Absolut ytringsfrihed?

Det foregående indlæg fik mig til at forfatte nedenstående.

Udover en generel borgerlig modvilje mod begrebet ‘multikulturalisme’, så synes det, som kritikerne af det nyoprettede Center for Studier i Lighed og Multikulturalisme har taget anstød af, især at være Holtugs udtalelser om, at det er “vigtigt at undersøge, hvordan »ytringsfriheden bør afvejes« over for respekt for religiøse minoriteter, for eksempel i situationer som Muhammed-krisen.”

Holtug uddyber dette udsagn på følgende måde:

På den ene side er ytringsfriheden en helt central værdi i vores samfund. På den anden side siger nogle, at det også er en central værdi at respektere religiøse minoriteter. Så er spørgsmålet, hvad vi stiller op, når de værdier kommer i konflikt med hinanden, som for eksempel i Muhammed-krisen. Vi er nødt til at diskutere, hvilken værdi, der er vigtigst i en given situation.

Til dette svarer Pihl, at der dermed:

…gives forskningsmidler til at begrænse ytringsfriheden af hensyn til Abu Labans sårede følelser. Når Nils Holtug siger, at det er ytringsfriheden, der skal afvejes over for respekt for religiøse minoriteter, er det ikke en neutral formulering. Så er det ytringsfriheden, der skal reduceres og ikke omvendt. Han har altså som erklæret mål at fremme en situation i Danmark, hvor ytringsfriheden skal vige for religiøse hensyn.

Dette synes at være en, i bedste fald tendentiøs, i værste fald direkte misvisende, gengivelse af Holtugs udtalelser. For det første er det ikke folks sårede følelser, som skal respekteres, men deres religiøse holdninger. For det andet så har Holtug ikke udtalt, at ytringsfriheden rent faktisk skal begrænses af hensyn til respekten for religiøse minoriteter, men blot at den skal afvejes i forhold til disse. En sådan afvejning kan jo sagtens ende ud med, at det viser sig, at der ikke skal ske nogen som helst indskrænkning af ytringsfriheden.

Jeg har på fornemmelsen, at hvad der i særlig grad går kritikerne på, er at Holtug synes at anse “respekt for religiøse minoriteter” som en værdi, der i visse situationer kan veje tungere end respekt for ytringsfriheden, og som derfor kan lede til en vis begrænsning af denne frihed. Dette bliver helt eksplicit i journalist Per Thiemann kritik af Holtug:

Holtug skal naturligvis have sin frihed til at forske i, hvad han vil. Men når hans udgangspunkt er, at ytringsfriheden overhovedet bør afvejes over for en religiøs minoritet, så kan han ikke løbe fra at have taget stilling til, at nogle mennesker, alene på baggrund af deres tro, skal have særlige rettigheder i forhold til andre. Så kan det ikke blive mere politisk.

Dette er endnu en tendentiøs udlægning af, hvad Holtug har sagt. For det første så synes Thiemann implicit at forudsætte, at fordi man afvejer noget (ytringsfriheden) med noget andet (respekt for en religiøs minoritet), så indskrænker man det dermed. Men det passer ikke; man overvejer blot, hvordan en ting skal vægtes i forhold til noget andet. Og som allerede sagt, så kan det jo sagtens ende med, at ytringsfriheden på ingen måde skal indskrænkes af hensyn til visse menneskers religiøse overbevisning.

Dette viser også, at Thiemanns påstand om, at Holtug vil tildele visse mennesker særlige rettigheder pga. deres tro er forkert. I det mindste forekommer det ret åbenlyst, at Holtug ikke i udgangspunktet vil tildele nogen særrettigheder. Hvad han vil, er at undersøge, om respekt for en gruppes religiøse overbevisninger er en værdi, der evt. kan begrunde en vis indskrænkning af ytringsfriheden. Thiemann mener tydeligvis ikke at dette er tilfældet, men desværre giver han ikke noget argument for sin holdning. Man må gå ud fra, at han, såfremt han blev spurgt, kunne give en begrundelse for sin holdning. Ellers kunne man let blive forledt til at tro, at den blot var udtryk for en eller anden irrationel fordom. Holtug forekommer at være mere agnostisk, da han, sådan forekommer det i det mindste mig, i udgangspunktet ikke har taget stilling hverken for eller imod.

Som et ikke specielt religiøst menneske kan jeg sagtens forstå, at man bliver irriteret over folk, som i udgangspunktet overhovedet mener, at folks religiøse overbevisninger kan have nogen som helst værdi, og kan tjene til at begrunde noget som helst. Og strategisk set kunne man overveje om det var smart af Holtug, at vælge netop det eksempel til at illustrere centrets formål.

Man kan måske undgå noget af denne irritation, og dermed få et mere fordomsfrit syn på problemstillingen, hvis man formulerer den en smule mere overordnet: Hvad Holtug slår til lyd for, kunne man sige, er nødvendigheden af en filosofisk undersøgelse og diskussion af ytringsfrihedens relation til hele det spektrum af værdier, som vi i en moderne retsstat anser for væsentlige og vigtige at opretholde og forsvare. Nu fremhæves ytringsfriheden ofte, og her især i kølvandet på Muhammed-krisen, som den væsentligste af alle frihedsrettigheder. Jeg er ikke selv overbevist om, at dette er rigtigt, men selv hvis man tilslutter sig dette synspunkt, så er der næppe nogen som mener, at ytringsfriheden er den eneste væsentlige frihedsrettighed. Der er også retten til at tro hvad man vil; retten til ikke at blive underkastet vilkårlig arrestation; retten til frit at slutte sig sammen med andre i foreninger og klubber; retten til at få sin sag prøvet ved en domstol osv. osv.

Hvis man medgiver dette, så forekommer det at være et legitimt spørgsmål at stille, om ytringsfriheden altid og nødvendigvis trumfer de øvrige rettigheder? Dvs. om der er situationer, hvor ytringsfriheden er i konflikt med en eller flere af de øvrige frihedsrettigheder, og hvor det ikke nødvendigvis er ytringsfriheden der skal eller bør løbe af med sejren? Eller for at udtrykke det samme på en lidt anden, og måske mere simpel, måde: Er ytringsfriheden absolut i den forstand, at den indebærer, at alle mennesker altid har ret til at sige lige præcis hvad de vil?

Det er der næppe nogen der vil mene. F.eks. er det de færreste der mener, at der eksisterer en generel ret til at lyve – eller der synes i det mindste at eksistere en generel enighed om, at løgn og injurier normalt er moralsk forkastelige. Og der synes også at være generel enighed om, at man ikke må mobbe – ellers ville der vel ikke år efter år blive gennemført kampagner mod mobning i folkeskolerne. Langt de fleste synes derfor at være enige om, at der man ikke har ret til at sige hvad som helst, om hvem som helst, når som helst man har lyst.

Men dette rejser helt naturligt spørgsmålet om, hvad det så er for forhold, som indskrænker den fuldstændigt ubegrænsede ytringsfrihed? Hensyntagen til andre? Høflighed? Pragmatiske hensyn? Og det rejser spørgsmålet om, på hvilke måder, den absolutte ytringsfrihed så legitimt kan indskrænkes. Kan visse former for udtalelser helt forbydes? Skal der lovgives om det? Eller skal en evt. begrænsning udelukkende formuleres uformelt, dvs. igennem socialt accepterede, men ikke juridisk indstiftede, forbud og indskrænkninger?

Disse spørgsmål forekommer mig væsentlige og interessante at diskutere. Og der er ikke særligt langt fra disse spørgsmål og til spørgsmålet om, hvordan, og i hvilket omfang, ytringsfriheden skal afvejes overfor respekten over for andre menneskers religiøse overbevisninger. Jeg er som sagt ikke selv specielt religiøs, men jeg kan forstå, at folk som er religiøse kan føre sig krænkede, når deres overbevisninger gøres til genstand for ” hån, spot og latterliggørelse” for nu at citere fra Flemming Roses herostratisk berømte følgetekst til de 12 Muhammed-tegninger, som udløste Muhammed-krisen.

At jeg kan forstå, at folk føler sig krænkede over at deres religiøse overbevisninger gøres til grin, betyder imidlertid ikke, at jeg mener, at de dermed skal have ret til at forbyde folk at gøre grin med disse overbevisninger. Det betyder heller ikke, at jeg mener, at folks religiøse overbevisninger på noget som helst plan kan bruges som argument for at indskrænke ytringsfriheden. Blasfemi er fint nok med mig. (At jeg så af andre grunde mener, at JP’s Muhammedtegninger var helt ude i hampen er for så vidt ligegyldigt. De havde ret til at bringe dem, og den ret kan ikke indskrænkes blot fordi tegningerne krænker bestemte mennesker følelser).

Men at jeg mener, at ytringsfriheden ikke skal indskrænkes pga. folks religiøse overbevisninger, betyder omvendt ikke, at jeg synes det er i orden at krænke folks religiøse følelser; det betyder blot, at jeg ikke mener, at denne krænkelse er så alvorlig, at den retfærdiggør en indskrænkning af ytringsfriheden. Hvorfor mener jeg det? Hvilke argumenter kan jeg give for min holdning? Eller er det eneste argument for min holdning, at det nu engang er det jeg mener?

Det er den slags spørgsmål, som Holtug lægger op til at Center for Studier i Lighed og Multikulturalisme skal diskutere. Og jeg kan for min død ikke se, hvorfor det er problematisk. At jeg på mange planer (de fleste faktisk) er filosofisk dybt uenig med Holtug, og at jeg har en ret god idé om, hvilken form for filosofisk forskning, der vil blive bedrevet på centret (en form jeg ikke bryder mig specielt meget om) er for så vidt irrelevant. Der er altid behov for at få diskuteret, hvorledes de mest grundlæggende værdier i vores samfund forholder sig til hinanden, og hvad de egentlig medfører. At man faktisk kan få penge til at forske i den slags ting er da bare glædeligt.

Om filoffen

Filoffen filosoferer
Dette indlæg blev udgivet i Debat, filosofi, Politik. Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Absolut ytringsfrihed?

  1. Per Thiemann skriver:

    Tak for interessen for debatten mellem blandt andre Niels Holtug og undertegnede og den meget nuancerede fremstilling her på bloggen.

    Citatet fra min lederartikel skal ses i sammenhæng med, at jeg hovedsageligt angriber Holtugs udsagn om, at han ikke bedriver politisk forskning. Han skal som sagt have frihed til at forske i afvejning af ytringsfrihed over for respekt for religiøse minoriteter. Men når hans udgangspunkt er, at en grundlæggende frihedsrettighed skal afvejes over for hensynet til en særlig gruppe i samfundet, så siger han samtidig, at det er nødvendigt at overveje, om man skal ophæve grundprincippet om lighed for loven.

    Det er efter min opfattelse et meget politisk udgangspunkt.

    Med venlig hilsen
    Per Thiemann, Journalist, Nyhedsavisen
    Blog: http://avisen.dk/peth

  2. filcfn skriver:

    Hej Per

    Hvis ovenstående var hvad du mente i din leder, så undrer det mig, at det ikke var det du skrev. Men vi har jo ytringsfrihed, så du kan jo skrive hvad du vil 🙂

    Derudover en række pedantiske kommentarer:

    1) For at den påstand skal give mening skal vi først have redegjort hvad der menes med lighed forloven. F.eks. kunne det jo være, at at alle religiøse grupperinger, og generelt alle individer i et samfund, har ret til ikke at blive udsat for udtalelser der krænker deres tro og levevis. HEr er ALLE lige for loven, idet alle, eller alle grupperinger i et samfund, har den samme ret.

    2) Du mistforstår Holtug, hvis du tror, at han mener, at ytringsfriheden muligvis skal afvejes overfor én særlig gruppe i samfundet. At Holtug specifikt nævner Islam og muslimer, er blot et (meget let forståeligt) eksempel. Jeg mener personligt ikke, at der eskisterer en sådan ret, men det kan jo være jeg tager fejl. Det forekommer mig at være et legitimt synspunkt at debatere og forske i – medmindre selvfølgelig der er ting man ikke må forske i?

    3) At mene, at man blot uden videre kan gå ud fra, at det er unødvendigt at overveje, om man skal ophæve grundprincippet om lighed for loven. forkeommer mig at være et meget politisk udgangspunkt. Eller sagt med andre ord: Der eksisterer sgu ikke upolitiske udgangspunkter for nogen form for forskning.

  3. Pingback: Use of Weapons » Blog-arkiv » Dagens overspringshandling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *