Demokrati-kanon I

Regeringen har nedsat et udvalg der, som det beskrives i Politikenskal udpege det danske folkestyres centrale begivenheder, tænkere og tekster. […] En kanon, der skal give et indtryk af, hvad der har præget synet på det enkelte menneskes frihedsrettigheder, samfundets sammenhængskraft og udviklingen af det danske demokrati.

I Statsministeriets pressemeddelelse forklares nærmere, at udvalget: “..skal udpege de centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som har bidraget til debatten om og påvirket udviklingen af frihedsrettighederne og folkestyret i Danmark. I denne samling bør inddrages såvel udenlandske som danske og såvel historiske som mere nutidige bidrag. Resultatet af udvalgets arbejde præsenteres i en demokratikanon bestående af de begivenheder, tænkere og tekster, som i særlig grad har præget synet på det enkelte menneskes frihedsrettigheder, samfundets sammenhængskraft og udviklingen af det danske demokrati.”

Hvem skal da sidde i dette demokratiudvalg? Tjah: Udvalget er som sagt nedsat af regeringen og består af:

Knud J. V. Jespersen, professor, Syddansk Universitet (formand)
Esma Birdi, integrationskonsulent, Dansk Kvindesamfund
Lise Egholm, skoleleder, Rådmandsgades Skole
Ove Korsgaard, lektor, dr. pæd., DPU
Katrine Lilleør, cand. theol., Ph.d. og sognepræst
David Gress, professor, skribent på JP
Peter Kurrild-Klitgaard, professor, Københavns Universitet
Henning Koch, professor, Københavns Universitet
Ole Thyssen, professor, CBS.

Hmmm – er det bare mig, eller udviser udvalget ikke en vis, lad os bare være ærlige og sige det ligeud, politisk-ideologisk slagside? Peter Kurrild-Klitgaard og David Gress er således medstiftere af Cepos og flittige bidragydere til Punditokraterne, og at Kathrine Lilleør tilhører en eller anden form for politisk (og religiøs) højrefløj er vist uomgængeligt. Lilleør er i denne sammenhæng særlig bemærkelsesværdig ved, at hun, i bogen Tro mod Tro, explicit har erklæret, at for hende står religion over demokrati: “Religionen skal under ingen omstændigheder indordne sig. For mig går kristendommen forud for demokrati til enhver tid“.

Mindst tre af udvalgets medlemmer ligger således klart til højre i det polistiske spektrum – hvilket der jo for så vidt ikke er noget galt i. Men spørgsmålet der melder sig er, om der på tilsvarende vis er medlemmer af udvalget, som ligger klart til venstre? Tjah… Ole Thyssen må vel, efter at han i ungdommens vår sværmede for marxismen og socialismen, i dag betegnes som en god borgerlig tænker; Henning Koch kan de ikke lide ovre på Uriasposten, hvilket klart må siges at tale til mandens fordel, men selv opfatter han sig vist som placeret et sted på den politiske midte; Ove Korsgaard, der oprindeligt foreslog udarbejdelsen af en demokratikanon, er ud af den gode danske højskoletradition, så derfra skal man nok ikke forvente det store venstreorienterede modspil (men til gengæld en bundsolid gang faglighed); Lise Egholm og Esma Birdi arbejder begge med integrationsspørgsmål, men politisk har jeg ingen idé om, hvor de er placeret, lige som jeg heller ikke har det store indtryk af Knud Jespersens politiske observans. Han virker som en mere end habil historiker, og det er jo fint.

Hvilket jo for så vidt er hele pointen: Politiske overvejelser burde ikke spille nogen rolle for udpegelsen af medlemmer til et regeringsnedsat udvalg. Grunden til, at jeg overhovedet har kastet mig ud i disse overvejelser er således ikke, at jeg mener, at udvalget skal have en bestemt politisk sammensætning, eller at man skal have den rette politiske holdning for at kunne sidde et demokratiudvalg, men derimod at Regeringen tilsyneladende mener, at den rette højreorienterede holdning er en kvalifikation for at komme i betragtning til udvalget.

For mig at se burde et udvalg, der skal udarbejde en demokratikanion sammensættes med udgangspunkt i faglighed. Det er så i den forbindelse jeg undrer mig lidt over, at tre markante (og på visse områder ret så radikale) højreorienterede debattører og mediepersonligheder er fundet fagligt kvalificerede til at skulle udarbejde en sådan kanon, mens ingen markante venstreorienterede debattører og mediepersoner åbenbart er fundet egnede. Og så undrer jeg mig personligt dybt over udpegelsen af Lilleør, men måske regeringen ønskede at have mindst en religiøs fundamentalist (forstået som en person der sætter religionen over demokratiet) blandt udvalgets medlemmer, og så ville man trods alt hellere have en kristen en af slagsen end f.eks. en jødisk eller (gud forbyde det) en muslimsk.

Center for Vild Analyse, som altid er på forkant med udviklingen, har allerede nedsat et alternativt kanonudvalg. Se her.

Update I: Center for Vild Analyse er denne gang endnu mere oppe på beatet og nede med de fede end sædvanligt. Centrets pressechef, min glimrende kontormakker Henrik Jøker Bjerre, er således netop blevet interviewet af en journalist fra Politiken om Centrets holdning til ovenfor omtalte udvalg, samt til hvilke værker og begivenheder, der burde optræde i en evt. demokratikanon (Platons Staten var blandt Pressechefens væsentligste bud).

Update II: Jeg kan sgu’ ikke finde ud af hende Lilleør. Har netop genlæst de relevante passager i Tro mod Tro, og hendes bemærkninger om tro og demokrati her er ret kryptiske. Hun er Grudtvigianer; sætter troen over demokratiet; siger hun vil handle ud fra sin samvittighed; mener, at det hun tror, at Gud vil have hende til at gøre er vigtere end hvad “et tilfældigt Folketingsflertal bestemmer” og en masse andet. Ikke lige til at finde ud af.

Om filoffen

Filoffen filosoferer
Dette indlæg blev udgivet i Debat, Nyheder, Politik. Bogmærk permalinket.

12 kommentarer til Demokrati-kanon I

  1. Linda Nørgaard skriver:

    Umiddelbart er det lidt uhyggeligt, man sidder bare ikke under en dyne og kan holde sig for øjnene.

  2. capac skriver:

    I det mindste er det vel positivt at nogen overhovedet vil forholde sig til spørgsmålet om demokrati. Det forekommer mig at være en mangelvare i det danske samfund. Lad kanonerne blomstre! (Skjult Brecht-citat)

  3. filoffen skriver:

    @ Linda – Jep.

    @Capac – Åh, jo såmænd. Men hvor megen interessant debat var det liiiiige, der sådan rent konkret kom ud af den noksombekendte kulturkanon? Hvis man skræller de politiske og ideologiske diskussioner væk: Meget meget lidt.

  4. capac skriver:

    Jo, men kanonererne kan jo ikke bestemme den efterfølgende offentlige debat, vel!?

  5. capac skriver:

    Lilleørs position sammenfatter vel i en nødeskal, hvad problemet er med forholdet mellem religion og demokrati. Hvis du er rettroende, så må din tro gå forud for verdslige love og regler. Hvis du fx tror på Kristi budskab om næstekærlighed i universel forstand, bliver du nødt til at gemme udviste flygtningen osv., som nogle præster har gjort, selv om det er ulovligt. Det er også en sådan konflikt, Asmaa i Enhedslisten står i. Hvad vil der ske, når det politiske arbejde vil tvinge hende på kompromis med de religiøse ideer og regler? Vi får se.

  6. Carsten skriver:

    Lilleør er dog samtidig så fornuftig, at hun gentagne gange understreger, at man som borger i et samfund selvfølgelig er underlagt samfundets love, og at man, hvis man, f.eks. pga. sin tro, men principielt kunne det også være pga. sine ikke-religiøse moralske og politiske overbevisninger, føler sig nødsaget til at overtræde disse love, så skal man også være parat til at tage sin straf.

    Og dette er jeg egentlig enig i. Det er formodentlig den ældste, og nok og det bedste, filosofiske svar på problemet om individuel moral overfor (uretfærdige) samfundslove: Det var Sokrates’ svar i Apologien, da hans venner opfordrede ham til at flygte, for at undgå at skulle tage sit eget liv, efter at være blevet dømt for at forlede den atheniensiske ungdom, og det er (meget tæt på at være) Rawls’ definition af civil ulydighed i “En teori om retfærdighed”.

    Og Lilleør har desuden også en pointe i, at man hverken kan eller skal betragte demokrati som en lovreligion; som defineret ud fra en helt bestemt og entydigt fastlagt forståelse af, hvorledes stat og samfundskal være indrettet, som har absolut og endegyldig autoritet. En sådan opfattelse af demokrati er hvad jeg, i et tidligere indlæg, har betegnet som demokratur. Jeg tror desværre, at Haarder er tæt på en sådan opfattelse.

  7. capac skriver:

    Jeg er helt enig i din analyse, men det forekommer mig dog, at der i eksemplet Lilleør er tale om mere end INDIVIDUEL moral, når denne moral er forankret i en religiøs dogmatisk kontekst, som forfægtes af et trossamfund med religiøse vejledere (imamer, præster..) osv.

  8. filoffen skriver:

    Enig – men det samme gælder efter min mening enhver form for ordentlig moralsk eller politisk overbevisning. Lilleør vil sikkert protestere, og mene at kun med Gud kan man have en ordentlig form for objektiv, og i den forstand ikke-individualistisk, moral. Det er jeg grundlæggende uenig med hende i (man er vel kantianer), men såvel Lilleør som jeg vil begge mene, at moral ikke “blot” er individualistisk, men har en basis, et grundlag, som går ud over individet. For mig vil det være en form for humanisme baseret på det kategoriske imperativs tredje formulering (at vi altid skal behandle menneskeheden, såvel i ens egen person, som i enhver andens, ikke blot som middel, men også altid som mål i sig selv), for Lilleør vil det være en eller anden form for Gudsforhold.

    Måske kan man udtrykke det endnu mere simpelt: Hverken Lilleør eller jeg anser beslutninger foretaget af det danske Folketing, for at være absolut autoritative. Hvad der er (moralsk) rigtigt og forkert kan ikke udtømmende bestemmes igennem flertalsbeslutninger (eller igennem en nok så lang diskursiv samtale, hvis man vil have det på Habermasiansk).

  9. Ravelli skriver:

    Hvis vi skal give Lilleør størst mulig benefit of the doubt, må vi tro på, at hun spiller bandespil til tredjemand: Spørg ikke, hvad Gud kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for din næste.

  10. capac skriver:

    Jamen, så er vi enige. I øvrigt også om de repræsentative demokratis beslutningers ikke-absolutte karakter. Kendetegnende for et demokrati er vel, at selv love kan gøre til genstand for debat og bestrides. Måske også, at demokrati mere skal forstås som en proces end en tilstand og flertalsstyre. I øvrigt tænker jeg altid på min gamle regnelærer, der altid pointerede, at et rigtigt demokrati altid tilgodeser minoriteterne…

  11. filoffen skriver:

    Jeg regnede skam heller ikke med, at vi var uenige. det viser sig jo som regel, efter debat og diskussion, at det er vi ikke – hvilket er en af grundene til, at den mod gensidig enighed rettede diskursive samtale HAR en væsentlig og nødvendig, men ikke absolut og ubetvivlelig, rolle at spille i et demokratisk samfund 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *