. “Problemet”, hvis man da kalde det et problem, er imidlertid, at Charlie Hebdo ikke ville kunne gennemføre den anden type satire, uden eksplicit at trække på (og underminere) visse racistiske stereotyper, nemlig de stereotyper som højrefløjen i Frankrig (og andre steder) benytter sig af. Er tegningen dermed racistisk, selvom den samtidig er et opgør med netop de racistiske stereotyper? Er tegningen med til at reproducere racistiske sociale undertrykkelsesmekanismer, på trods af at den søger at gøre op med en bestemt racistisk dagsorden. Jeg er tilbøjelig til at svare klart nej til det første spørgsmål, og lidt mindre sikkert nej på det andet.

Det er forståeligt, at brugen af racistiske stereotyper, selv i et ikke-racistisk, måske ligefrem anti-racistisk, øjemed, kan virke stødende på nogen. Især hvis den anti-racistiske hensigt måske ikke er indlysende, men kræver en smule fortolkning og eftertanke og måske endda kendskab til konkrete diskussioner i en specifik kulturel kontekst. (Se fx Laura Millers glimrende indlæg om netop dette spørgsmål her). Jeg skulle f.eks. selv lige omkring Quora og dette blogindlæg for at finde den rette vinkel på Boko Haram tegningen. Men at det er forståeligt betyder ikke, at det er rigtigt. Og at det er stødende betyder ikke, at man nødvendigvis skal gribe ind og forhindre det.

Jeg skal ikke udelukke, at min egen baggrund som forholdsvis priviligeret, hvid, mandlig heteroseksuel akademiker spiller ind på mine fortolkninger af Charlie Hebdos tegninger. Og jeg skal heller ikke udelukke, at der er blandt de mange, mange tegninger, som Charlie Hebdo har publiceret, er tegninger der er racistiske, homofobiske, islamofobiske, anti-semitiske mm. Og endelig er jeg helt med på, at udsigelses- og afsenderpositionen betyder meget for, hvordan et udsagn (fx en satiretegning) forstås og fortolkes, og for hvilken indflydelse den efterfølgende får. Når hvide, midaldrende, heteroseksuelle mænd gør grin med fx homoseksuelle, muslimer mm, så får det en anden betydning, end hvis det er de homoseksuelle eller muslimerne selv der gør det.

Men alle disse forbehold styrker jo  blot min indledende pointe: Det er fandengalemig ikke altid indlysende, at ens første fortolkning af en tegning (eller en tekst) er den rette, den bedste, den mest plausibel, den mest frugtbare eller den som alle andre har (eller bør have). Det er jo netop fordi (satire)tegninger ikke er selvfortolkende, at de virker og kan skabe debat og uenighed. Og det er vel det primære formål med en god satiretegning?

Bonus: Hvis man er sur over/utilfreds med/føler sig krænket af en tegning, så er her en række forskellige spørgsmål, som man passende kan stille sig selv, inden man begynder at kaste med ting.

1) Er tegningen sjov? Hvorfor/hvorfor ikke? Er det fordi tegningen ikke er sjov, at jeg er sur?

2) Er den udtryk for samfunds- og magtkritik? Hvem eller hvad kritiseres? Hvorfor kritiserer tegningen? Er det fordi jeg (eller en gruppe af mennesker, som jeg er del af) kritiseres, at jeg er sur?

3) Er tegningen krænkende/provokerende? Over for hvem? Og hvorfor? Er det fordi jeg (eller en gruppe af mennesker,som jeg er del af) føler mig krænket, at jeg er sur?

4) Er tegningen skadelig? Hvem eller hvad skader de? Hvordan og hvorfor skader de? Er det fordi jeg (eller en gruppe af mennesker,som jeg er del af) skades, at jeg er sur?

4a) Er tegningen med til at reproducere strukturelle undertrykkelsesmekanismer fx i form af stereotypiske og/eller generaliserende opfattelser af bestemte grupper? Hvordan? Er det fordi jeg (eller en gruppe af mennesker,som jeg er del) udsættes for strukturel undertrykkelse, at jeg er sur?

5) Hvordan hænger svarene på spørgsmål 1)-4) sammen? Kan satire være sjovt under at være (samfunds)kritisk? Kan den være kritisk uden at være krænkende? Kan den være krænkende uden at være skadelig? (Charlie Hebdos Boko Haram tegning er et godt eksempel på, at disse spørgsmål hænger uløseligt sammen).

Og endelig 6) hvis vi mener at (visse) satiretegninger er usjove/(u)kritiske/krænkende/ skadelige/med til at reproducere strukturel undertrykkelse og symbolsk vold på måder, der kræver indgreb/ændringer/modsvar, hvad er da den bedste/rette måde at gribe ind på? Syde i vores egen opbragthed? Opfordring til satirikerne om at udvise tilbageholdenhed, omtanke selvbegrænsning? Opsigelse af abonnement på Charlie Hebdo (eller hvilket medie det nu end er, der har bragt den tegning vi er opbragt over)? Opfordring til boykot af det relevante medie? Modsatire? Rasende læserbreve? Smide ting i hovedet på tegneren?  Indførelse af statssanktionerede begrænsninger på, hvad man må ytre sig om i det offentlige rum? (Hvis du svarer ja til de to sidste spørgsmål, så tænk dig om endnu engang).

Obligatorisk afsluttende besværgelse for at undgå at blive beskyldt for at relativisere eller retfærdiggøre overgreb mod udøvende satiretegnere: Men i sidste ende er alle de ovenstående spørgsmål ret ligegyldige for diskussionen af, hvorvidt drabene på Charlie Hebdo kan undskyldes eller begrundes. For der er intet satirisk indhold, uanset hvor usjovt, stødende, dumt, provokerende eller potentielt skadeligt, der kan begrunde eller retfærdiggøre, at folkene bag slås ihjel.

 

Revisioner: Mandag den 12. januar tilføjede jeg linket til Laura Millers indlæg, og omformulerede det afsnit, hvor dette link optræder.

Posted in Debat, humor, Ikke kategoriseret, tegneserier | Leave a comment

Forskningspolitiske galde

Forskningspolitisk ordfører for Venstre Esben Lundes kommentarer vedrørende DFFs tildeling af forskningsmidler til et antropologisk studie af de bornholmske historier om underjordiske væsener er dumme og udtryk for en fuldstændig misforstået opfattelse af, hvad forskningens rolle er. Dels aner Lunde helt åbenlyst ikke, hvad forskningsprojektet går ud på og kender ikke ansøgerens kvalifikationer og dels ved han intet om forskningsrådets begrundelse for at tildele ham midler. 

Derudover: At bedømme relevansen og kvaliteten af offentlig (eller for den sags skyld privat) forskning ud fra politikeres eller ikke fagkyndiges politiske, ideologiske og moralske holdninger (religion er dumt; kemi er farligt; visse værdier og normer er særligt danske) er den sikre vej til at forhindre interessant, kontroversiel, nyskabende state-of-the-art forskning i at få støtte. Det er en af de primære grunde til, at offentlige forskningsbevillinger tildeles af et uafhængigt, fagkyndigt forskningsråd, ikke af politikere eller den offentlige opinion.

Full disclosure her: Jeg kender en af de forskere, der har fået tildelt forskningsmidler i samme tildelingsrunde, som ham der forsker i overnaturlige væsener på Bornholm. Hun omtales faktisk inddirekte i en tidligere artikel: Det er hende der forsker i sexlegetøj (en forsimplet og misforstået måde at beskrive hendes projekt, but anyway).

Det er en af grundene til, at jeg er så opbragt over folk, der uden at kende noget til hverken forskningsprojekterne eller forskerne udtaler sig meget skråsikkert om projekternes relevans, kvalitet og samfundsnytte. Det aner folk, heller ikke politikere, ikke en skid om!

Det betyder selvsagt ikke, at folk og politikere ikke kan diskutere, om det nuværende system for tildeling af offentlige forskningsmidler fungerer og tjener det formål, man ønsker det skal tjene. Men det er meningsløst, og vil jeg mene, skadeligt for forskningen, at udpege konkrete forskningsprojekter og forskere, og kalde dem for tåbelige, overflødige, irrelevante mm.

Læs mere om de ph.d.-projekter, der lige nu diskuteres, her.

Posted in brok, Debat | Leave a comment

Lidt om YDUN og ligestilling

Rasmus Brygger havde den 7/10-2014 et blogindlæg på Politiken.dk, hvor han beklagede sig over Det Frie Forskningsråds uddeling af 17 YDUN-bevillinger til yngre kvindelige forskningsledere.

En af målsætningerne med YDUN-bevillingerne var “at styrke talentudnyttelsen i dansk forskning ved at fremme en mere ligelig kønssammensætning i forskningsmiljøerne i Danmark” (jvf. opslaget på DFFs hjemmeside) Til dette formål blev der i forbindelse med YDUN givet en dispensation fra Ligestillingsloven, således at i tilfælde af lighed i kvalifikationer mellem to kvalificerede ansøgere af forskelligt køn vil kvindelige ansøgere blive prioriteret over mandlige.

Det er denne dispensation Brygger har et problem med, da den i følge ham stiller mandlige forskere dårligere end kvindelige forskere, og dermed er udtryk for diskrimination. Staten udøver positiv særbehandling af kvinder, hvilket ifølge Brygger automatisk betyder, at mænd stilles dårligere end de ellers ville have været. Med Bryggers ord: “Vi gør nu, med de røde feministers støtte, præcis det mod mænd, som så længe har undertrykt kvinder. Vi diskriminerer bevist [sic] på baggrund af køn.”

Jeg er  enig med Brygger i, at der er god grund til at diskutere og forholde sig kritisk overfor brugen af positiv særbehandling, såvel indenfor forskningsverdenen som andre steder. Jeg er endnu mere enig med Brygger i, at brugen af  positiv særbehandling af kvinder i forbindelse med tildelingen af forskningsmidler i den hensigt at fremme ligestilling i den danske universitets- og forskningsverden er en form for symptombehandling. Den griber fat for sent og får ikke fat i de bagvedliggende årsager til den markante køns-skævhed blandt danske forskere på især lektor- og professor-niveau. For igen at citere Brygger: “Når der er mangel på kvindelige forskere, bliver vi nødt til at se dybere end bare hvordan forskningsmidler fordeles. Det der afholder kvinder fra at forske, er med høj sandsynlighed det samme, som afholder dem fra at blive direktører eller sidde i virksomhedsbestyrelser.

Når det så er sagt, så er der nogle fejl og uklarheder i Bryggers indlæg, som det er nødvendigt at få ryddet ud og ryddet op i. So here goes:

1) Modsat hvad Brygger hævder, så er YDUN IKKE “Danmarks første tilfælde af statslig positiv særbehandling af kvinder“. FREJA-prugrammet (Female Researchers in Joint Action) hvis midler blev udbudt af De Danske Forskningsråd i 1998, havde (ligesom YDUN) fået dispensation fra ligestillingsloven til at prioritere kvindelige frem for mandlige forskere såfremt der i øvrigt var lige kvalifikationer. (Læs mere om Freja her). Og hvis man bevæger sig væk fra spørgsmålet om tildeling af forskningsmidler, så er der en lang række eksempler på, at staten af den ene eller den anden grund behandler kvinder anderledes end mænd, og nogle gange stiller kvinder bedre end mænd. Et (meget omdiskuteret) eksempel på dette er forældremyndighed, hvor kvinder historisk set (i det mindste i dele af det 20. århundrede) har været bedre stillet end mænd. (Og ja, jeg er fuldt ud bevidst om, at langt, langt, langt de fleste eksempler på kønnet positiv særbehandling historisk set har været til mændenes fordel. Men nu diskuterer vi Bryggers påstand om, at YDUN er det første eksempel på statslig positiv særbehandling af kvinder).

2) “YDUN er nu skyld i, at der er mandlige forskere, som er blevet nægtet forskerkroner alene af den årsag at de er mænd.” Det er en noget skråsikker påstand, som Brygger ikke giver nogen begrundelse for. Og faktisk er der en del ting, der taler imod Bryggers påstand. For det første var YDUN åben for såvel mandlige som kvindelige forskere, så mandlige forskere var ikke udelukket fra at ansøge. I den forstand er de ikke blevet nægtet forskningsmidler. For det andet: Brygger ved reelt intet om, hvorvidt der er nogen mænd der er blevet frasorteret alene pga. deres køn. Medmindre han da har bedre idnsigt i Forskningsrådets behandling af YDUN-amnsøgningerne end jeg har? For det tredje: Ud af de 553 ansøgninger til YDUN, var de 527 fra kvindelige forskere; de resterende 26 var fra mænd. Der blev uddelt 17 bevillinger, svarende til en succesrate på godt 3 procent. (Væsentligt under succesraten for ansøgninger til DFF generelt – tjek fx. her). Med en så kønsskæv ansøgergruppe, og en så lille succesrate, så er en meget plausibel forklaring på, at der ikke var nogen mænd der fik en bevilling, at langt størsteparten af de bedst kvalificerede ansøgere, såvel samlet set som inden for konkrete fagdiscipliner, var kvinder, og at der simpelthen ikke var penge nok til at tildele bevillinger til alle kvalificerede ansøgere – heller ikke de bedst kvalificerede mandlige ansøgere. For det fjerde: Hvis man endelig skal tale om, at mandlige forskere decideret blev nægtet forskerkroner p.g.a. deres køn, (i stedet for fx. at tale om, at kvindelige forskere blev tilvalgt pga deres køn) så ville det næsten kræve, at der var mandlige forskere, som dels havde et bedre projekt, og dels var bedre kvalificerede end de bedste kvindelige ansøgere til YDUN, men som alligevel ikke fik en bevilling. Det er ikke tilfældet – medmindre Forskningsrådet decideret har handlet i direkte modstrid med dispensationen fra Ligestillingsloven. Og det er der mig bekendt endnu ikke nogen, der har fundet belæg for at hævde.

3) “I virkeligheden opnår vi jo ikke ligestilling ved at holde mænd tilbage, men ved at skubbe kvinderne frem.” På hvilken måde har YDUN holdt mandlige forskere tilbage? YDUN-bevillingerne var ganske vist målrettet mod yngre kvindelige forskere. Men ALLE kvalificerede forskere, såvel mandlige som kvindelige, var velkomne til at ansøge. Så det kan næppe være det, som Brygger har i tankerne. Men måske retter Bryggers kritik sig mod de konkrete forskningsmiljøer, hvor der formodentlig har været særligt fokus på at få yngre yngre kvindelige forskere til at ansøge om forskningsmidler fra YDUN? Men kan øget fokus fra kollegaer og ledelse, måske koblet med ekstra stærke opfordringer til potentielle kvindelige ansøgere, om at få stablet et projekt på benene, virkelig siges at være noget, der holder mænd tilbage? Næppe.

De eneste tilfælde, hvor det giver mening at tale om, at YDUN holder mænd tilbage, er hvis en mandlig ansøger, der er lige så velkvalificeret som en af de 17 kvindelige bevillingsmodtagere, og har udarbejdet et projekt, der er lige så interessant/vigtigt/væsentligt/potentielt frugtbart, som et af de 17 projekter, der rent faktisk fik midler, bliver sorteret fra alene pga. dispensationen fra Ligestillingsloven. Men nu er det jo sådan, at Forskningsrådet i enhver situation, hvor antallet af (lige) kvalificerede ansøgere overstiger antallet af forskningsbevillinger, nødvendigvis bliver nødt til at fravælge nogen. Hvilke kriterier skal de lægge til grund for deres beslutning? Hvis alle ansøgerne fagligt set er lige kvalificerede, og hvis alle projekterne er lige støtteværdige (en rent hypotetisk situation selvfølgelig), så kan andre former for hensyn og overvejelser melde sig: Fagsammensætning, forskningsmæssige satsningsområder, politiske hensyn, mm.  Hvad dispensationen fra ligestillingsrådet åbner op for, og hvad YDUN-programmet direkte opfordrer til, er, at køn i sådanne situationer også kan og bør være en relevant faktor. Spørgsmålet er da, om køn i sådanne situationer er et mindre legitimt hensyn end så mange andre?

Mere overordnet: Hvis der alligevel i praksis er tale om, at folk sorteres fra (“holdes tilbage”) af hensyn, der ikke direkte vedrører deres faglige kvalifikationer eller kvaliteten af deres projekt, hvorfor er “køn” da en helt igennem illegitim faktor? YDUN er jo som sagt målrettet mod yngre kvindelige forskningsledere. Hvorfor er “kvindelig” her mere problematisk end “yngre”? Hvorfor er “alder” mere problematisk end “køn”? Måske er det fordi man opfatter det som positivt, at yngre forskere bliver etableret i forskningsverdenen, og får mulighed for at udvikle deres egne projekter. Men det rejser jo et ret nærliggende spørgsmål, nemlig om det ikke også kan være positivt, at kvinder bliver etableret i forskningsverdenen og får lov til at udvikle deres egne projekter?

På den baggrund så kan man faktisk med god ret betragte YDUN som netop det, Brygger efterspørger, nemlig et positivt skub til kvindelige forskere. Kønssammensætningen OG størrelsen af ansøgergruppen indikerer klart (og næppe overraskende), at eksistensen af forskningsmidler specifikt (men ikke eksklusivt) rettet mod yngre kvindelige forskningsledere har en positiv indflydelse på kvindelige forskeres lyst til at søge forskningsmidler. Og det er vel godt? (Man kan f.eks. sammenligne med kønsfordelingen blandt ansøgerne til DFFs almindelige forskningsbevillinger. Se DFFS rapport om Køn og Forskning i Det Frie Forskningsråd for statistik mm).

 

Brygger rejser i sit indlæg et principielt problem: Er positiv særbehandling nogensinde berettiget? Hans svar er et utvetydigt nej. På det helt principielle plan, så kan jeg godt være enig med Brygger. Ideelt set så burde der ikke være behov for positiv særbehandling af hverken mænd eller kvinder, når det handler om tildeling af forskningsmidler. Og hvad mere er: Det eneste der principielt set burde afgøre, hvem der får forskningsmidler, burde være kvaliteten af de projekter der ansøges om midler til, og kvalifikationerne hos de personer der ansøger.

Problemet er blot, at vi ikke lever i en ideel verden. Veletablerede sociale og kulturelle strukturer synes i dag på forskellige (u)formelle måder at være med til at gøre kvinder mindre tilbøjelige end mænd til både at forblive i forskningsverdenen, og søge om forskningsmidler. (Se her igen DFFs rapport om Køn og Forskning i Det Frie Forskningsråd). Det kræver hårdt arbejde at nedbryde eller ændre disse strukturer. Jeg er enig med Brygger i, at en vigtig og væsentlig del af dette arbejde består i “at vi skal være bedre til at prikke til pigers nysgerrighed og ambitioner. Få dem til at tro på dem selv i ligeså høj grad som mænd og drenge gør det. Giv dem modet og selvtilliden. Og så selvfølgelig udfordre de kønsstereotyper, der stadig eksisterer i det offentlige rum – og slå fast, at kvinder er nøjagtigt ligeså meget værd som mænd.” Men er dette nok? Er det den eneste, den mest effektive måde, at få ændret på de danske universiteters og den danske forskningsverdens etablerede strukturer på? Eller kan der undertiden være behov for en velplaceret brug af (i det mindste muligheden af) positiv særbehandling?

Hvilket rejser et andet relevant spørgsmål, som jeg også kort var inde på ovenfor: Har tildelingen af YDUN-midler i praksis involveret positiv særbehandling? Sagt på en anden måde: Har Forskningsrådet rent faktisk haft behov for at gøre brug af den dispensation fra Ligetillingsloven, som gjorde det muligt for dem at prioritere kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af kvalifikationslighed? Det ved jeg af gode grunde ikke. Men det gør Brygger heller ikke, da behandlingen af de indsendte forskningsansøgninger er fortrolig. Men det forekommer absolut ikke usandsynligt, at der ud af de (rigtig) mange kvindelige ansøgere rent faktisk har været 17 kvinder, der både har være mere kvalificerede og haft bedre projekter end alle de (relativt) få mandlige ansøgere. Og i så fald har YDUN ikke involveret brug af positiv særbehandling, men blot muligheden af en sådan brug. Det er muligvis en forskel der ikke gør en forskel – men så alligevel…

Der er meget, meget, meget mere at sige om såvel YDUN, ligestilling i den danske universitets- og forsknings verden, brugen af positiv særbehandling (både i dette konkrete tilfælde og i det hele taget), og de kriterier ud fra hvilke forskningsmidler ideelt bør blive og i praksis bliver tildelt. Men det må vente til en anden gang.

Full Disclosure: Jeg var del af en YDUN-ansøgning, som en god veninde var primus motor bag. Vi fik ikke nogen midler.

Posted in Debat | Leave a comment

40 års fødselsdagsønsker

Glade gæster.
Badeænder i diverse former og farver. Men selvfølgelig helst i nuancer af gult.
Penge (til et fladskærms-tv og/eller en computer og/eller andre ting – for så materialistisk er jeg nemlig).
Lego Research Institute set (godt nok meldes der udsolgt rundt omkring, men man har da lov til at håbe)
Gavekort til teater/koncerter/andet kulturelt sjov

Tegneserier:
Christin og Mezieres: Linda og Valentin samlede eventyr, bind 2, 3, 5, 6, 7
Tardi: Adele Blanc Secs Ekstraordinære oplevelser, boxsæt 2
Jiro Taniguchi: Senseis mappe, bind 1+2
Moebius: Major Grubert boksen; Edenas Verden boksen; Inkalen
Hugo Pratt: Corto Maltese: Afrikas Horn; Corto Maltese i Sibirien; Corto Maltese: Keltiske ballader; Corto Maltese: Tango
Emmanuel Guibert: Alans Krig

Bøger:
Knud Romer: Den der blinker er bange for døden
Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne
Christel Wiinblad: Min Lillebror (digtsamling)
Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme (digtsamling)
Francis Fukyama: Political Order and Political Decay: From the Industrial Revolution to the Globalisation of Democracy (endnu ikke udkommet)

Musik:
Joan as Police Woman: Real Life, To Survive, Cover og The Deep Field
David Bowie: The Next Day
Portishead: Third
The William Blakes: Wayne Coyne
Tina Dickow: Whispers
Kira Skov/Marie Fisker: The Cabin Project
CV Jørgensen: Lige lovlig live

DVDer
X-Files: Sæson 5, 7-9
Veronica Mars: Sæson 2 og 3
Lost: Sæson 5 og 6
House: Sæson 6 og 8
Captain America: The Winter Soldier

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment