Personlige, halvakademiske satire-refleksioner i lyset af Charlie Hebdo

Et problem i diskussionen af Charlie Hebdos satiretegninger er, at en hel del mennesker synes at gå ud fra, at det er rimeligt entydigt, hvad disse tegninger betyder; at det altså er klart, hvem der gøres grin med og hvem eller hvad satiren er rettet imod, og at det derfor er forholdsvist enkelt at finde ud af, hvad den “korrekte” respons på tegningen er. Men det er sgu’ ikke så ligetil igen.

I Information har Michael Nebelung Petersen fx et indlæg, hvor han gør opmærksom på, at mange (han er tæt på at sige alle) Charlie Hebdos tegninger er enten racistiske, homofobiske, eller på anden måde nedgør bestemte befolkningsgrupper. Og han argumenterer for, at brugen af disse tegninger i støttedemonstrationerne efter massakren er problematisk, fordi de dels tjener til at reproducere bestemte sociale stereotyper og strukturelle undertrykkelsesmekanismer, og dels ekskluderer de karikerede grupper fra det affektive fællesskab, som opstod i kølvandet på Charlie Hebdo drabene. Som han udtrykker det:

Nyhederne viser den store demonstration i Paris og demonstrationer i andre storbyer i Europa. Mange mennesker står stille med skilte. Mange af dem viser billeder og satiretegninger, der skildrer profeten Muhammed, som bliver ydmyget gennem homofobiske fremstillinger af fejlende maskulinitet: Profeten, der kysser en anden mand, involveret i analsex og lignende. Det, der har trukket mig ind i fællesskabet, er pludselig ikke længere så stærkt. Det er minderne om at blive called out, fordi jeg er bøsse, til gengæld.

Jeg er rimelig sikker på, at jeg har set det samme tegninger, som Michael Nebelung. Men jeg har tydeligvis læst og fortolket dem på en anden måde. Hvor Nebelung ser “homofobiske fremstillinger af fejlende maskulinitet” ser jeg tegninger, der benytter repræsentationer af homoseksualitet som et magtfuldt våben til at gøre grin med fundamentalistiske religioner. Mere præcist: Jeg ser satiretegninger, der benytter den katolske kirkes, islams og andre religioners modstand mod (og afsky) for homoseksualitet til at udstille, gøre grin med og derved underminere disse religioner. En af grundene til, at en tegning af en muslim (måske Muhammed?) der kysser en af Charlie Hebdos tegnere, virker provokerende for (visse) muslimer er jo netop fordi de anser homoseksualitet som en synd. Det er derfor satiren virker. At disse religioner muligvis opfatter homoseksualitet som udtryk for fejlende maskulinitet er deres problem. Og det er netop det problem, som Charlie Hebdos tegninger udstiller.

Et andet eksempel på, at det langt fra er entydigt, præcist hvordan man skal forstå og fortolke Charlie Hebdos tegninger, er den meget omdiskuterede forsidetegning der forestiller gravide Boko Haram sexslaver, som brokker sig over nedskæringerne i de franske velfærdsydelser. Er dette en racistisk karikatur, der nedgør muslimer og muslimske kvinder i Frankrig? Eller er den snarere et satirisk spark i løgene til den højrefløj, der hævder, at flygtninge i Frankrig først og fremmest er i landet for at kunne udnytte landets velfærdsydelser? (Ved at vise hvordan denne tanke ser ud, hvis den trækkes til sin logiske og absurde konsekvens, nemlig at selv voldtægtsofre og kvinder der flygter fra et liv som sexslaver først og fremmest er interesseret i størrelsen på deres velfærdscheck).

Den mest plausible fortolkning er i mine øjne nummer to. Dels fordi den gør tegningen sjov (og tragisk, men stadig sjov), frem for dybt og dumt racistisk, og dels fordi det er en tolkning, som giver tegningen en satirisk og magtkritisk brod, den ellers ikke ville have haft. “Problemet”, hvis man da kalde det et problem, er imidlertid, at Charlie Hebdo ikke ville kunne gennemføre den anden type satire, uden eksplicit at trække på (og underminere) visse racistiske stereotyper, nemlig de stereotyper som højrefløjen i Frankrig (og andre steder) benytter sig af. Er tegningen dermed racistisk, selvom den samtidig er et opgør med netop de racistiske stereotyper? Er tegningen med til at reproducere racistiske sociale undertrykkelsesmekanismer, på trods af at den søger at gøre op med en bestemt racistisk dagsorden. Jeg er tilbøjelig til at svare klart nej til det første spørgsmål, og lidt mindre sikkert nej på det andet.

Det er forståeligt, at brugen af racistiske stereotyper, selv i et ikke-racistisk, måske ligefrem anti-racistisk, øjemed, kan virke stødende på nogen. Især hvis den anti-racistiske hensigt måske ikke er indlysende, men kræver en smule fortolkning og eftertanke og måske endda kendskab til konkrete diskussioner i en specifik kulturel kontekst. (Se fx Laura Millers glimrende indlæg om netop dette spørgsmål her). Jeg skulle f.eks. selv lige omkring Quora og dette blogindlæg for at finde den rette vinkel på Boko Haram tegningen. Men at det er forståeligt betyder ikke, at det er rigtigt. Og at det er stødende betyder ikke, at man nødvendigvis skal gribe ind og forhindre det.

Jeg skal ikke udelukke, at min egen baggrund som forholdsvis priviligeret, hvid, mandlig heteroseksuel akademiker spiller ind på mine fortolkninger af Charlie Hebdos tegninger. Og jeg skal heller ikke udelukke, at der er blandt de mange, mange tegninger, som Charlie Hebdo har publiceret, er tegninger der er racistiske, homofobiske, islamofobiske, anti-semitiske mm. Og endelig er jeg helt med på, at udsigelses- og afsenderpositionen betyder meget for, hvordan et udsagn (fx en satiretegning) forstås og fortolkes, og for hvilken indflydelse den efterfølgende får. Når hvide, midaldrende, heteroseksuelle mænd gør grin med fx homoseksuelle, muslimer mm, så får det en anden betydning, end hvis det er de homoseksuelle eller muslimerne selv der gør det.

Men alle disse forbehold styrker jo  blot min indledende pointe: Det er fandengalemig ikke altid indlysende, at ens første fortolkning af en tegning (eller en tekst) er den rette, den bedste, den mest plausibel, den mest frugtbare eller den som alle andre har (eller bør have). Det er jo netop fordi (satire)tegninger ikke er selvfortolkende, at de virker og kan skabe debat og uenighed. Og det er vel det primære formål med en god satiretegning?

Bonus: Hvis man er sur over/utilfreds med/føler sig krænket af en tegning, så er her en række forskellige spørgsmål, som man passende kan stille sig selv, inden man begynder at kaste med ting.

1) Er tegningen sjov? Hvorfor/hvorfor ikke? Er det fordi tegningen ikke er sjov, at jeg er sur?

2) Er den udtryk for samfunds- og magtkritik? Hvem eller hvad kritiseres? Hvorfor kritiserer tegningen? Er det fordi jeg (eller en gruppe af mennesker, som jeg er del af) kritiseres, at jeg er sur?

3) Er tegningen krænkende/provokerende? Over for hvem? Og hvorfor? Er det fordi jeg (eller en gruppe af mennesker, som jeg er del af) føler mig krænket, at jeg er sur?

4) Er tegningen skadelig? Hvem eller hvad skader de? Hvordan og hvorfor skader de? Er det fordi jeg (eller en gruppe af mennesker, som jeg er del af) skades, at jeg er sur?

4a) Er tegningen med til at reproducere strukturelle undertrykkelsesmekanismer fx i form af stereotypiske og/eller generaliserende opfattelser af bestemte grupper? Hvordan? Er det fordi jeg (eller en gruppe af mennesker, som jeg er del) udsættes for strukturel undertrykkelse, at jeg er sur?

5) Hvordan hænger svarene på spørgsmål 1)-4) sammen? Kan satire være sjovt under at være (samfunds)kritisk? Kan den være kritisk uden at være krænkende? Kan den være krænkende uden at være skadelig? (Charlie Hebdos Boko Haram tegning er et godt eksempel på, at disse spørgsmål hænger uløseligt sammen).

Og endelig 6) hvis vi mener at (visse) satiretegninger er usjove/(u)kritiske/krænkende/ skadelige/med til at reproducere strukturel undertrykkelse og symbolsk vold på måder, der kræver indgreb/ændringer/modsvar, hvad er da den bedste/rette måde at gribe ind på? Syde i vores egen opbragthed? Opfordring til satirikerne om at udvise tilbageholdenhed, omtanke selvbegrænsning? Opsigelse af abonnement på Charlie Hebdo (eller hvilket medie det nu end er, der har bragt den tegning vi er opbragt over)? Opfordring til boykot af det relevante medie? Modsatire? Rasende læserbreve? Smide ting i hovedet på tegneren?  Indførelse af statssanktionerede begrænsninger på, hvad man må ytre sig om i det offentlige rum? (Hvis du svarer ja til de to sidste spørgsmål, så tænk dig om endnu engang).

Obligatorisk afsluttende besværgelse for at undgå at blive beskyldt for at relativisere eller retfærdiggøre overgreb mod udøvende satiretegnere: Men i sidste ende er alle de ovenstående spørgsmål ret ligegyldige for diskussionen af, hvorvidt drabene på Charlie Hebdo kan undskyldes eller begrundes. For der er intet satirisk indhold, uanset hvor usjovt, stødende, dumt, provokerende eller potentielt skadeligt, der kan begrunde eller retfærdiggøre, at folkene bag slås ihjel.

 

Revisioner: Mandag den 12. januar tilføjede jeg linket til Laura Millers indlæg, og omformulerede det afsnit, hvor dette link optræder.

About filoffen

Filoffen filosoferer
This entry was posted in Debat, humor, Ikke kategoriseret, tegneserier. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>