Arkiv for kategorien ‘Film’

Funny Games, Rear Window og selvreferentialitet

onsdag, 29. oktober 2008

Blogbestyreren sidder netop nu og arbejder med et oplæg om film og filosofi, som han skal præsentere på fredagens symposium om samme emne. I den forbindelse har han viklet sig ind i en diskussion omkring tilskuerens moralske medansvar for de begivenheder han eller hun er tilskuer til, og den måde hvorpå denne problematik tematiseres i Hanekes Funny Games og Hitchcocks Rear Window. Hvilket ledte til en diskussion af disse to films ”performative selvreferentialitet”. Et citat kan (måske) forklare hvad jeg mener med det. 

Både Funny Games og Rear Window etablerer og problematiserer således aktivt præcis det forhold mellem tilskuer og begivenhed, som begge film samtidigt konstant kredser om og forholder sig til. Det filmene gør i kraft af at være film (nemlig at være noget som man kan være tilskuer til), er en integreret del af det, som filmen er om (nemlig forholdet mellem tilskuer og begivenhed). Tilskuerne inddrages i (er for så vidt altid allerede en del af) denne problemstilling, blot ved at sidde og se filmene. Og netop derved involveres tilskuerne aktivt i filmene; de bliver en del af den historie de er tilskuere til, og igennem denne indlevelse i filmene forstærkes og underbygges den overordnede tematik.”

Det lyder jo sådan set meget godt – men giver det mening? Og hvad der er mindst lige så  væsentligt: Er det sandt?

Der tænkes i styrhuset.

Eternal sunshine of the spotless mind

tirsdag, 28. oktober 2008

JP Videnskab kan i dag berette, at amerikanske forskere, under ledelse af dr. Joe Tsien, har fundet en metode til at slette minder hos mus og (potentielt) hos mennesker.

»Ved selektivt at fjerne minder fra for eksempel krige eller uønsket angst kan man hjælpe mange mennesker med at leve et bedre liv,« siger Joe Z. Tsien i en pressmeddelelse. 

Det lyder bekendt.

Film og filosofi

mandag, 27. oktober 2008

Endagssymposium om FILM & FILOSOFI

Arrangeret af Filosofisk Studenter Kollokvium (FSK)
i samarbejde med
Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet.

Fredag d. 31/10, kl. 10-15.45
Mødelokale 2, Studenternes hus, Aarhus Universitet

I krydsfeltet mellem film og filosofi trives mangt en kulturel bastard, herunder Wachowski-brødrene med deres Matrix-trilogi og Richard Linklater med sin Waking Life. Men også en radikal intellektuel som den slovenske Slavoj Žižek, der med sin A Pervert’s Guide to Cinema stadfæstede psykoanalytisk (Lacaniansk) filmteori, har draget nytte af mediets brede appel.

Med dette endagssymposium sigtes der således til oplæg omhandlende forskellige former for eksponering af filosofisk tankegods, både den af filmskaberen intenderede art og filosoffens anvendelse af filmmediet til illustration af ellers vanskeligt tilgængelige stofområder.

PROGRAM:
10.15-11.00: Carsten Fogh Nielsen: How to do Things with Movies
11.15-12.00: Danny Kreuztfeldt: Mod posthumanistisk filmanalyse
Pause
12.45-13.30: Niels Kern Bertelsen: Toy Story – en eksistentiel dannelsesrejse
13.45-14.30: Matthias Elmose Andersen: Filmens ontometaforik
Pause
15.00-15.45: Søren Graae Rasmussen: Autonom lyd i Jean Luc Godards videoværk Histoire(s) du Cinema

Se plakaten her og det fulde program (med abstracts) her.

Afledte fordele

tirsdag, 21. oktober 2008

Nå, men her i går var jeg så ude i Kvickly Extra i Viby for at kigge på en bærbar computer. Desværre viste ugens tilbud (som var grunden til, at jeg havde vovet mig til Viby)  sig at være en meget grim, lettere plasticagtig tingest, så på trods af at der sådan set var tale om en okay computer til prisen, endte jeg med heller ikke denne gang at købe ny computer.

På vejen ud kom jeg til gengæld forbi en rodekasse med dvd’er til 25 kroner, hvor jeg bl.a. faldt over den her:

dr-strangelove.jpg

Sådan kan man undertiden være heldig.

(At jeg så også benyttede lejligheden til at købe første sæson af den (meget) amerikanske og (meget) 80′er-agtige ungdomsserie 21 Jump Street med en (meget) ung Johnny Depp, er et forhold vi forbigår i pinlig tavshed).

Call for papers – Film og filosofi

torsdag, 4. september 2008

CALL FOR PAPERS
- Endagssymposium om -
FILM & FILOSOFI

Arrangeret af
Filosofisk Studenter Kollokvium (FSK)
i samarbejde med
Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet

Fredag d. 31/10, kl. 10-18
Mødelokale 2, Studenternes hus, Aarhus Universitet

I krydsfeltet mellem film og filosofi trives mangt en kulturel bastard, herunder Wachowski-brødrene med deres Matrix-trilogi og Richard Linklater med sin Waking Life. Men også en radikal intellektuel som den slovenske Slavoj Žižek, der med sin A Pervert’s Guide to Cinema stadfæstede psykoanalytisk (Lacaniansk) filmteori, har draget nytte af mediets brede appel.

Med dette endagssymposium sigtes der således til oplæg omhandlende forskellige former for eksponering af filosofisk tankegods, både den af filmskaberen intenderede art og filosoffens anvendelse af filmmediet til illustration af ellers vanskeligt tilgængelige stofområder. Dette er således muligheden for at få udtrykt dine tanker vedrørende Film & Filosofi i et seriøst forum.

Deadline: 30/9. Titel og abstract på max 350 ord indsendes til fsk@kollokvium.dk

Se det officielle call for papers her.

The Spirit og Watchmen Trailers

lørdag, 9. august 2008

Bloggen er kommet en smule bagud på filmtrailerfronten: Der bekagles på det dybeste.

Mindst to interessante tegneseriefilmatiseringer er på vej. Den ene Frank Millers The Spirit film, som jeg, efter at have set et par af trailerne, simpelthen ikke ved hvad jeg skal mene om. Det ser flot ud; han har fået en masse underskønne damer til at spille med (i mine øjne er Scarlett Johansson skabt til at optræde i en Spirit-film), men der er et eller andet ved hele stemningen i de trailere der er blevet frigivet, som jeg finder meget lidt Spiritsk – hvis I forstår hvad jeg mener. Hvilket vel ikke er overraskende, når man tager i betragtning, at Miller selv har beskrevet sit forhold til Eisner, som et 25 år langt skænderi.

Nå, men her er i hvertfal traileren. Af grunde som er så åbenlyse, at jeg ikke gider forklare dem, har jeg valgt den med de skønne damer :-)

Den anden film ,der er på vej, er Zach Snyders Watchmen. Her var jeg i udgangspunktet mere skeptisk end jeg var overfor Millers Spirit-projekt. Manden bag filmatiseringen af Millers 300 som instruktør på Watchmen? Hmmmmm. Men de oplysninger og billeder, der er sluppet ud fra settet, synes alle at pege i en fornuftig retning. Og traileren er lovende: De har ramt dr. Manhattan spot on, og The Comedians vanvittige grin, mens han mejer vietconger ned er bare rigtigt (altså forkert, jeg mener…)

Anyroad: Her er traileren:

Interresting nerdy infobit: Sangen der bliver brugt som underlægningsmusik på traileren er en remixed udgave af Smashing Pumpkins “The beginning is the end is the Beginning “, fra soundtracket til Batman and Robin. Et interessant valg, men meget passende givet tegneseriens handling:

Send a heartbeat to
The void that cries through you
The pale princess of a palace cracked
And now the kingdom comes
The world is lost and blown
And we are flesh and blood disintegrate
And in your darkest hour
I hold secrets flame
We can watch the world devoured in it’s pain

Lige nu

torsdag, 31. juli 2008

Ja, ja, jeg ved det godt. Jeg lovede, at jeg ville skrive en mere detaljeret anmeldelse af The Dark Knight, og jeg mumlede vist oven i købet også noget om, at jeg såden helt generelt ville se at komme i gang med at få skrevet nogle flere indlæg til bloggen.

Det er så ikke lige blevet til noget (men se dog diskussionen af The Dark Knight i dette kommentarspor). Grunden er simpel: Godt vejr og travlhed.

Det gode vejr betyder, at når jeg ikke arbejder, så prøver jeg at være udenfor - en taktik der foreløbig har resulteret i en gedigen solskoldning på højre side af min mave og bryst pga. en lidt for lemfældig omgang med solcremen.

Travlheden skyldes en hel del ting. Forsoning med en god veninde har betydet, at der var en del ting der skulle indhentes, ikke mindst filmwise, så indenfor den sidste uge har jeg derfor både været inde og se The Incredible Hulk, som var overraskende OK (og laaaaangt bedre end Ang Lee’s Hulk) og Forgetting Sarah Marshall, der ikke alene var OK, men decideret god. Anbefales stærkt.

Derudover har jeg så haft travlt med

-at skrive projektbeskrivelse til min postdoc-ansøgning (færdig og sendt til læsning/faglig vurdering hos folk, der har forstand på den slags ting)

-at skrive en artikel om tegneserier og superhelte til Kritik (der arbejdes på sagen, men det er endnu ikke lykkedes at nå frem til superheltene)

-at få fremskaffet mit forsvundne vaskekort, så jeg kunne få ryddet ud i den hastigt voksende vasketøjsdynge (en opgave der blev væsentligt lettere, da andelsforeningens vicevært vendte hjem fra ferie og fandt kortet i sin postkasse)

-at gå til Zulu Sommerbio og se Og det var Danmark, dokumentaren om det danske landsholds udvikling og succes fra 1978 til 1992 (sjov, men ikke på nogen tænkelig måde dybdeborende eller kritisk)

-at være social med venner og bekendte (gerne udenfor pga. vejret)

-at læse Naomi Kleins The Shock Doctrine (ganske glimrende, men man skal som altid bevare sin kritiske sans og ikke uden videre acceptere den overordnede plotstruktur – og så er det blevet mig klart, at man ud fra hans nu slettede indlæg i Weekendavisen må gå ud fra, at Azrouni enten ikke har læst bogen eller har været ude af satnd til at forstå den)

-og alt sådan noget.

For lidt siden

onsdag, 23. juli 2008

Og så var det i nat, at blogbestyreren var til Århus-premiere på den nye Batmanfilm :-D

Som, kan det lige så godt afsløres, er god. Meget god endda. Vi taler fem-femenhalv stjerne ud af seks mulige. Og hvad mere er, så talte rygterne sandt: Heath Ledger er helt forrygende som Jokeren. Sjældent har man set en så gennemført, og gennemført ond, skurk.

Men generelt befinder skuespilpræstationerne sig på et næsten skræmmende højt niveau. Christian Bale er glimrende som både Batman og Bruce Wayne; Michael Caine videreudvikler sin allerede fine fremstilling af Alfred; Aaron Eckhart er såvel troværdig og likeable som Arthur Harvey Dent (men vi ved jo, hvad han udvikler sig til); Gary Oldman er James Gordon – sympatisk, hæderlig, en smule kynisk og meget menneskelig og Maggie Gyllenhaal er fin – men lidt kedelig - som Rachel Dawes. Til Gyllenhaals forsvar skal siges, at hun sandt for dyden ikke fået meget materiale at arbejde med. Manglen på (stærke) kvinder er nok filmens svageste punkt – der er i den grad tale om en film og og for mænd - men man har jo altid lov at håbe på, at Catwoman dukker op i den næste film :-)  

Når jeg får tid følger en mere detaljeret anmeldelse. Der er et og andet at sige om både dette og hint ;-)

I aften skal jeg ind og se The Incredible Hulk. Det kan vist næsten ikke blive andet end en skuffelse.

Jøsses milde III

tirsdag, 22. juli 2008

Batman-stjerne anholdt

Skuespilleren Christian Bale er blevet anholdt i forbindelse med opklaringen af sagen om overfaldet på hans mor og søster

Ad nauseam?

mandag, 21. juli 2008

Når blogbestyreren ikke lige er travlt optaget af alle de ting, som fylder en almindelig hverdag, så tænker han for tiden meget på Batman :-)

Endnu en trailer: