Batman, Aristotles, Kant

Afhandlingsskriveriet er lagt på hylden et par dage. Der skal nemlig, jvf. dette indlæg, produceres en kort 12-siders artikel om Batman, Aristoteles og Kant og deres syn på etisk dannelse. Deadline for indsendelse af første udkast til artiklen er på fredag, så principielt har jeg en smule travlt.

Men for en sjælden gangs skyld føler jeg mig ikke stresset over en nært forestående deadline. Faktisk var det lidt med vilje, at jeg ventede med for alvor at påbegynde artiklen til deadline var lige om hjørnet. Formålet med artiklen er nemlig at bruge Batman-figuren til introducere til det filosofiske spørgsmål om etisk dannelse for et lægmandspublikum. Og for at gøre det skal der skrives kort, klart og uden unødigt filosofisk tankegods – noget som en nært forestående deadline i høj grad motiverer til at gøre. Og da såvel den etiske dannelse som Batman er emner jeg er ret meget inde i, kan jeg skrive meget mere direkte fra hjertet, end jeg ville kunne ved en normal filosofisk artikel.

Foreløbigt går det da også meget fint. Har allerede skrevet ca. halvdelen af artiklen:

Først kommer der en halvanden sides intro til Batman, som påpeger, at Batman adskiller sig fra en bunke andre superhelte (som f.eks. Superman, Grønne Lygte og Wonder Woman) derved, at han er den han er i kraft af sin egen indsats, og ikke i kraft af en eller anden mere eller mindre plausibel videnskabelig eller overnaturlig hændelse. Dette gør, hævder jeg, at Batman er en mere oplagt kandidat til at optræde som et form for eksemplarisk dalnnelsesideal end f.eks. Superman.

Dernæst kommer der tre sider om den aristoteliske ide om at etisk dannelse primært foregår igennem efterligning og imitation af moralsk eksemplarisk personers handlinger og adfærd. Som eksempel bruger jeg Batman og Robin, og peger på den lange række af andre superhelte (Batgirl, Batwoman, Oracle, Huntress), der implicit eller eksplicit har Batman som moralsk forbillede.

Og så foreløbigt halvanden sides kritik af denne ide. Her fokuserer jeg på to problemer. 1) at små børns opfattelse af hvem der er moralsk eksemplariske og efterlignelsesværdige personer ofte bestemmes af de autoritetsrelationer de befinder sig i (forældre og lærere betragtes ofte som moralske forbilleder), mens det er burde være folks faktiske moralske karakter, der afgjorde dette spørgsmål. Atter engang anvender jeg her Batman-Ronin forholdet som eksempel. Og 2) spørgsmålet om, hvorledes vi ved, at vores umiddelbare forestilling om hvem der er moralsk eksemplariske og beundringsværdige personer, faktisk er korrekt. Det kan godt være, at vi tror at Batman er et godt moralsk forbillede, men hvad nu hvis de som mener, at han er en gemen selvtægtsmand i virkeligheden har ret?

Resten af artiklen skal, som man måske næsten kan regne ud, introducere et kantiansk/hegeliansk dannelsesideal som modvægt til det aristoteliske. Etisk dannelse rummer, udover det dydsetiske-mimetiske aspekt, som er det fremtrædende element i Aristoteles’ teori, også et element af frigørelse og frisættelse (Kant og autonomi-tanken). I sidste del af artiklen bliver de relevante casestudies 1) den første Robins (Dick Greysons) succesfulde opgør med Batman og hans skifte til en ny identitet (Nightwing); 2) den anden Robins (Jason Todds) mislykkede oprør mod Batman, der jo som bekendt endte med Jasons død; og endelig 3) Oracles (Barbara Gordons, den tidligere Batgirls) afsløring af Batmans skjulte overvågning af hendes computersystem og hendes efterfølgende afvisning af yderligere indblanding fra Batmans side.

Er der nogen tegneseriefolk der ude, der har yderligere gode ideer?

Og derudover: Når artiklen engang er mere færdig (og efter at redaktøren har kigget på første udkast), så tror jeg måske, at jeg får brug for et par ikke-filosofiske tegneserie/Batmankyndige læsere. Er der nogen der melder sig?

Om filoffen

Filoffen filosoferer
Dette indlæg blev udgivet i filosofi, Litteratur, tegneserier. Bogmærk permalinket.

24 kommentarer til Batman, Aristotles, Kant

  1. Ulf skriver:

    Ikke-filosofisk tegneserie/Batmankyndig læser? That’ll be me! Bring it on!

    Et par tanker: hvis du vil gå ud over Batman (mine lærere har lært mig at det er fint at perspektivere 😉 ), er der jo flere eksempler på figurer, som overtræder de grænser Batman har sat for sig selv (f.eks. Punisher eller Rorshach), idet de ikke har skrupler i forhold til at dræbe “forbryderne”. Dem kan du jo inddrage hvis du har behov.

    Et andet element du kan inddrage er Frank Millers “The Dark Knight Returns”, hvor du både har den pensionerede Batman, der genoptager sin gamle rolle (eller sin sande identitet, hvis man vil) og så den nye Robin, fra hvem du kan trække sammenlignende tråde til de to andre Robin’er du behandler.

    Endeligt er der jo – a pro pos sagen med Oracle – JLA-historien Tower of Babel (JLA #43-46) hvor det afsløres at Batman har detaljerede planer over alle heltes svagheder og hvordan man kan overvinde dem (bare ærgeligt at de falder i hænderne på Ra’s Al Ghul).
    Og afsløringen (i Identity Crisis) af at de andre helte har ændret Batmans minder om en bestemt hændelse.
    Det er nok de centrale nyere Batman-hændelser som du i mine øjne ikke dækker – hvor relevante for artiklen de så er, må du afgøre).

    Men de lyder meget spændende og jeg vil meget gerne læse den.

  2. filoffen skriver:

    Jotak – jeg siger til når jeg har noget der skal læses 🙂

    Det er desværre en bundet opgave, med et begrænset omfang, så der bliver nok ikke plads til Punisher/Rorschachvinklen. Men jeg diskuterer kort vigilante-problematikken ud fra (natürlich) Millers Dark Knight Returns.

    Jeg er (som du måske kan læse ud af indlægget) ikke så bevandret udi i den nyeste Batman-historie, så jeg takker for henvisningerne. Problemet er her, som altid, hvor meget man kan gå ud fra, at ens læsere kender til det emne man skriver om, in casu Batman. Mine kolleger står allerede af, og betragter mig som nørdet, når jeg skelner mellem Robin 1, 2 og 3, (for slet ikke at tale om når jeg begynder at skelne mellem Jason Todd før og efter Infinity Crisis), så jeg har lært ikke at forudsætte alt for meget baggrundsstof. Målgruppen er (har jeg fået at vide) folk med en generel interesse for Batman (og filosofi :-)), så noget kan man dog forvente af dem.

    Men som sagt; jeg siger til. Og så er det muligt, at jeg spørger om en reference eller to.

  3. Peter skriver:

    Kan hænde jeg er for filosofisk, men jeg har ikke desto mindre lyst til at læse artiklen når den er færdig eller du har brug for kritik 🙂

  4. filoffen skriver:

    Kan hænde, kan hænde 🙂 Men takker for tilbuddet. Jeg siger til, når jeg har fået respons på det første udkast fra redaktøren.

  5. Holy philosophy Batman. Jeg kender intet til filosofi, men batsy et moi står hinanden ganske nær. Jeg skal med glæde læse din artikel.

  6. filoffen skriver:

    Har du fortalt Diakonissestiftelsen det? Akltså om både dine manglende filosofikundskaber og din interesse for Batman? Begge dele burde være omgående fyringsgrundlag 🙂

    Men som til de ovenstående: Jeg sender et udkast, når jeg har fået kommentarer fra redaktøren.

    Og så har jeg lige nærlæst de mails jeg har fået, i forbindelse med at jeg fik lov at skrive artiklen: Og det bliver stort gør det! “…the release of the book is being coordinated by Blackwell with the release of the next Batman film in July 2008.” Kaboom! Den kommende Batmanfilm bliver simpelthen brugt til at markedsføre min lille artikel (og de andre bidragyderes selvfølgelig) 🙂

  7. Pingback: Use of Weapons » Blog-arkiv » Mere Batman

  8. Hvad kan jeg sige Carsten udover HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA!

  9. mikael skriver:

    Lyder som en rigtig spændene artikel, jeg er glad for både filosofi og tegneserier, og derfor dobbelt så glad når de optræder sammen, mere af det! Jeg spekulerede over hvad du skriver om Batmans egen etiske dannelse, der vel ikke kan siges at foregå gennem et eksemplarisk moralsk forbilledet, snare tværtimod. Det er vel et argument imod Batman som moralsk forbillede, at hans egen etisk dannelse tager udgangspunkt i et ønske om hævn?

