Blogbestyreren sidder netop nu og arbejder med et oplæg om film og filosofi, som han skal præsentere på fredagens symposium om samme emne. I den forbindelse har han viklet sig ind i en diskussion omkring tilskuerens moralske medansvar for de begivenheder han eller hun er tilskuer til, og den måde hvorpå denne problematik tematiseres i Hanekes Funny Games og Hitchcocks Rear Window. Hvilket ledte til en diskussion af disse to films ”performative selvreferentialitet”. Et citat kan (måske) forklare hvad jeg mener med det.
“Både Funny Games og Rear Window etablerer og problematiserer således aktivt præcis det forhold mellem tilskuer og begivenhed, som begge film samtidigt konstant kredser om og forholder sig til. Det filmene gør i kraft af at være film (nemlig at være noget som man kan være tilskuer til), er en integreret del af det, som filmen er om (nemlig forholdet mellem tilskuer og begivenhed). Tilskuerne inddrages i (er for så vidt altid allerede en del af) denne problemstilling, blot ved at sidde og se filmene. Og netop derved involveres tilskuerne aktivt i filmene; de bliver en del af den historie de er tilskuere til, og igennem denne indlevelse i filmene forstærkes og underbygges den overordnede tematik.”
Det lyder jo sådan set meget godt – men giver det mening? Og hvad der er mindst lige så væsentligt: Er det sandt?
Der tænkes i styrhuset.
