Dyd, dannelse og markedets nødvendighed

I går blev Svend Brinkmann (igen) interviewet til Politiken (indlægget er mig bekendt ikke kommet online endnu, men der ligger et screenshot på von Oettingens Facebookside – se link nedenfor). Anledningen var de nyudsprungne studenter, og interviewet handlede om (gymnasial) dannelse. Mere præcist handlede det om, hvad dannelse har med karakterer at gøre, og hvorvidt gymnasiets opgave (blandt andet) skal være at kvalificere de studerende til deres fremtidige rolle som deltagere i og bidragydere til (arbejds)markedet. Stillet overfor det spørgsmål blev Brinkmann, formodentlig helt bevidst, både kontrær og kritisk og plæderede for, at gymnasiets primære opgave er at være almendannende; at kvalificere de studerende til at være borgere i et demokrati ved at understøtte og fremme udviklingen af de principielt evigtgyldige dyder, som er nødvendige for at et sådan samfund kan opretholde og reproducere sig selv over tid. Skønt han ikke siger det direkte, så synes Brinkmann klart at mene, at dannelse til arbejdsmarkedet er noget, der højest er nice to have, men ikke need to have. Og det er i hvert fald ikke gymnasiernes opgave at danne ramme for en sådan (arbejds)markedsdannelse.

Dette interview har fået Alexander von Oettingen til i et par opslag på Facebook (her og her), at kritisere Brinkmann for, måske uforvarende, at komme til at smide barnet ud med badevandet. For det første mener von Oettingen, at Brinkmann ved at udelukke markedet som relevant dannelsessfære (eller måske relevant dannelses(for)mål?) gør sig til fortaler for et forældet og utidssvarende dannelsesbegreb. Dannelse, skriver von Oettingen:

handler om at træde ind i spændningen mellem markedets nødvendige og mulige mål. Det handler om inklussion og eksklussion, om fællesskabet på den ene side og selvets sunde egoisme på den anden side. “Dannelse” er evnen til at vælge dyder fra og vælge dyder til og også at udvikle dyder vi endnu ikke kender til.

Denne side af dannelsen mener von Oettingen ikke, at Brinkmann får med, når han argunenterer for gymnasiet som arena for dannelse af visse (hvilke?) evigtgyldige dyder, som tilsyneladende står såvel udenfor som i modsætning til (arbejds)markedet.

For det andet peger von Oettingen på, at Brinkmann i interviewet synes at indskrive sig i en relativt ny (men samtidig også relativt gammel) position i den danske pædagogiske debat; en position jeg bevidst provokatorisk vælger at betegne som en genkommen dydspædagogik. Udover Brinkmann nævner von Oettingen som repræsentanter for denne dydspædagogik også Stefan Hermann (jvf. det sidste kapitel i Hermanns bog Hvor står kampen om dannelse?) og forfatterne bag Pædagogikkens Idéhistorie (jvf. det sidste kapitel i denne bog, der handler om viden og dyd med særligt fokus på dydernes genkomst i pædagogikken). von Oettingen kunne også have nævnt Per Schultz Jørgensen, der i sine seneste to bøger (se her og her) ligeledes har slået til lyd for et øget fokus på netop karakterdannelse.

Imod denne genkomne dyds- eller karakterpædagogik rejser von Oettingen et kritisk spørgsmål, nemlig om et fornyet og forstærket fokus på dyderne ikke risikerer at moralisere dannelsesprojektet og pædagogikken hinsides det tilrådelige?

Er vi igang med at moralisere og dermed overbelaste subjektet i dannelsens hellige navn og som risikere at gøre subjektet fremmed i sin egen verden? Dannelse må ikke miste forbindelsen til virkeligheden og når dannelsen også må handle om markedet og konnkurence, er der for at gøre markedet menneskeligt og ikke splitte mennesket i en dual verden.

Jeg er lidt uskker på, præcis hvad von Oettingens kritik her går ud på. Men som jeg umiddelbart forstår denne kritik, så frygter han, at dydspædagogikken gør dannelse til et blot og bart moralsk projekt; et projekt der ikke inddrager eller har blik for, at mennesket ikke kun er en moralsk handlende agent, men også er deltager i og bidragyder til et (a)moralsk marked. Derved risikerer dannelsesbegrebet at miste tilknytningen til et af det moderne samfunds væsentligste sfærer for social interaktion, hvorved begrebet mister såvel sin samfundsmæssige relevans som sin pædagogiske betydning.

Det er endnu for tidligt at udtale sig om, hvorvidt von Oettingen har ret i, at en ny (og måske samtidig gammel) position er ved at udkrystallisere sig i det danske pædagogiske landskab. Bidragene til debatten er endnu for få og spredte og har stadigt mere karakter af indlæg i en polemisk, offentlig debat end egentligt forskningsbaserede bidrag til en faglig diskussion. von Oettingen rejser dog væsentlige og vigtige sørgsmål, som det er værd at diskutere yderligere. Jeg vil dog her blot nøjes med et par begrebslige og etisk-politiske håndkantshug i forlængelse af von Oettingens kritik af Svend Brinkmann.

For de første er det vigtigt at gøre sig klart, at dydsbegrebet ikke nødvendigvis har et eksplicit moralsk eller etisk indhold. I den græske traditon, som ofte danner udgangspunkt for moderne diskussioner af dydsbegrebet, er dyd (arete) betegnelsen for de egenskaber i kraft af hvilke en ting på bedst mulig vis kan realisere den funktion [ergon], som denne ting har i kraft at at være netop den ting den er. En kniv besidder således dyd/arete, i det omfang den besidder de egenskaber, som gør den i stand til på bedst mulig vis at udføre sin funktion som kniv: At den har et godt skæfte f.eks, og at den er velsleben etc. En krigshest besidder dyd/arete i det omfang hesten besidder de egenskaber, der gør den i stand til at udføre sin funkton som krigshest på bedst mulig måde: At den ikke går i panik midt i et slag; at den er i stand til at bevæge sig relativt adræt gennem en slagmark m.v. Og på samme måde med mennesket: Et menneske besidder dyd/arete for så vidt og i det omfang, det besidder de egenskaber, som gør det i stand til at udføre sin funktion som netop menneske.

Set fra nutidens perspektiv er en sådan forståelse af dyd selvsagt problematisk af en række forskellige grunde. Man kan f.eks. ikke bare forudsætte, at ting i naturen har et iboende formål. Og selv hvis man kunne, så er det usikkert, præcis hvilket formål mennesket har qua menneske, og om mennesket kun har ét formål, eller om det måske snarere er som en spork (en spoon-fork), der har to iboende formål. Men hvis man et øjeblik sætter parantes om disse problemer, så er min pointe her blot, at den klassiske græske forståelse af dyd ikke er et snævert etisk eller moralsk begreb, men derimod et begreb der vedrører tings duelighed til bestemte formål. I den forbindelse kan det måske være relevant at minde om, at:

det danske ord «dyd» har sin rod i det oldnordiske ord «dygð», hvis grundbetydning er «at du eller være god til noget». «Dygð» er beslægtet med de nutidige begreber «dygtig» og «duelig». Modsat «dyd» er «dygð» således ikke nødvendig knyttet til noget specifikt moralsk, men betegner snarere dygtighed og færdighed i en bred forstand, eller helt alment gode kvaliteter og egenskaber af enhver art. (Leksikon.ord: “Dyd” Ja, det er mig selv, der har skrevet artiklen).

Som umiddelbart svar til von Oettigens frygt for, at dydsbegrebet vil moralisere dannelses-begrebet, kan man derfor henvise til, at dyd ikke ikke altid og ikke nødvendigvis har haft et snævert moralsk betydningsindhold.

For det andet så er det indenfor såvel klassisk som moderne dydsteori almindeligt at skelne mellem (mindst) to typer af dyd, der ofte følger Aristoteles’ berømte skelnen fra begyndelsen af anden bog i Den Nikomachaiske Etik mellem på hhv intellektuelle og etiske eller moralske dyder. (Sidstnævnte kaldes undertiden også for karakterdyder). De intellektuelle dyder er dyder, der vedrører menneskets natur som (rent) fornuftsvæsen. Det er kognitive, erkndelsesorienterede dyder, som mennesket i kraft af sin fornuft er i stand til at opøve og kultivere, og som gør ham i stand til at skelne opspore det sande, skelne mellem sandt og falsk, og i det hele taget orientere sig kognitivt og begribende i veden. De etiske dyder derimod er dyder, der vedrører menesket som et begærende og sanseligt fornuftsvæsen. De etiske dyder er (alt efter hvordan man betragter dem) fornuftskultiveret begær eller begærsorienteret fornuft; det er menneskets appetative begærsevne, for så vidt og i det omfang den er blevet dannet af, orienteret mod og integreret med de intellektuelle dyder. Det er de etiske dyder, der gør mennesket i stand til at handle ansvarligt og forsvarligt i verden i efterstræbelsen efter efterstræbelsesværdige formål. (Jeg har skrevet en lille smule mere uddybende om Aristoteles’ skelnen mellem de intellektuelle og de moralske dyder her).

Den overordnede pointe her er igen, at man, i modsætning til hvad von Oettingen implicit synes at antage, sagtens kan tænke og tale om dyd uden nødvendigvis at tænke og tale om dem i en snæver, moralsk betydning. Dydsbegrebet er iboende normativt, men ikke alle dyder er iboende etiske eller moralske dyder. (Brinkmann er selv kort inde på denne pointe i en kommentar til von Oetingen, hvor han nævner de epistemiske dyder som et eksempel på dyder der ikke er snævert moralske dyder)

For det tredje har von Oettingen selvfølgelig ganske ret i, at dannelsesbegrebet ikke (moralistisk) skal afkobles den sociale virkelighed, herunder markedet og erhvervslivet. Den der dannes skal jo på et tidspunkt ud og forsøge at leve et liv på egne betingelse, i en verden som ikke restløst går op i vedkommendes egne interesser. Derfor er der brug for at dannelsen også forholder sig til og griber an ved markedet, økonomien, og erhvervslivet. Dannelse skal imidlertid ikke blot gribe an ved samfundet som det er, men skal også gribe ind i samfundet med et sigte om at gøre tingene bedre (eller i det mindste anderledes) end hidtil. Dannelse går ikke restløst op i samfundet som det nu engang er. Hvis den gjorde, så var der næppe tale om dannelse, men snarere om træning eller indsocialisering. Dannelse skal derfor nok forholde sig til (arbejds)markedet, men “at forholde sig til” er jo langt fra det samme som “at lade sig bestemme af”. Og netop denne pointe er vigtig af have in mente i denne sammenhæng.

Fordi en mulig konsekvens af von Oettingens insisteren på, at dannelsen skal forholde sig til markedets (økonomiske) nødvendigheder er jo, at man mister blikket for værdien af alt det, der ikke er økonomisk værdifuldt eller økonomisk nødvendigt. Hvis man vil have et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man mister dette blik, kan jeg henvise til Produktivitetskommissionens Analyserapport 4: Uddannelse og innovation, kapitel 9. Her diskuteres og vurderes kvaliteten af de danske daginstitutioner ud fra ét bærende princip: Hvorvidt og i hvilket omfang institutionerne stimulerer børnenes kognitive evner, så de udvikler de færdigheder

…der er en forudsætning for succes i skolen. En tidlig indsats rettet mod understimulerede børn har derfor et stort afkast, da det gør deres vej gennem uddannelsessystemet lettere og gør dem mere produktive i en arbejdssituation senere i livet. (Analyserapport 4, s. 85).

von Oettingen vil selvfølgelig ikke være enig med en vurdering af daginstitutionskvalitet, der alene er baseret på spørgsmålet om, i hvilket omfang institutionerne er med til at optimere børns økonomiske produktivitetspotentiale. I den forstand er det unfair af mig, at bringe Produktivitetskommissionens raport på banen. Min pointe her er imidlertid heller ikke at kritisere von Oettingen, men at pege på en mulig fare ved at lade spørgsmålet om dannelsens forhold til markedet være ensidigt bestemt af markedets behov. von Oettingen siger mig bekendt ikke noget sted, at dette forhold rent faktisk skal forstås så ensidigt. Men i diskussionen med Brinkman siger han omvendt heller ikke noget, der uddyber og eksplicit nuancerer dette forhold, så der f.eks. bliver plads til en markedskritik formuleret på dannelsens betingelser.

Og en sådan markedskritik bør der selvsagt være rum til og mulighed for i en adækvat og relevant nutidig dannelsesteori. Dannelse er dannelse af subjekter, der, så vidt det nu er muligt, skal leve meningsfulde og vellykkede liv. Det er ikke åbenlyst indlysende, at markedet altid understøtter denne tanke; ja det forekommer endog rimeligt at sige, at markedet (i det mindste under visse, relativt udbredte sociale betingelser) ofte underminerer muligheden for, at mennesker kan leve sådanne liv. Hvilket rejser et presserede kritisk spørgsmål, nemlig hvorfor det partout er dannelsen, der skal forholde sig til markedets nødvendighed? Hvorfor er det ikke markedet, der skal forholde sig til dannelsens nødvendighed? Går det i det hele taget ikke galt, hvis vi allerede i udgangspunktet accepterer markedets logik som nødvendigt betingende?

Dette bringer mig tilbage til von Oettingens kritik af, at Brinkman og den dydspædagogiske tilgang moraliserer dannelse og subjektet, og derved potentielt afkobler begge dele fra den sociale virkelighed. For spørgsmålet er dels, om man ikke kunne rette præcis den modsatte kritik mod von Oettingens egen position, dels om Brinkmanns projekt ikke er præcis det modsatte af, hvad von Oettingen synes at mene?

Havd angår det første, så er præmissen i von Oettingens kritik af Brinkmann tilsyneladende, at det er moraliseringen, der potentielt afkobler dannelsen og subjektet fra markedet. Hvorfor det? Fordi, synes den implicitte præmis at være, at markedet er amoralsk, og derfor ikke bør underlægges, vurderes ud fra eller gøres afhængig af etiske normer og hensyn. Men er dette ikke præcis den modsatte bevægelse af den, som von Oettingen beskylder Brinkmann for? Og er dette ikke problematisk af præcis de samme kritiske grunde, som von Oettingen selv retter mod Brinkmann? von Oettingen synes jo at afmoralisere markedet. Og, kunne man hævde, det er netop igennem denne afmoralisering at markedet truer med at blive afkoblet fra dannelsen. Markedet kan ikke have noget med dannelsen at gøre, da de fungerer ud fra forskellige logikker. Markedet er (iboende) amoralsk, mens dannelse er (iboende) normativt og (i en eller anden forstand) etisk orienteret, and never the twain shall meet. Og overfor dette kan man så endelig kritisk påpege, at hvis markedet vitterligt er et rent amoralsk socialt felt, så er det det, som er problemet, ikke moraliseringen af dannelsen.

Hvad angår det andet punkt så er en mulig tolkning af Brinkmanns position, at han ikke så meget ønsker at moralisere danelsen, som han ønsker at moralisere markedet. Anderledes formuleret; en måde at læse Brinkman på kunne være som en fortaler for, at markedet (arbejdsmarkedet i det mindste) blev mindre amoralsk og mere orienteret mod og styret af etisk relevante hensyn. En dannelse som blandt andet indeholder vigtige og væsentlige etisk-politiske fordringer kan f.eks. være med til at skabe politisk engagerede og etisk sindede borgere; borgere der bevidst og frivilligt prøver at indskrænke, moderere eller måske ligefrem (hvis man nu var mere revolutionært sindet end Brinkmann typisk er) omstyrte markedet og markedets logik. Dette er selvfølgelig ren spekulation fra min side, og ikke noget som Brinkmann på noget som helst plan kan tages til indtægt for. Men det er da en tanke, som det er værd at have med i baghovedet, når man diskuterer dannelsens forhold til dyden og markedet.

Nå, det blev et langt indlæg. Og jeg kom slet ikke omkring spørgsmålet om dydernes eviggyldighed og konkrete indhold. Det må vente til en anden god gang. Til gengæld nåede jeg vist at være cirka lige unfair overfor både Brinkmann og von Oettingen. Det beklager jeg selvfølgelig, men de kan sikkert klare det begge to.

About filoffen

Filoffen filosoferer
This entry was posted in Academia, Debat, Politik and tagged , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>