    Kender du forresten til andre steder man kan læse om krydsfeltet mellem tegneserier og filosofi? Der er efterhåndene flere moderne tegneserier med nok filosofisk gods i dem, til at kloge folk burde kunne få en masse ud af dem. For eksempel kan forfattere som Alan Moore og Grant Morrison jo sjældent dy sig for at proppe lidt filosofi i deres værker. Især kan Alan Moores fantastiske serie Miracleman anbefales, det er en tegneserie der både begynder med at citere Nietchze, og som indeholder en gæsteoptræden af Heidigger 🙂

  10. filoffen skriver:

    @ Mikael – Er det virkeligt kun hævn der driver Batman? I så tilfælde 1) burde hans hævntørst vel være blevet stillet da den forbryder, der slog hans forældre ihjel, fik sin straf – hvilket han får i flere af filmene f.eks. Men Batman fortsætter dog. 2) hvis det blot var hævn han var efter, så tror jeg ikke Batman ville være så interessant en skikkelse som han er. Og 3) hvorfor er han så ikke endt som The Punisher eller Rorschach, der jo som bekendt ikke har problemer med at lemlæste eller dræbe de forbrydere de har med at gøre? Det er muligt at det var hævn der var udgangspunktet for Batman, men jeg tvivler på, at det er det driver ham senere hen. Retfærdighed spiller også ind.

    Næsten alt Moore laver er interessant, også fra en filosofisk synsvinkel. Efter min bedste overbevisning er han en af de helt store forfattere overhovedet, såvel indenfor som udenfor tegneseriebranchen. Grant Morrison kender jeg hovedsageligt gennem hans arbejde med JL, som jeg syntes var rigtig godt. Har prøvet The Invisibles, men det fangede mig ikke rigtigt. WE3 var til gengæld ret fantastisk. Der er just kommet en bog om Morrison, “Grant Morrison: The Early Years”, skrevet af Tim Callahan fra SeqArt.com, som det måske kunne være værd at kigge i. Læs om den på tegneseriesiden.dk.

    Mht. tegneserier og filosofi: Der er en antologi ude i serien “Popular Culture and Philosophy” om “Superheroes and Philosophy” – læs om den her. De fleste af artiklerne er (filosofisk set) en smule tyndbenede, men der er da et par gode ting imellem. Og så kommer der som sagt en “Batman and Philosophy”-antologi i forbindelse med lanceringen af den næste Batman-film – det er den som min artikel skal indgå i. For et litterært perspektiv på superheltetegneserier, der også har et pa filosofiske indspark, kan jeg på det kraftigste anbefale Michael Chabons Pullitzerprisvindende “The Amazing Adventures of Kavalier and Clay“. En ualmindeligt fremagende bog, som har været omtalt her på bloggen et par gange.

    Alle de ovenstående tekster tager udgangspunkt i den amerikanske (superhelte)tegneserietradition. Der er mig bekendt endnu ikke skrevet noget filosofisk interessant om de europæiske serier. Og jeg er endnu ikke stødt på noget der minder om en ordentlig Tegneseriens Filosofi. Såfremt jeg i fremtiden får tid (og penge) til at fortsætte mit fritidsprojekt omkring Filosofi og Populærkultur på en mere fast basis, så er det nok et af emnerne jeg vil kaste mig over.

    Der er desuden en del gode tegneserieblog, og blogs skrevet af folk med interesse for tegneserier, som rummer filosofiske perspektiver. Prøv f.eks. at tjekke Acephaelus’ blog (ligger i min blogroll), der har flere gode tegneserierelaterede indlæg. Og The Comic Professor (ligeledes i blogrollen) skrives af ham der redigerer den Batman-antologi, jeg bidrager til. Desværre er den ikke blevet opdateret siden april 🙁

  11. mikael skriver:

    Tak for dine anbefalinger, især bogen med Grant Morrison ser interessant ud, han har jo forøvrigt også skrevet lidt Batman, “Arkham Asylum” skulle være en klassisker, selv om jeg ikke må indrømme jeg ikke selv har læst den.

    Med hensyn til Batman og hævn, så er jeg enig i at der er andet på færre end hævn hos ham, men om hans hævntørst er blevet stillet er jeg ikke så sikker på. Det er selvfølgelig lidt svært at sige noget håndfast om en figur der har eksisteret i så mange år, og under så mange forfattere, som alle har håndteret ham lidt(eller meget) forskelligt. Men ihvertfald i Millers Dark Knight Returns lader det ikke til at han helt er færdig med hævnen, selvom hans hævntørst sandsynligvis har forvandlet sig til en eller anden form for psykose – Frank Millers Batman er ikke en rask mand:) Men jeg er enig med dig i at selv hos Millers dystre Batman er der mere på spil end hævn, blandt andet et forsøg på at skabe orden i verden ved hjælp af styrke.

    Men det jeg egentlige bare var nysgerig med hensyn til, var hvordan du ser Batmans egen moralske udvikling inden for din Aristoteliske/Kantstianske forståelsesramme? Han mister jo ret tidligt sine primære moralske forbilleder(forældrene), før han formodentligt har tilegnet sig deres dyder, selv om jeg går ud fra at butleren vel kan fungere som stand-in. Alternativt er forældrenes død en begivenhed der føre ham til en indsigt om sin egen status som autonomt lovgivende væsen, og altså med retten til at tage loven i sine egne hænder, hvilke noget kunne tyde på, det virker bare som en voldsom indsigt at tilegne sig for et barn.
    Jeg synes i den sammenhæng at Batman er rigtig spændene at sammenligne med Superman, der har haft næsten kvalmene eksemplariske moralske forbilleder i sine forældre. Man kunne argumentere for at Superman aldrig har haft et øjeblik som Batman, og rimeligt ureflekteret følger samfundets normer. Det synes næsten eksplicit at være det Miller lader Batman sige i Dark Knight Returns, under den endelige kamp mellem Batman og Superman:”Du forrådte os, Clark. Du gav dem de kræfter… der skulle havde været vores! Præcis som dine forældre lærte dig. Mine forældre lærte mig noget andet… Da de lå i en blodpøl … på dette fortov… og døde helt uden grund. De lærte mig, at hvis du ville have fornuft ud af denne verden, så må du selv tvinge den frem.”
    Men det er selvfølgelig bare Millers version af Batman, mere dyster end de fleste andres. Sig endelig til hvis jeg har misforstået hvordan du bruger Aristoteles eller Kant.

  12. filoffen skriver:

    @Mikael – Ah, jeg ser 🙂 Faktisk så diskuterer jeg slet ikke Batmans egen moralske dannelsesprocess i artiklen. Jeg fokuserer i stedet på Batman-Robin forholdet, især på Dick Greysons/den første Robins forhold til Batman. I netop dette tilfælde er der, vil jeg mene, tale om en meget spændende dannelsesproces.

    I udgangspunktet er det klart at Batman fungerer som et moralsk forbillede for Dick. Hvad der gør Dick specielt interessant er imidlertid, at han jo netop ender med at opgive Robin-identiteten og påtage sig en anden superhelte identitet, nemlig Nightwing. Derved frigør han sig fra sin læremester, Batman, og markerer samtidig sin uafhægighed af ham. Dick er ikke længere blot den sidste del af “Batman og Robin”, men en selvstændig person. Dette kan han dog kun gøre i kraft af de egenskaber som han har erhvervet sig igennem sit samarbejde med Batman. Det vil altså sige, at Dicks frigørelse fra batman paradioksalt nok kun bliver mulig i kraft af, at han tidligere har accepteret Batman som sit moralske forbillede.

    Det at forsøge at efterligne en person, som man opfatter som et moralsk eksemplarisk menneske, er det aristoteliske element i menneskets etiske dannelse. Det at frigøre sig fra den indflydelse, som ens forbilleder (forældre, lærere etc) øver på en, er det kantianske element i den etiske dannelse. Min pointe er, at disse to elementer ikke nødvendigvis er i modstrid med hinanden (og så skøjter vi let og elegant henover hvad Aristoteles og Kant selv ville sige om den sag). Det aristoteliske element i dannelsesprocessen er for mig at se et nødvendig skridt på vejen mod at blive selvstændige, autonome individer, der tager ansvar for vores eget liv, og ikke blot placerer dette ansvar hos et eller andet moralsk forbillede.

    Og det er, i meget korte træk, hvad jeg har skrevet i artiklen.

    Hvis du vil vide mere, så er du velkommen til at læse korrektur på artiklen, når jeg engang får den retur fra redaktøren. Send mig en email, så finder vi ud af noget.

  13. Pingback: Use of Weapons » Blog-arkiv » Well - that’s done then

  14. .sfw skriver:

    Blot en kommentar vedr. Batmans drivkraft: Den er bedst beskrevet i Millers “Dark Knight” (men er et grundlæggende præmis i Batman-mytologien). I hver eneste forbryder Batman fanger (og straffer!) ser han sine forældres morder – morderen er nemlig aldrig blevet pågrebet, og dette har påført drengen, der overværede den meningsløse nedskydning af forældrene, et livslangt traume udover selve mordet: Retfærdigheden udeblev.

    I den første Batman-film lod man Jokeren være morderen. Hvis morderen blev fanget kunne Batman hænge sin dragt ind i skabet i visheden om at retfærdigheden er sket fyldest. Men netop det at den ikke er sket fyldest driver ham ud og videre i sin selvtægtsgerning. Han kan ikke holde op.

  15. filoffen skriver:

    I Batman Begins lod man Joe Chills – ben bums og småforbryder som slog Bruce Waynes forældre ihjel – være resultatet af Ras Al Ghuls manipulation med økonomien, således at Batman, da han endelig fanger Ras (lader ham dø) opnår “closure”. Det forekom mig da jeg så filmen at være et lidt for billigt, og meget amerikansk, trick. Hvorfor pokker SKAL Batman partout fange den ansvarlige for mordet?

    Men derudover: Principielt tror jeg det er ligegyldigt om han fanger sine forældres morder eller ej – det er med tiden blevet kampen mod kriminaliteten som sådan, ikke kampen mod dennne eller hin konkrete forbryder eller lovovertræder, som driver Batman. Hvis det blot var sine forældres morder han var ude efter, så var han jo blot ude efter hævn. Men Batman er ikke – eller ikke blot – en hævner: Han vil jo også have retfærdighed.

  16. filoffen skriver:

    Og en del af ovenstående har jeg allerede skrevet i tidligere indlæg kan jeg se .-)

  17. .sfw skriver:

    Yep, Batse vil ha retfærdighed, men min pointe er stadig den, at han aldrig opnår den, fordi morderen ikke blev snuppet. Men du har da muligvis ret i, at retfærdighedsjagten har fået et liv i sig selv, idet mindste i nogle forfatteres tolkning af mytologien. Jeg tror det bare ikke, men jeg tænker også ret snævert på Millers Batman her, fordi han klart er den mest psykologisk spændende af alle udgaver. (og glem lige alt om AdamWest!)

  18. .sfw skriver:

    Desuden er Ras Al Ghul jo udødelig, så længe han har sin Lazarus-grav. Batman kan ergo ikke opnå retfærdighed overfor ham, før han er endegyldigt død. Men han kan jo på den anden side ikke slå ham ihjel, hvilket er med til at bære historierne om de tos træfninger, der så godt som altid ender i uafgjort.

  19. filoffen skriver:

    Jeg er også ret pjattet med Denny O’Neills Batman fra 70’erne og Allan Moores Den der ler sidst.

    I Batman Begins er Rhas ikke udødelig – han lader bare som om.

  20. .sfw skriver:

    Jeg tror vi kan være enige om, at der er en vis – men ret central – forskel på tegneseriens Batman og filmens ditto.
    Denny O´Neill har ganske rigtigt begået nogle af 70´ernes bedste historier. Hvem husker ikke Ras al Ghul intro-historien tegnet af Neal Adams??

    Allan Moores Killing Joke er en Batman der næsten er lige så “sort” som Millers, og udover de mageløse farver er fortællingen også pisgodt komponeret.

  21. filoffen skriver:

    Yes yes 🙂

    Har just genlæst den første Rhas historie – guld!

  22. .sfw skriver:

    Den første Rhas – det er vel den jeg refererer til, eller er det en tidligere? (noget med himalaya, Natrium 19 og en død gangster) – Hvem opfandt Rhas? Var det faktisk O´Neill?

  23. filoffen skriver:

    Jep, O’Neill. Og jep, Himalaya.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *