Pratchett og jeg

Terry Pratchett er død.

I

Da jeg var færdig med gymnasiet, vidste jeg ikke hvad jeg skulle. Eller det vil sige: Jeg vidste godt hvad jeg skulle, nemlig læse filosofi på Aarhus Universitet, men først året efter. Og da mit sommerferiejob i Legoland udløb havde jeg pludselig 6-8 måneder foran mig, som jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge til. Det første jeg gjorde var derfor at gå i hundende, hvilket i denne sammenhæng vil sige, at jeg boede hos mine forældre, stod sent op, så tyske quizprogrammer og anlagde fuldskæg.

Da mine forældre på forskellige mere eller mindre direkte måder havde gjort mig klart, at de ikke mente, at det var en optimal brug af min tid (og deres penge), endte jeg med at tage til Israel som voluntør i en kibbutz i det nordlige Israel, hvor jeg derfor tilbragte vinteren 1994/95, i selskab med andre rodløse unge mennesker fra hele Europa.

Under en (af de mange) natlige samtaler med de øvrige voluntører, nævnte Jonas, en langhåret svensker der elskede at vandre i fjelde, en sjov bog om verdens undergang, som han lige havde læst. Bogen hed Good Omens og var skrevet af to engelske forfattere, som jeg ikke havde hørt om før: Neil Gaiman (“han har en meget mørk humor” fortalte Jonas), og Terry Pratchett (“hans humor er mere lys”), som i følge Jonas supplerede hinanden virkelig godt.

Et par uger senere var jeg på indkøb i Kiryat Shmona, den nærmeste, halvstore provinsby. Jeg var løbet tør for læsestof, og de paperbacks der stod i voluntørernes fællesrum var ikke udpræget spændende, så da jeg kom forbi en boghandel med en sektion med engelske bøger stak jeg hovedet indenfor. Da jeg forlod butikken igen havde jeg to bøger i tasken. Den ene var en paperback-udgaven af Lord of the Rings; den anden var Good OmensLord of the Rings kendte jeg godt, men jeg havde kun læst den danske oversættelse. Good Omens kendte jeg ikke, så det var lidt af et sats. Det eneste jeg havde at gå efter var Jonas’ anbefaling.

Det gik hverken værre eller bedre, end at begge bøger røg med i rygsækken, da jeg efter tre måneder i kibbutzen drog videre for at opleve resten af Israel. LOTR var med sine 1100-1200 sider måske ikke det oplagte valg for en rygsækrejsende, men til gengæld var der så læsestof til mange aftener på hostels i Jerusalem, Tel Aviv og Eilat. Og Good Omens var, næsten fra det øjeblik jeg åbnede den, blevet en af mine yndlingsbøger. Jeg havde på daværende tidspunkt en brevkorrespondance kørende med en kammerat fra gymnasiet, der netop var startet med at læse Litteraturhistorie i Aarhus. Et af hans breve sluttede med en 1½ sides afskrift (i hånden) af de afsluttende sider af James Joyce’s Ulysses. Som svar sendte jeg ham en fuldstændig afskrift af s. 23-24 fra Good Omens:

Current theories on the creation of the Universe state that, if it were created at all and didn’t just start, as it were, unofficially, it came to being between ten and twenty thousand million years ago. By the same token the earth itself is generally supposed to be about four and a half thousand million years old.

These dates are incorrect.

Medieval Jewish scholars put the date of the Creation at 3760BC. Greek Orthodox theologians put Creation as far back as 5508BC.

These suggestions are also incorrect.

Archbishop James Usher (1580-1656) published Annales Veteris et Novi Testamenti in 1654, which suggested that the Heaven and the Earth were created in 4004BC. One of his aides took the calculation further, and was able to announce triumphantly that the Earth was created on Sunday the 21st of October, 4004BC, at exactly 9.00 a.m., because God liked to get work done early in the morning while he was feeling fresh.

This too was incorrect. By almost a quarter of an hour.

Begge bøger, både LOTR og Good Omens endte med at gøre turen fra Kiryat Shmona over Jerusalem via Eilat til Cairo, retur til Israel og endelig via Tel Aviv hele vejen hjem til Danmark. Jeg har stadig den slidte paperbackudgave af LOTR stående inde på reolen. Good Omens var jeg så dum at låne ud til en veninde, der elskede den så meget, at hun nægtede at levere den tilbage. I stedet købte hun en helt ny udgave til mig. Som er næsten, men ikke fuldstændig, identisk med den udgave jeg købte i Israel. Og som slet ikke er nær så slidt.

Det var sådan jeg første gang stødte på Terry Pratchett.

II

“But is all this true?” said Brutha.

Didactylos shrugged. “Could be. Could be. We are here and it is now. The way I see it is, after that, everything tends towards guesswork.”

“You mean you don’t KNOW it’s true?” said Brutha.

“I THINK it might be,” said Didactylos. “I could be wrong. Not being certain is what being a philosopher is all about.”

Fra Small Gods

III

I efterårsferien 1996 var jeg ulykkelig i London. Jeg var rejst med bus til England (det var før Ryan Air og andre lavprisflyselskaber havde dumpet priserne på flybilletter til London, så bussen var den billigste måde at komme derover på), for at besøge min daværende kæreste. Hun var sammen med en veninde taget til Devon i Sydengland for at arbejde på et hotel et års tid, inden hun skulle begynde på lægestudiet. Vi havde derfor ikke set hinanden i en del måneder, og jeg glædede mig som et lille barn til at se hende igen.

Desværre, i det mindste set fra mit perspektiv, så havde min kæreste mødt en anden under sin tid i England. Dette havde hun imidlertid ikke fortalt mig inden jeg ankom, hvilket betød, at mit besøg hurtigt blev en smule akavet. Og for mit vedkommende også ret smertefuldt, da jeg aldrig før var blevet dumpet. Jeg har muligvis aldrig grædt så meget før, samtidig med, at jeg desperat, og ret forgæves, prøvede at holde masken overfor både min (eks-)kæreste, hendes veninde og deres kollegaer på hotellet.

Problemet var, at mine billetter til og fra Devon og til og fra London var købt og betalt. Som fattig studerende kunne jeg derfor ikke bare hoppe på det første det bedste tog mod London, men måtte tilbringe nogle ret hårde dage på det hotel, hvor min (eks-)kæreste arbejdede. Heldigvis havde vi planlagt, at jeg efter besøget i Devon skulle tage til London og tilbringe et par dage med at shoppe, se på seværdigheder og besøge en veninde, inde jeg hoppede på bussen hjem.  Jeg skulle derfor ikke tilbringe hele ferien sammen med min nylige eks, men “kun” (og jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtige anførselstegnene er her) en 3-4 dage.

Hvorom alting er: Jeg tog toget til London, indlogerede mig på et hostel lige ved British Museum, og prøvede at lade være med spontant at bryde ud i gråd midt på gaden. Det lykkedes for det meste, men ikke hele tiden.

Jeg kompenserede for min emotionelle uro ved at købe bøger. Jeg tog i Foyles (den gamle butik, hvor det rodede og bøgerne flød lidt over det hele) og købte filosofibøger til det kommende semester. Jeg købte brugte science fiction og fantasy-bøger i antikvariaterne på Charing Cross Road. Og under et besøg i Forbidden Planet på New Oxford Street tog jeg en beslutning, som jeg længe havde gået og overvejet: Jeg købte min første Discworld-roman!

Når man, som jeg, er og var flittig læser af fantasy- og science fiction romaner, så var det allerede i 1996 svært at overse Terry Pratchetts Discworld-bøger. På daværende tidspunkt var der udkommet næsten 20 bøger i serien, og i enhver boghandel i Danmark, der havde bare et minimalt udvalg af engelsksproget genrelitteratur fyldte Discworld-romanerne en anseelig del af fantasy-sektionen.

Jeg havde imidlertid indtil nu været en smule tilbageholdende med at gå i gang med serien. Dels brød jeg mig faktisk ikke rigtig om Josh Kirbys forsider. De var for satiretegningsagtige. Dels så havde jeg en eller anden forestilling om, at fantasy partout skulle være være Seriøs, Alvorlig Litteratur, Hvor Alle Taler Shakespeare-Engelsk Med Masser Af Thee og Thou Og Den Slags. Og dels var jeg en smule skeptisk over en forfatter, der med nærmest foruroligende regelmæssighed var i stand til at udgive mindst en ny bog om året. Når man er  produktiv, så  det jo næsten nødvendigvis være noget lort, det man publicerer, ikke sandt? Af en aller anden grund var det altså tilsyneladende ikke gået op for mig, at den Terry Pratchett, som skrev Discworldbøgerne, var den samme Terry Pratchett, som var medforfatter på Good Omens, som jeg syntes var FANTASTISK!

Mens jeg gik og var ulykkelig i London skete der imidlertid noget. Jeg blev lidt mere lemfældig med mine penge end jeg nok ellers ville have været, og under et besøg i Forbidden Planet besluttede jeg mig som sagt for, at nu skule det være. NU skulle jeg købe min første Discworld-roman. Og herre gud, hvis jeg ikke kunne lide den, så overlevede jeg nok udgiften på £ 5.95. Så der stod jeg foran hylderne med Discworld-romaner og skulle udvælge en. Jeg kan ikke rigtigt huske, hvad jeg tænkte, bortset fra, at jeg i hvert fald ikke skulle have en af dem med Døden på forsiden, og at bagsideteksten til Men at Arms lød spændende.

Så den købte jeg. Og den røg ned i tasken med de øvrige bøger. Og da jeg, efter en rædselsfuld busrejse hjem til Aarhus kom ind på mit kollegieværelse tømte jeg tasken og stablede jeg alle de bøger jeg havde købt i en stabel, som var næsten en meter høj. Og så smed jeg mig på sengen og græd. Og så gik jeg op i Skjoldhøjbaren og drak mig fuld med folk fra min kollegieopgang. Og så gik jeg i gang med at læse bøgerne i stablen-som-var-næsten-en-meter-høj. Og da jeg nåede til Men at Arms elskede jeg den. Og det gjorde det lidt lettere at min kæreste nu var min eks-kæreste. Og når det begyndte a gøre ondt igen, så var der heldigvis endnu en Discworld-roman at give sig i kast med. Og endnu en. Og endnu en.

Et lille års tids senere vendte min eks-kæreste hjem til Danmark for at læse til læge. Hun er i dag gift med ham hun mødte i England. De har to børn sammen. Tiden går, og ting sker, og vi glemmer. Og så dør Terry Pratchett og det hele vender tilbage. Og pludselig skal jeg igen kæmpe for ikke spontant at bryde ud i gråd. Fordi Pratchett er død.

IV

The beast screamed inside Vimes. It screamed that no one would blame him for doing the hangman out of ten dollars and a free breakfast. Yeah, and you could say a swift stab now was the merciful solution, because every hangman knew you could go the easy way or the hard way and there wasn’t one in the country that’d let something like Carcer go the easy way. The gods knew the man deserved it…

…but young Sam was watching him across thirty years.

When we break down, it all breaks down. That’s just how it works. You can bend it, and if you make it hot enough you can bend it in a circle, but you can’t break it. When you break it, it all breaks down until there’s nothing unbroken. It starts here and now.

He lowered the sword.

Carcer looke up, grinning and said, “Never tastes right, does it, haha, an egg without salt…”

Vimes felt his hand begin to move of its own accord—

And stopped. Red rage froze.

There was the beast, all around him. And that’s what it was. A beast. Useful, but still a beast. You could hold it on a chain, and make it dance, and juggle balls. It didn’t think. It was dumb. What you were, what you were, was not the beast.

You didn’t have to do what it wanted. If you did, Carcer won.

He dropped the sword.

Fra Nightwatch

V

Jeg har engang skrevet en artikel om Discworld, som endte med at blive publiceret i Kritik. Den kan man læse her.

VI

Jonas tog forøvrigt fejl. Pratchett er ikke, eller ikke kun, humor og lys. Pratchett er også vrede.

Terry’s authorial voice is always Terry’s: genial, informed, sensible, drily amused. I suppose that, if you look quickly and are not paying attention, you might, perhaps, mistake it for jolly. But beneath any jollity there is a foundation of fury. Terry Pratchett is not one to go gentle into any night, good or otherwise.

He will rage, as he leaves, against so many things: stupidity, injustice, human foolishness and shortsightedness, not just the dying of the light. And, hand in hand with the anger, like an angel and a demon walking into the sunset, there is love: for human beings, in all our fallibility; for treasured objects; for stories; and ultimately and in all things, love for human dignity.

Or to put it another way, anger is the engine that drives him, but it is the greatness of spirit that deploys that anger on the side of the angels, or better yet for all of us, the orangutans.

Terry Pratchett is not a jolly old elf at all. Not even close. He’s so much more than that. As Terry walks into the darkness much too soon, I find myself raging too: at the injustice that deprives us of – what? Another 20 or 30 books? Another shelf-full of ideas and glorious phrases and old friends and new, of stories in which people do what they really do best, which is use their heads to get themselves out of the trouble they got into by not thinking? Another book or two of journalism and agitprop? But truly, the loss of these things does not anger me as it should. It saddens me, but I, who have seen some of them being built close-up, understand that any Terry Pratchett book is a small miracle, and we already have more than might be reasonable, and it does not behoove any of us to be greedy.

I rage at the imminent loss of my friend. And I think, “What would Terry do with this anger?” Then I pick up my pen, and I start to write.

About filoffen

Filoffen filosoferer
This entry was posted in liv og død, Nostalgi, Personligt. Bookmark the permalink.

3 Responses to Pratchett og jeg

  1. Tak for det, filosof – det var tiltrængt go’e ord.

    Har selv nydt ham gennem både gode og dårlige tider – siden en gang i begyndelsen af 90′erne. Jeg blev ret beklemt over at høre at han var død, og fik ikke megen forståelse for min sørgmodighed, da stort set ingen i landet kender den næstbedst sælgende forfatter i England. Suk.
    Anyway – Takker for de velsmedede ord. De ramte dér hvor det gjorde godt – nøjagtig som god gravøl skal.

    Dbh
    Jon Skræntskov

  2. Ex-litteraturhistorikeren says:

    Her kommer jeg forbi din blog for foerste gang i for lang tid og ser at Pratchetts doed har givet anledning til at blive naevnt. Mig der hverken kan finde ud af Facebook eller at blogge, breve bruger man jo ikke mere. Kom dog forbi Paris naar du kan, om ikke andet for Shakespeare & co. Lav risiko for ekskaerester.

  3. Kim Pedersen says:

    Pratchett var og er ikke mindre end genial i sin tilgang til fantasy-genren og hans evige forholden sig til virkeligheden igennem sine Discworld-sagaer. Specielt Wimes og hans noget noir tilgang til livet er eminent og min klare favorit. Med dit virke kan du vel heller ikke andet end holde af “The Unseen University” og deres eskapader, jeg ser ihvertfald tydelige tråde til ethvert universitet.

    Wimes er også en fyr der handler efter en etik, der helt klart falder i min smag. Han er ikke bange for at gøre det han synes burde være enhver til del og gavn.

    Venlig hilsen
    Kim Pedersen

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>