Lektoransøgningens besværligheder

[Sidste år blev jeg opfordret til at skrive et blogindlæg til Magisterbladets debatsektion på nettet. Af mig ubekendte grunde blev indlægget aldrig publiceret. Med en vis forsinkelse får I den derfor her på min egen blog i stedet, i en (meget let) revideret og opdateret udgave.]

Sidste år deltog jeg i et af universitetetslivets mest karakteristiske, særegne og vigtige, men samtidigt sørgeligt oversete, ritualer: Udarbejdelsen af en lektoransøgning. Det tog mig rundt regnet tre uger at færdiggøre ansøgningen, hvilket jeg gjorde sideløbende med min normale ansættelse som adjunkt, fortrinsvis sent om aftenen eller i løbet af dagen når der ikke var andre presserende opgaver der trængte sig på i. Dette er, har flere kollegaer fortalt mig, ikke usædvanligt. Det tager tid at indsamle de relevante informationer, opdatere CV, publikationsliste og undervisningsportefølje, oversætte alt til engelsk (da snart sagt alle akademiske ansøgninger nu til dags forventes at være på engelsk) samt ikke mindst vælge det rette layout og den helt rigtige skrifttype.

For udefrakommende, der ikke er bekendte med universitetslivets konventioner, praksisser og riter, forekommer dette måske en anelse overdrevent. Der er jo trods alt blot tale om en jobansøgning. Ganske vist en ansøgning til et højt specialiseret job, med skrappe krav til uddannelsesniveau, faglige kompetencer og netværk, men dog stadig blot en jobansøgning. Hvordan pokker kan det tage flere uger at skrive en sådan?

En af grundene er, at en lektoransøgning ikke blot er en jobansøgning. Som genre betragtet kan lektoransøgningen formodentlig bedst beskrives som en lettere uhomogen blanding af den traditionelle jobansøgning, den akademiske forskningsansøgning, og den religiøst inspirerede bekendelseslitteratur. Ansøgningen skal dels dokumentere ens (faglige og sociale) kompetencer til at varetage det opslåede lektorat, hvorved den ligner den traditionelle jobansøgning. Samtidig skal en lektoransøgning imidlertid også præsentere ansøgerens nuværende og fremtidige forskningsplaner, og rummer derfor elementer af den akademiske forskningsansøgning. Endelig skal man i ansøgningen redegøre for sine forskningspublikationer, undervisningserfaring og erfaring med forskningsformidling, hvilket for mange akademikere er ensbetydende med en (mere eller mindre) skyldbetynget erkendelse af, at man på et eller flere af disse områder ikke har været helt så produktiv, som Ministeren, Universitetet, Bedømmelsesudvalget og en selv gerne havde set.

Lektoransøgninger udgør derfor en helt særegen (fag)litterær genre, der ganske vist minder om, men ikke er identisk med, andre typer akademiske ansøgninger. Det kræver derfor både tid og øvelse at mestre lektoransøgningens ædle kunst; tid som ikke alle har eller er villige til at ofre, og øvelse som kun kan opnås ved rent faktisk at skrive mange (og som oftest ikke-succesfulde) lektoransøgninger.

Nej, for resten; det sidste passer ikke helt. Universiteterne tilbyder nemlig en form for praktiske, forberedende øvelser i at skrive lektoransøgninger, nemlig det såkaldte adjunktpædagogikum. Overordnet set kan adjunktpædagogikum derfor betragtes som en en form for obligatorisk efteruddannelse af adjunkter, der (og dette er væsentligt) udgør en af de formelle krav for at være lektorkvalificeret. Som det formuleres i Styrelsen for Videregående Uddannelsers ‘Notat om stillingsstruktur 2013 for videnskabeligt personale ved universiteter’: ”Det forudsættes, at [lektor]ansøgere har modtaget supervision og pædagogisk opkvalificering og har modtaget en positiv skriftlig vurdering af sine undervisningsmæssige kvalifikationer.”

Mere lavpraktisk består adjunktpædagogikum af en række forskellige, obligatoriske kursusforløb, som alle universiteter er forpligtede på at udbyde, hvor adjunkter dels tilbydes undervisnings- og vejledningsrelevant supervision og sparring, dels opøver deres pædagogiske og didaktiske færdigheder. På Aarhus Universitet (og muligvis også andre steder?) er nogle af disse kursusforløb fælles for alle adjunkter, mens andre fokuserer på forskellige emner, hvor den enkelte adjunkt så kan vælge de forløb, som vedkommende finder mest interessante og/eller relevante ud fra sin egen baggrund. Nogle kursusforløb fokuserer således på vejledning; andre på forelæsningsteknikker, og atter andre på brugen af it-hjælpemidler i undervisningen.

Skønt adjunktpædagogikum formelt skal fungere som (pædagogisk) opkvalificering af adjunkter, så tjener de reelt også et andet formål, nemlig som direkte forberedelse til og øvelse i at udarbejde en lektoransøgning. Et konkret eksempel: De fleste (måske alle) danske og langt de fleste udenlandske universiteter kræver, at en ansøgning til en stilling på lektor- og professorniveau indeholder en undervisningsportfolio, dvs. en systematisk oversigt over og præsentation af ansøgerens undervisningserfaring og -kompetencer. At udforme en god undervisningsportfolio er tidskrævende og noget som de færreste er i stand til at gøre på egen hånd. En vigtig del af adjunktpædagogikum-forløbet, i det mindste som det er struktureret på Aarhus Universitet, består derfor i, at hjælpe adjunkter med at udarbejde en sådan portfolio.

Dette er umiddelbart både sympatisk og fornuftigt, da universiteterne derved er med til at sikre en stabil fødekæde af højt kvalificerede ansøgere til de stillinger, som de selv udbyder. Men det betyder samtidigt, at lektoransøgninger adskiller sig fra de fleste andre former for jobansøgninger ved, at ansøgerne har fået professionel hjælp til at udarbejde deres ansøgning; hjælp som udbydes af netop de institutioner, som de søger arbejde ved.
Adjunktpædagogikum er derfor både en indgang og en tærskel. Det er en indgang, fordi et gennemført adjunktpædagogikum åbner for at man kan søge videre i det akademiske system og muligvis engang nå frem til det forjættede land: Tidsubegrænset fastansættelse som lektor. Men det er også en tærskel, fordi hvis man ikke gennemfører et adjunktpædagogikum, så er man i dobbelt forstand dårligt stillet mht. at opnå fastansættelse. Ikke blot mangler man den formelle kvalifikation, som et gennemført adjunktpædagogikum udgør; man har heller ikke modtaget den træning i og forberedelse til udarbejdelse af en lektoransøgning, som deltagelse i et adjunktpædagogikumforløb bidrager med.

Lektoransøgningen er kort sagt en form for overgangsrite: En ritualiseret praksis der formidler et individs (eller en gruppes) indvielse i og overgang til et nyt livsstadium. Mere konkret: Lektoransøgningen markerer, hvis den da ellers er succesfuld, overgangen fra tidsbegrænsede ansættelser (ph.d., post.doc., adjunkt) til ægte, fastansat universitetsforsker. Samtidig tjener ansøgningsproceduren som en såvel formel som uformel sorteringsmekanisme. Formelt udgør ansøgningen og de medsendte bilag det grundlag ud fra hvilket ansøger erklæres kvalificerede eller ikke-kvalificerede til den opslåede stilling. Og uformelt udgør omfanget af samt de såvel implicitte som eksplicitte normer for og forventninger til en lektoransøgning en barriere for, hvorvidt folk overhovedet orker at søge videre i det akademiske system.

Det er blandt andet derfor, en lektoransøgning sagtens kan tage tre uger at skrive.

About filoffen

Filoffen filosoferer
This entry was posted in Academia, arbejde, Job, Universitært. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>