over nogle kommentarer, som Capac og Paw skrev til et tidligere indlæg her på bloggen. Foranlediget af nogle bemærkninger jeg gjorde om Aristoteles, spurgte Capac, hvornår idéen om, at vi i dag tænker bedre end man gjorde i fordums tider, mon var opstået? Paw fulgte op på denne bemærkning med en kommentar om, at det i hvert fald ikke var idehistorikerne, der havde fundet på den – altså idéen om, at vi idag tænker bedre end tidligere tider.
Jeg undlod dengang at svare på disse spørgsmål, fordi jeg ikke vidste, præcist hvad jeg skulle svare. (I stedet valgte jeg den sikre og uforpligtende løsning i den slags situationer; jeg citerede en anden). Men nu er det gået op for mig, at jeg er en smule uenig med både Capac og Paw, og at de muligvis har misforstået mit indlæg en smule. Min pointe var ikke forundret at konstatere, at Aristoteles tilsyneladende var et intelligent menneske, der kunne tænke lige så kloge tanker som nutidens mennesker. Næh, min pointe var en lidt anden, nemlig forundring over, at allerede Aristoteles syntes at have et klart greb om noget, som man normalt henfører til moderniteten: At den grundlæggende reorientering af menneskets lyster og følelser der bringes i stand igennem menneskets indsocialisering i et konkret samfund er en helt grundlæggende forudsætning og betingelse for udviklingen af en lang række menneskelige kompetencer og evner.
At jeg undredes over dette skyldtes ikke, at jeg mener Aristotles var dårligere til at tænke end vi er i dag. Jeg tror således, at såvel Capac, Paw og jeg selv kan blive helt enige om, at Aristotles ikke var dummere end vi er idag; han tænkte bare anderledes om en hel del ting. Og hvad mere er; der er idéer og tanker, som det forekommer svært at forestille sig, at Aristoteles skulle være i besiddelse af, som f.eks. de idéer der senere er blevet udviklet af moderne videnskaber som psykologi og sociologi.
Sagt på en anden måde; jeg mener ikke, at Aristoteles eller de gamle grækere var dummere, end vi er i dag, eller at vi i dag nødvendigvis er bedre til at tænke end tidligere epokers mennesker. Men jeg vil mene, at vi i dag har visse indsigter og erkendelser, som man ikke havde på Aristoteles tid. Omvendt så tror jeg også, at Aristoteles havde nogle tanker og idéer, som vi ikke har i dag. Men i modsætning til Aristoteles, så har vi den fordel, at vi har adgang til en hel del af Aristoteles’ værker, og derfor kan komme til at forstå i det mindste noget af det hans mente og troede. Aristoteles derimod havde ikke adgang til den moderne videnskabs indsigter og tanker eller til hvad vi mener og tror.
Hvad der overraskede mig i mit forsøg på at forstå og fortolke Aristoteles var således ikke hans intelligens eller hans sofistikerede tankegang - man behøver ikke læse meget Aristoteles for at blive opmærksom på disse. Hvad der overraskede mig var nok snarere, hvor tæt Aristoteles, på trods af de mange åbenlyse forskelle på hans og vores menneskesyn og verdensopfattelse, på netop dette område rent faktisk er på nogle meget nutidige og moderne tanker.
Meeeen, man kan selvfølgelig ikke udelukke, at Aristoteles udelukkende fremstår så moderne, fordi jeg fortolker ham ud fra min egen (moderne) forståelsesramme; ud fra mine egne (tidsbestemte) fordomme. Som Gadamer skrev i Sandhed og Meytode, så er forståelsens historicitet det grundklæggende, og i princippet uomgængelige, hermeneutiske princip.
Hmmm – her skal vist tænkes lidt mere. Godt at netop det problem ikke er noget, som jeg behøver diskutere i Afhandlingen, men som jeg i stedet kan nøjes med at læsse af på de stakkels uskyldige læsere af min blog 
