Arkiv for kategorien ‘arbejde’

Præ Post.doc.

mandag, 6. oktober 2008

Og hvad, har masserne siden torsdagens glædelige begivenhed utålmodigt spurgt, skal filoffen så monstro sidde og lave derovre på Center for Subjektivitetsforskning?

Tjah, godt spørgsmål egentlig. Filoffen blev ansat på baggrund af denne her projektbeskrivelse - og mere ved han sådan set ikke. Jo, forresten: En del af projektet skal gennemføres på (eller ihvertfald i tæt samarbejde med) Emory Infant and Child Lab i Atlanta, USA, som ledes af psykologen Philippe Rochat – en af Piagets elever. Så filoffen skal nok til USA en gang eller to i løbet af projektforløbet.

Han glæder sig allerede til at starte :-)

Gode nyheder

torsdag, 2. oktober 2008

I dag

  1. skinner solen. 
  2. har jeg underskrevet og sendt min jobplan, så jeg kan blive (deltids-)aktiveret i Idealismekredsen med at gøre alt det jeg i virkeligheden allerede foretager mig.
  3. har min lillebror afleveret sit speciale.
  4. er jeg blevet tilbudt og har accepteret en 2-årig post.doc.-stilling på Center for Subjektivitetsforskning.

Alt i alt en meget god dag :-)

Hvor kom vi fra?

torsdag, 4. september 2008

Nåh, jo – det var noget med at få gjort lidt status over, hvad blogbestyreren sådan går og foretager sig, siden han åbenbart ikke har tid til at blogge så ofte som han plejer.

Ja, først og fremmest har han travlt med at forberede undervisning for hhv. 1. års-studerende på filosofi og sidefagsstuderende på Humaniora generelt. DET tager sgu’ tid.

I direkte forlængelse af ovenstående går der også en hel del tid med at holde blogbestyrerens Anden Aktør tilfreds. Det skal således dokumenteres at man rent faktisk HAR deltidsarbejde. Og så skal man jo også lige have arrangeret noget aktivering, da Anden Aktør ellers får en næse. Der skal kort sagt udfyldes skemaer, indhentes underskrifter og sendes papirer; opgaver der tager tid, som mere frugtbart kunne bruge andetsteds. F.eks. på at forberede undervisning eller skrive ansøgninger.

Så er der gået lidt tid med, som nævnt i det foregående indlæg, at skrive et abstract til en artikel til Iron Man and Philosophy antologien. Skulle man have lyst, så kan abstractet læses her.

Og så var der den der post.doc.-ansøgning. Alt forløb sådan set efter planen, og det lykkedes at skaffe de nødvendige underskrifter, så forrige tirsdag postede jeg en pakke med 1 original og 15 kopier af ansøgningsskemaet, projektbeskrivelsen og 8 bilag af forskellig slags. Og, fordi det jo ikke skal være simpelt, en cd-rom med hele svineriet i pdf-format. Så kan man jo bare håbe det bedste. Svar forventes engang i oktober.

Jeg skal jo egentlig også have ansøgt Carlsberg om støtte til projektet. De har deadline 1. oktober, så måske man for en gangs skyld skulle sørge for at være i virkelig god tid, og så få det sendt i aften? Hmmmm….

Og så skal der skrives 4 ansøgninger pr. uge. Det går – endnu da. Men hold da kæft hvor er det formålsløst.

Og så er der alt det sædvanlige: Venner, familie, film, bøger etc., som også kræver – og får – lidt tid her og der.

Netop nu

tirsdag, 2. september 2008

Man (det vil sige jeg) har lidt småtravlt for tiden: Jobsamtale i Odense, jobansøgningsskrivning, undervisningsforberedelse, socialisering, Idealismekredsarbejde (der fra næste uge kan kaldes for “aktivering”), konferenceforberedelse – og nu har jeg skisme også fået et abstract accepteret til den kommende Iron Man and Philosophy antologi. Der er aldrig et øjebliks ro, når man er hårdtarbejdende deltidsarbejdsløs akademiker :-)

Hvordan pokker Capac får tid til både at arbejde, have en familie OG være utrolig blogproduktiv er mig en gåde, men nogle mennesker når bare mere end andre.

Det går fremad

torsdag, 7. august 2008

Forrige uge gav jeg mig (endelig) i kast med at få skrevet den artikel om superhelte og tegneserier, som jeg engang tilbage i januar foreslog Kritik at bringe. Næste deadline er den 15. august, dvs. på næste fredag. Som nævnt i et tidligere indlæg skal min tidligere kontormakker forsvare sin ph.d.-afhandling på onsdag, og da der desuden er et par  yderligere næste uge, så er det ved at være knebent med tid, hvis jeg skal nå at blive færdig med artiklen til tiden.

Heldigvis er jeg kommet godt i gang. Har efterhånden fået skrevet omtrent 1o (overraskende velstrukturerede) sider om problemer og begrænsninger med det for tiden så populære “graphic novel” begreb, og er så småt i færd med at få superheltene skrevet ind i teksten. Og i dag lykkedes det mig sgu’ oven i købet at få bikset noget, der ligner en tese eller overordnet problemstilling, sammen.

I denne artikel vil jeg præsentere og problematisere en række af de antagelser og distinktioner, der præger den nuværende debat om tegneseriens status og i den forbindelse forsvare den tese, at selv superheltegenren, der traditionelt betragtes som tegneseriemediets mest gennemkommercialiserede og vulgært populærkulturelle udtryksform, kan være værd at beskæftige sig seriøst med.

Trofaste læsere af bloggen vil formodentlig næppe være overraskede over det ovenstående. Efter at have genlæst et par af mine gamle indlæg, og den diskussion af (og om) tegneserier og graphic novels, som de udløste, vil jeg faktisk gå så vidt som til at hævde, at inspirationen til argumentationen i første del af artiklen, og en stor del af motivationen for overhovedet at give mig i kast med at skrive den, faktisk kommer fra diskussioner på Den Gamle Blog - se f.eks. her og her.

Hvis jeg er i godt humør, når jeg nærmer mig konklusionen, så kan det hænde, at de hovedansvarlige, primært Irene, Klaus og Capac, bliver nævnt i en fodnote. Håber det er ok :-)

Jobsamtale

torsdag, 15. maj 2008

I går var jeg til jobsamtale i København, til et job som “Specialkonsulent indenfor forskning og innovation” ved Veterinærinstituttet. Det var en større sag: Fem mennesker der udspurgte mig i en time.

Man skal jo sælge sig selv, så jeg havde gudhjælpemig – indkøbt en ny skjorte, og spillede kæphøj, ja vel nærmest arrogant. Kom bl.a. for skade at sige, at hvis man kan forstå Kants moralfilosofi, så er der intet principielt til hinder for, at man også kan forstå, hvad forskerne på Veterinærinstituttet går og laver. Og så kritiserede jeg den fremlagte redegørelse for, hvorledes instituttet agter at imødekomme de undervisningsforpligtelser, der følger med, at det ved den sidste universitetsfusion blev en del af det universitære system (mere præcist DTU). Den var, forklarede jeg venligt, helt tydeligvis skrevet af folk, der ikke selv har haft med universitetsundervisning at gøre de sidste mange år. Hvad er det nu man siger? You gotta fake it ’till you make it :-)

Svar forventes indenfor de nærmeste par dage.

Sådan var det jo heller ikke ment…

onsdag, 23. april 2008

[J]eg vil … sørge for, at a-kasserne får bedre retningslinier for, hvor mange job ledige skal søge for at være det, vi kalder “aktivt jobsøgende”. Vi ved fra en pilotundersøgelse fra Arbejdsdirektoratet, at nogle a-kasser accepterer, at ledige kun søger et til fire job om måneden. Og det mener jeg absolut ikke er nok på et rødglødende arbejdsmarked, påpeger Claus Hjort Frederiksen.
Med fire initiativer vil beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen sørge for, at der bliver strammet op på rådighedskontrollen:
1. Rådighedstilsynet bliver lagt om, så der sikres et løbende og systematisk tilsyn med a-kassernes vurderinger af, om den ledige er aktivt jobsøgende.
2. Arbejdsdirektoratet, som fører tilsyn med a-kasserne, meddeler a-kasserne, at ledige bliver betragtet som aktivt jobsøgende, hvis de søger fire realistiske job om ugen.
3. Arbejdsdirektoratet vil pålægge a-kasserne at gennemgå deres beskrivelser af arbejdsgange, så de både er fyldestgørende og i overensstemmelse med rådighedsreglerne.
4. Arbejdsdirektoratet vil præcisere over for a-kasserne, at de selv er ansvarlige for, at deres it-systemer kan modtage information fra jobcentrene. Herudover vil Arbejdsmarkedsstyrelsen i løbet af 2008 modernisere jobcentrenes it-systemer, så medarbejdere i jobcentrene og a-kasserne får adgang til de samme oplysninger om den lediges situation.

Uddrag fra pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet udsendt den 06-02-2008 (min fremhævning).

Jeg er glad for, at de [A-kasserne] endelig bliver opmærksom på, hvad vi har sagt siden 6. februar, nemlig at de arbejdsløse bare er på den sikre side, hvis de søger de fire job.”
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i Politiken i dag (min fremhævning).

Andet relevant materiale:
Faktaark fra Beskæftigelsesministeriet lagt på ministeriets hjemmeside d. 06-02-2008
Meddelelse fra Arbejdsdirektoratet udsendt d. 06-02-2008.

Det er muligt, at Claus Hjort har sin politiske ryg dækket – men han har sgu ikke været særlig ivrig efter at rette evt. misfortolkninger af ministeriets fortolkning af kravene om rådighedskravene for ledige.

Bededagsferie, indsocialisering, frihed, Heidegger

mandag, 21. april 2008

Aaah – bededagsferie. Tre solskinsfyldte, forårs-offline-fridage (bemærk de heideggerske bindestreger). Fredag tilbragte jeg på Uni med at læse Heidegger, men lørdag og søndag blev tilbragt derhjemme, med at nyde foråret og solen. Lørdag var jeg rundt i diverse butikker og købe jord og planter, så mine altankasser og potter kunne komme i brug. Under megen møje og besvær lykkedes det at transportere 100 liter blomsterjord og 20 liter lecra-kugler fra Silvan og hjem på cyklen. Og i Superbest fandt jeg et parti billige, lettere nedslidte, stedmoderblomster, som jeg nu prøver at få til at live op igen. Udover at det er billigere at købe frasorterede blomster, så er det også sjovere end at købe store flotte planter, som ser flotte ud og trives, uden at man behøver gøre noget :-)

Søndag lå jeg i en liggestol på altanen og læste. Tre bøger nåede jeg at blive færdig med: To korte Jack Vance romaner: Son of the Tree og The Houses of Izsm, der som alle Vances bøger er ved at sprænges af fantastiske idéer og planeter, og Mads Storgaard Jensens Når politik bliver pop, som er en af de mest politisk naive bøger, jeg længe har læst.

I dag har jeg så demonstreret, hvor godt jeg er blevet indsocialiseret i Claus Hjort Frederiksens fagre nye ledighedsverden: På under to timer lykkedes det mig at opfylde kravet om mindst fire ugentlige ansøgninger til opslåede fuldtidsstillinger. Og en af dem ville det faktisk være OK at få - omend det ville indebære, at jeg skulle flytte til København :-o

Nå, men om ikke andet så har jeg nu resten af ugen fri til at få formuleret et post.doc.-projekt til en stilling ovre på Center på Subjektivitetsforskning, som jeg har et godt øje til. Men først skal jeg lige have skruet et oplæg sammen til morgendagens møde i Idealismekredsen. Heidegger om Schellings Frihedsskrift? Ikke verdens letteste emne!

Ugens kvote

onsdag, 16. april 2008

Så er ugens ansøgningskvote opfyldt. Har netop sendt en ansøgning om en pædagogisk uddannelsesstilling afsted til Esbjerg Gymnasium og HF, hvilket, sammenholdt med de tre ansøgninger fra i går, betyder, at resten af ugen tilhører mig selv.

Så NU skal der formuleres post.doc.-projekter, læses Heidegger og generelt bedrives filosofi :-)

Checkjobnet

tirsdag, 8. april 2008

Efter at have været til rådighedsmøde i A-kassen, hvor de nye strammere regler vedrørende jobsøgning for første gang blev officielt præsenteret, er blogbestyreren blevet om muligt endnu mere positivt indstillet overfor Søren W. Rasmussens fikse lille program Checkjobnet, end han var før. Checkjobnet er et computerprogram der dels sørger for hver uge automatisk at registrere en som jobsøgende på jobcenter.dk og dels udsender de fire ansøgninger pr. uge, som Beskæftigelsesministeren kræver.

Den MA-medarbejder der stod for rådighedsmødet anbefalede ikke direkte programmet, men bemærkede lettere henkastet, at da ministeriets krav udelukkende drejer sig om antallet af sendte ansøgninger, dvs. udelukkende fokuserer på en kvantitativ målestok, og intet har at gøre med kvaliteten af disse ansøgninger, så kræver de principielt ikke den store arbejdsindsats, og kan derfor – i det mindste principielt - sagtens udsendes af en maskine.

Mødet afslørede også en formodentlig uforudset, men bestemt ikke overraskende konsekvens af de skærpede ansøgningskrav, nemlig at stadigt færre jobs på jobnet.dk tilsyneladende kan søges elektronisk. Forklaringen er simpel: Arbejdsgiverne gider ikke modtage de mængder af computergenererede standardansøgninger, som ministeriets krav ret naturligt har affødt.

Dagens Politiken har et indlæg om Checkjobnet og om HK’s (meget sunde) reaktion på de skærpede krav til dagpengemodtagerne. Læs det her.