Ministeren og CV’et – den noget længere version

Som jeg skrev i det foregående indlæg, så syntes jeg ikke personligt, at der er noget at komme efter i spørgsmålet om, hvorvidt Uddannelses- og Forskningsminister Esben Lunde Larsen (ELL) havde fusket med sit CV.

Jeg sagde dog også, at der var en række forhold, der gjorde historien om Ministeren og CV’et en smule mere kompliceret, end den måske umiddelbart fremstår. Disse forhold har næsten uden undtagelse deres rod et og samme sted, nemlig i den omstændighed, at skønt ELL i perioden 2001-2006 officielt var indskrevet som studerende ved MSH Misjonshøgskolen i Stavanger, så foregik en del (muligvis det meste) af hans undervisning i København.

Frem til 2007 samarbejdede MSH MisjonHøgskolen nemlig med Dansk Bibel Institut, en privat forskningsinstitution og ”uddannelsessted for teologistuderende, religionsstuderende og folk der vil arbejde med tværkulturel mission.” (Citat fra DBIs hjemmeside). Ifølge en mail til Ekstra Bladet fra Misjonhøgskolens rektor, Bård Mæland, så var det i perioden 2001-2006 således i praksis Bibelinstituttets medarbejdere, der forestod ELLs (og andre danske studerendes) undervisning, som ydermere fandt sted i DBIs lokaler. Skønt ELL formelt var indskrevet ved MSH Misjonshøgskolen i Stavanger, var det altså i praksis DBI der varetog størstedelen af hans undervisning.

Dette er vigtigt, og samtidigt potentielt problematisk. DBI er nemlig en åbenlyst konfessionel og missionerende institution, hvis formål ifølge vedtægterne er:

1) At fremme bibeltro forkyndelse, undervisning og mission
2) At forberede til og videreuddanne i tjenesten for evangeliet hjemme eller ude
3) At vække og bevare troens liv og styrke det kristne fællesskab blandt de studerende

Fra et videnskabeligt og akademisk synspunkt er dette en forholdsvis problematisk formålsbeskrivelse for en forsknings- og uddannelsesinstitution. Eventuelle forbehold bliver ikke mindsket, når man et par linjer længere henne i vedtægterne kan læse, at DBI opererer ud fra den forudsætning at ”Biblen er Guds ord, givet ved Helligåndens inspiration, fuldt troværdig og urokkelig”, og at en af de måder, hvorpå instituttet ønsker at fremme sine tre formål er igennem ”Opbygning af et frit akademisk institut for bibeltro forskning”.

I Danmark er de teologiske akademiske uddannelser formelt og principielt adskilt fra de konfessionelle. Meget forsimplet: For at blive teolog (cand.theol.) skal man gennemgå en videnskabelig, universitær uddannelse, hvor man beskæftiger sig med kristendommen og andre religioner, den kristne tro og den kristne kirkes dogmer og tekster, uden at man derfor tilslutter sig kristendommens dogmer og trosbekendelser. Ønsker man derimod at blive præst i den danske folkekirke, skal man gennemgå en obligatorisk videreuddannelse på et af landets to pastoralseminarer, som også indeholder et konfessionelt (trosbekendende) element. Begrundelsen for denne opdeling er ret enkel: Universitetet er en videnskabelig, akademisk institution, og hverken må eller skal derfor missionere for eller udbrede bestemte religiøse dogmer eller overvisninger

I praksis er det selvsagt vanskeligt at opretholde en klar skelnen mellem det teologisk-videnskabelige og det konfessionelle. Det er fx. er rimeligt at antage, at en betydelig del af de studerende, der vælger at læse teologi ved danske universiteter, er troende kristne, eller i det mindste er positivt indstillede overfor kristendommens dogmer. Men så længe det konfessionelle element ikke har afgørende indflydelse på kvaliteten eller indholdet af den undervisning der udbydes eller den forskning der bedrives, så er dette ikke nødvendigvis et problem, og kan som oftest håndteres pragmatisk og udramatisk.

Problemerne opstår imidlertid, hvis en åbenlyst konfessionel og missionerende uddannelsesinstitution får mulighed for at udbyde meritgivende kurser og eksaminer, dvs. får mulighed for fx at tildele en bachelorgrad i teologi. For hvad sker der med videnskabeligheden og den akademiske lødighed, hvis studerende fx uddannes til ikke at gå kritisk og historisk til Bibelen, men derimod skal læse og forstå den som ”Guds ord, givet ved Helligåndens inspiration, fuldt troværdig og urokkelig”? Det er blandt andet af denne grund, at DBI og andre lignende religiøse uddannelsesinstitutioner ikke er akkrediteret til at udbyde SU-berettigede (og titel-tildelende) uddannelser i Danmark. I modsætning til DBI, så er MSH Misjonshøgskolen imidlertid akkrediteret af den norske akkrediteringsinstitution NOKUT. MSH Misjonshøgskolens uddannelser er altså officielt anerkendte af den norske stat, og giver fx de studerende mulighed for at blive bachelorer i teologi. I kraft af sit samarbejde med Misjonshøgskolen opnår DBIs uddannelser derved en form for officiel anerkendelse (i Norge ganske vist, ikke i Danmark), som de ellers ikke ville have haft. 

Og det er her, at ELL på den ene eller den anden måde kan siges at komme i problemer. Men det er også her, at en række mere principielle, overordnede og strukturelle problemer viser sig.

For det første vil en del mennesker formodentlig blive en smule urolige over, at Danmarks uddannelses- og forskningsminister har taget en stor del af sin uddannelse på en åbenlyst missionerende og religiøst højredrejet uddannelsesinstitution. Hvis sommerens reaktioner på ELLs syn på jordens skabelse og evolutionsteorien kan bruges som indikator, så er det nok her, der for alvor kan falde brænde ned. Og med disse reaktioner i baghovedet, så bliver det pludselig meget forståeligt, hvorfor ELL ikke i udpræget grad synes at have haft lyst til at nævne detaljerne i sit studieforløb på sit CV. Ministeren insisterer ganske vist selv, i interviewet med Ekstra Bladet, på, at han ikke har været indskrevet på DBI, men på MSH Misjonshøgskolen. Men da undervisningen tilsyneladende foregik i DBIs lokaler og blev udført af DBIs undervisere, er det formodentlig en distinktion, der ikke gør nogen større forskel.

For det andet så er internationale samarbejder som det ovenstående mellem DBI og MHS Misjonshøgskolen, hvor en uddannelsesinstitution, der ikke er akkrediteret i sit hjemland, indgår aftaler med akkrediterede institutioner fra andre lande, meget omdiskuterede og omtales undertiden som ”piratuddannelser”. Sådanne uddannelser er problematiske, fordi de potentielt kan underminere kvaliteten af akademiske titler tildelt af danske uddannelsesinstitutioiner, og derved mere generelt true tilliden til det danske akademiske system og videnskabelige miljø. Som undervisnings- og forskningsminister er det ikke just en god idé at blive associeret med den slags.

(DBI samarbejder ifølge deres hjemmeside ikke længere med Misjonshøgskolen. Til gengæld har de indgået et samarbejde med en anden norsk uddannelsesinstitution: Fjellhaug Internationale Høgskole/Fjellhaug International University College, som ligeledes er akkrediteret af NOKUT. For de interesserede har der igennem flere år kørt en længere debat om denne overordnede problemstilling med konfessionelle uddannelser, der så at sige akkrediteres pr. udenlandsk stedfortræder. Diskussionen fokuserer udover Dansk Bibel Institut i København også på Menighedsfakultetet i Aarhus. Se f.eks. indlæg i Universitetsavisen her og her og i Univers her).

For det tredje så rejser hele sagen en række principielle spørgsmål omkring meritoverførsel og meritoverførselsprocedurer på såvel KU som mere generelt. Burde KU have accepteret ELLs studier som meritgivende, siden de i praksis er fra en ikke-akkrediteret dansk institution? Skulle universitetet have gjort mere for at tjekke op på kvaliteten af og indholdet i de kurser, som ELL fik meritoverført? Mere overordnet: Hvilke typer studier og uddannelsesinstitutioner kan og bør danske uddannelsesinstitutioner overhovedet acceptere som meritgivende? I hvor høj grad kan og bør danske uddannelsesinstitutioner tildele akademiske grader baseret på (automatiserede/standardiserede) meritoverførselskonventioner? Hvordan sikrer man i praksis at udenlandske institutioners uddannelser lever op til de kvalitetskrav, som vi har i Danmark?

Dekanen på det Teologiske Fakultet på KU, Kirsten Busch Nielsen, kan selvsagt ikke kommentere på enkeltsager, men hun forklarer til Universitetsavisen at:

For at blive optaget på kandidatuddannelsen i teologi skal man have en bacheloruddannelse, der i krav og niveau svarer til den, man kan tage i henhold til den gældende bekendtgørelse og studieordning. Det foretager vi en konkret vurdering af i hvert enkelt tilfælde, og det viser sig, at det er vanskeligt for de fleste, der kommer med udenlandske kvalifikationer, at komme ind på kandidatuddannelsen […] Studienævnet på Teologi foretager en konkret vurdering. De rekvirerer pensumlister og studieplaner og eksamensbeviser fra den enkelte studerende, som bliver grundigt gået igennem fag for fag [...] I de senere år er studerende så blevet indskrevet på bacheloruddannelsen med merit for de fag, de har gennemført.

Spørgsmålet er, om sådanne procedurer, som vist er meget typiske for behandlingen af meritsager ved de danske universiteter, er nok til at sikre kvaliteten af de kurser og uddannelser, som der gives merit for? Hvilke krav kan og bør man stille til de (udenlandske) uddannelser og kurser, som der søges om merit for? Hvordan sikrer man i praksis, at disse krav er opfyldt? Og hvor langt skal man gå, for at tjekke op på de studerendes egne angivelser af, hvad de har gennemgået og lært?

Disse problemstillinger og spørgsmål er særligt presserende og prægnante i netop disse år. Dels fordi der er voksende krav om og forventninger til, at danske studerende drager til udlandet som del af deres uddannelse. (En forventning som Fremdriftsreformen dog delvist synes at modarbejde). Og dels fordi universiteterne og andre videregående uddannelsesinstitutioner ofte er blevet skældt ud for at være for rigide og ufleksible i deres krav til meritoverførsel og for langsommelige i deres sagsbehandling. Spørgsmålet er imidlertid, om man kan slække på kravene til merit og samtidigt speede sagsbehandlingen op, uden derved at give afkald på kvalitetssikring?

Ovenstående er nogle et ret lavpraktiske og ikke særligt sexede studietekniske og studieadministrative problemer, som næppe skaber forsider i Ekstra Bladet. Ikke desto mindre vil jeg mene, at det er nogle væsentligt vigtigere spørgsmål, end hvorvidt ministeren for Uddannelse og Forskning har formuleret sig lidt småuheldigt i sit CV.

About filoffen

Filoffen filosoferer
This entry was posted in Politik, Universitært. Bookmark the permalink.

One Response to Ministeren og CV’et – den noget længere version

  1. Pingback: Ministeren og CV’et – den korte version | Use of Weapons

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>