Biografer, butikscentre, bøger, brok

Kr. Himmelfartsferien blev tilbragt hjemme hos mine forældre i Stouby, hvilket bl.a. gav mig mulighed for at få afprøvet den nybyggede (eller forholdvis nybyggede) biograf i Vejle. Jeg så Iron Man (se nedenfor), og kunne konstatere at såvel filmen som biografen var ganske glimrende. Udefra er bygningen godt nok grim som et ondt år, men Sal 1, som jeg var i, er meget behagelig, og har bl.a. sæder, hvor man kan lægge ryggen ned. Noget man dog kun bør gøre, hvis der ikke sidder nogen bag ved en 🙂

Jeg nåede også at få besigtiget Vejles to nye butikscentre: Bryggen og Marys. Bryggen minder om ethvert andet nyere dansk butikscenter: Der er stort set de samme kæder og den samme intetsigende udsmykning og arkitektur som i Fisketorvet i København eller Bruuns Galleri her i Århus. Marys er noget flottere og mere speciel: Man har overdækket en del af området omkring den gamle socialdemokratiske højborg Bygningen, integreret de omgivende bygninger i arkitekturen og fået skabt et ret specielt rum. Desværre er der (endnu) ikke så meget liv og ikke særligt mange butikker, men det kan jo være det kommer.

Bryggen og Marys er placeret i hver sin ende af Vejles gågade. En hel del butikker er derfor flyttet fra gågaden og ind i de to nye centre. Dette gælder også B.O Bøger på Sødergade, som havde oprydningsudsalg i den gamle butik. Jeg kiggede naturligvis indenfor, for at se om der skulle være noget at få fat på. Og det var der: Henrik Nordbrandts ualmindeligt gode digtsamling Pjaltefisk for 29.95 og to bind af Knud Holtens fantastiske ungdomsserie Alex på Eventyr for en flad tier stykket. Jeg var lige ved at blive en smule opbragt: Hvis grunden til at B.O. Bøger solgte ud af netop disse bøger er, at det er bøger, som de ikke ønsker at have stående i den nye butik, så ser det sgu’ sort ud for de danske boghandlere. Jeg mener: Stangerup Nordbrandt (tak Carsten A.) og Holten? Det er da forfattere, som man bare skal have stående!

Nå, men i det mindste fik jeg da et par gode – og billige – bøger ud af det 🙂

Om filoffen

Filoffen filosoferer
Dette indlæg blev udgivet i brok, Bøger, Indkøb. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Biografer, butikscentre, bøger, brok

  1. capac skriver:

    Stangerup? Du mener vist Nordbrandt! Selv om Stangerup da også bør have en plads.

  2. filoffen skriver:

    Jeg mener i DEN grad Nordbrandt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *