Funny Games, Rear Window og selvreferentialitet

Blogbestyreren sidder netop nu og arbejder med et oplæg om film og filosofi, som han skal præsentere på fredagens symposium om samme emne. I den forbindelse har han viklet sig ind i en diskussion omkring tilskuerens moralske medansvar for de begivenheder han eller hun er tilskuer til, og den måde hvorpå denne problematik tematiseres i Hanekes Funny Games og Hitchcocks Rear Window. Hvilket ledte til en diskussion af disse to films “performative selvreferentialitet”. Et citat kan (måske) forklare hvad jeg mener med det. 

Både Funny Games og Rear Window etablerer og problematiserer således aktivt præcis det forhold mellem tilskuer og begivenhed, som begge film samtidigt konstant kredser om og forholder sig til. Det filmene gør i kraft af at være film (nemlig at være noget som man kan være tilskuer til), er en integreret del af det, som filmen er om (nemlig forholdet mellem tilskuer og begivenhed). Tilskuerne inddrages i (er for så vidt altid allerede en del af) denne problemstilling, blot ved at sidde og se filmene. Og netop derved involveres tilskuerne aktivt i filmene; de bliver en del af den historie de er tilskuere til, og igennem denne indlevelse i filmene forstærkes og underbygges den overordnede tematik.”

Det lyder jo sådan set meget godt – men giver det mening? Og hvad der er mindst lige så  væsentligt: Er det sandt?

Der tænkes i styrhuset.

Om filoffen

Filoffen filosoferer
Dette indlæg blev udgivet i Film, filosofi. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Funny Games, Rear Window og selvreferentialitet

  1. klaus skriver:

    betyder ‘transcendental’ egentlig ikke at man leviterer ud af tandlægestolen..? nå, det var egentlig ikke derfor… en god tilskuer ved hvornår det er tid at slukke…

  2. Jacob\ skriver:

    Det giver mening. Jeg ved ikke, om det er sandt. Er der f.eks. i Funny Games virkeligt tale om at problematisere forholdet meller tilskuer og BEGIVENHED? Er filmen begivenheden, er handlingen eller er film-anskuelsen begivenheden?
    Jeg ved ikke, om tilskuerne involveres ‘aktivt’ i filmen, blot fordi Paul bryder den fjerde væg (blinker til os og spoler filmen tilbage). Thi vi KAN jo ikke bryde ind i filmens handlingsforløb – det kan kun (tilsyneladende) Paul. Voyeur’ens skyldsfølelse tematiseres selvsagt, men er det tilstrækkeligt til at kalde det aktiv deltagelse?

  3. filoffen skriver:

    Alt det, og meget mere, kan man jo passende diskutere på morgendagens konference 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *