Sørine Gotfredsen: Løft blikket

Indledning

Jeg er et af de ret mange mennesker, som igennem de sidste 15-20 år har fulgt Sørine Gotfredsens indlæg i Berlingske og andre danske aviser med hvad der nok bedst kan betegnes som en form for skrækblandet fascination. Ja, jeg er endog engang blevet så opbragt over en af Gotfredsens mange kronikker, at jeg skrev et forholdsvist rasende læserbrev som modsvar. (Da min mor læste mit indlæg, var hun ikke specielt glad for det. ”Du er jo vred, Carsten” var hendes direkte, og ikke spor billigende, kommentar. Og ja, det måtte jeg jo indrømme, at jeg var).

Jeg har imidlertid aldrig læst en af Gotfredsens bøger. Dels fordi jeg simpelthen ikke har haft hverken tid eller lyst. Og dels fordi jeg, ud fra omtalen af hendes bøger i aviser og på tv, var rimelig overbevist om, at jeg næppe ville være enig med hende om særlig meget.

At man er uenig med en forfatter er imidlertid en dårlig begrundelse for ikke at læse vedkommende. Man kan jo nemlig ofte lære lige så meget, ja undertiden mere, ved at læse folk man er uenige med, som ved at læse forfattere, hvis synspunkter og grundholdninger man deler. Af den grund, og fordi jeg simpelthen havde lyst til at læse bogen, så var en af de alt for mange bøger, som jeg købte på weekendens Bogforum, Sørine Gotfredsens Løft blikket. Nåde i narcissismens tid.

Det følgende er mit forsøg på at forklare nogle af grundtematikkerne i Løft blikket. Det er ikke en anmeldelse, heller ikke en kritisk analyse eller diskussion, men derimod mit forsøg på at tænke med Gotfredsen så langt som jeg kan, for derigennem at komme til en form for klarhed over hvad hendes projekt går ud på, og dermed måske også bedre forstå hvad hun skriver i andre sammenhænge.

Forventninger

Jeg ved ikke helt, hvad jeg på forhånd havde ventet mig af bogen. Jeg havde forberedt mig ved at læse en del anmeldelser af bogen (Tine Byrckels i Information (betaling); Niels Lillelunds i Berlingske og Johannes Christensens i Jyllands-Posten (betaling)), samt et enkelt interview med Gotfredsen (i Politiken). Og på Bogforum fik jeg set en diskussion mellem Gotfredsen og Knud Romer, der officielt skulle handle om Løft blikket og bogens diskussion af narcissisme, men som i praksis blev et eksempel på, hvad der kan ske, når mediavante egoer støder sammen uden faste rammer. (Hvis man var en smule ondsindet kunne man måske kalde diskussionen for en konkret eksemplificering af udlevet narcissisme).

På den baggrund var min umiddelbare forventning nok, at Løft blikket ville være en form for samtidskritik; en kritik der dels ville udpege problematiske tendenser i tiden, der muliggør og understøtter en voksende egoisme, og dels ville kritisere disse tendenser ud fra et teologisk og eksplicit kristent standpunkt.

Min forventning blev kun delvist opfyldt. Løft blikket er samtidskritisk, og har et klart teologisk og kristent udgangspunkt. Men man leder, måske lidt overraskende, forgæves efter en systematisk (eller for den sags skyld usystematisk) analyse og kritik af den øgede offentlige selvfremstilling, som fx Facebook, Twitter og andre sociale medier synes at understøtte.

Gotfredsen bryder sig bestemt ikke om de sociale medier, og hun har mange og harske ord at sige om mennesker, hvis primære livsindhold synes at bestå i at være kendte, udstille sig selv og opnå accept og anerkendelse fra andre. Men hendes kritik er generel og synes aldrig for alvor at gå i dybden. De sociale medier nævnes fx kun eksplicit et par enkelte steder i bogen, og når det sker, så sker det ganske en passant, som del af en diskussion af andre, og ud fra Gotfredsens perspektiv langt vigtigere, emner.

Syndefald og narcissisme

Dette kan umiddelbart forekomme underligt. Hvordan kan en samtidskritisk bog, der direkte og åbent skoser det moderne menneske for at have fortabt sig selv i den narcissistiske malmstrøms uendelige selvrefleksion, undgå at beskæftige sig indgående med nutidens mest åbenlyse eksempel på selvudlevering og selvfremstilling, nemlig Facebook og andre sociale medier?

Men ved nærmere eftertanke, og efter at have læst bogen, er det i virkeligheden ikke så underligt. For Gotfredsen er narcissisme nemlig et menneskeligt grundvilkår; et iboende træk ved og problem for mennesket, som altid har eksisteret og altid vil eksistere. Formuleret ud fra Gotfredsens tidehvervske udgave af Luther, så er narcissisme et af de mest prægnante udtryk for menneskets grundlæggende syndighed. Med syndefaldet blev mennesket selvbevidst. Med Gotfredsens ord:

Så snart mennesket spiste af frugten [på Kundskabens træ], indser de til deres egen bestyrtelse, at de er nøgne, og fra dette punkt fødes skamfuldheden og forfængeligheden i dem. Og dermed også narcissismen. Det menneskelige blik har nu definitivt vendt sig bort fra den uskyldsrene betragtning af Guds væsen. Det modtager ikke længere enhver sammenhæng ved at iagttage sin skaber, men leder også efter erkendelse og bekræftelse i det indvortes […] Nu må det leve i en splittet tilstand, hvor det på en og samme tid længes efter at finde hvile hos Gud og klogskab og tryghed hos sig selv. (Løft blikket s. 25)

Ud fra et sådant perspektiv er nutidens sociale medier, og den offentlige selvfremstilling som disse muliggør, blot en krusning i vandskorpen. De er højest et symptom på et problem, der går langt dybere, og er langt mere vidtrækkende, end spørgsmålet om, hvad antallet af likes og followers mon gør ved vores selvforståelse. Og Gotfredsen er ikke specielt interesseret i symptomerne, men i de bagvedliggende kræfter og strukturer, som forklarer symptomerne. For først når vi forstår disse kræfter, kan vi gøre os håb om at finde en vej ud af vores narcissistiske syndighed.

Narcissisme, modernitet og Guds fravær

Dette rejser imidlertid et andet spørgsmål. Fordi hvis narcissisme er et menneskeligt grundvilkår, et udtryk for menneskets arvesynd som vi principielt aldrig kan afkaste os, og hvis de sociale medier blot er et symptom på dette dybereliggende problem, hvorfor mener Gotfredsen da, at narcissisme udgør et særligt presserende og udbredt problem i det moderne? Hvad er det ved moderniteten, som gør menneskets tendens til selviagttagelse og selvrefleksion til et større, og mere påtrængende, problem end tidligere?

Gotfredsens svar på dette spørgsmål er på en og samme tid enkelt og radikalt. Tager man nemlig Gotfredsens luthersk-evangelisk-tidehvervske briller på, så er modernitetens grundlæggende problem, at tanken om forpligtende nødvendighed, paradigmatisk (og for Gotfredsen nødvendigvis) udtrykt i tanken om Gud, er blevet fortrængt og afløst af den nærmeste kætterske tanke om mennesket selv som eneste og sidste forpligtende instans.

Uden Gud, uden forestillingen om at være absolut og nødvendigt forpligtet af noget uden for os selv får menneskets tendens til narcissistisk selvbetragtning nemlig frit løb. På det individuelle plan bliver det således op til det enkelte individ at fastlægge hvilke normer og værdier det vil leve sit liv efter. For Gotfredsen (og forbløffende mange andre) er dette uden nogen som helst tvivl ensbetydende med, at det eneste der kan fungere som pejlemærker for individets handlinger er dets mere eller mindre tilfældige lyster og drifter. Vejen er dermed åbnet for rendyrket egoisme eller, hvis man er heldig, for oplyst egeninteresse der ganske tager andre menneskers interesser i betragtning, men kun gør det for så vidt det er nødvendigt for at opfylde egne interesser.

To slags narcissisme?

Gotfredsens historie har imidlertid endnu et twist, som jeg desværre ikke synes, at hun får eksplicit udfoldet i sin bog. Et gennemgående tema i Løft blikket er nemlig, at narcissisme ofte kommer til udtryk ikke som ren og skær selvoptagethed, men derimod som en konstant higen og stræben efter bekræftelse og anerkendelse fra andre. Modsat hvad man måske umiddelbart skulle tro, så skal narcissisme altså ikke forstås som blot og bar selvfortabelse eller selvrefleksion, men derimod som en i bund og grund socialt medieret trang til selv-bekræftelse. Dette kan forekomme overraskende, specielt hvis man som Gotfredsen eksplicit forstår og definerer narcissisme med udgangspunkt i Ovids myte om Narcissus, der bliver forelsket i sit eget spejlbillede og ikke formår at løsrive sig fra sig selv.

Denne uartikulerede dobbelthed i Gotfredsens forståelse af narcissisme, at begrebet på den ene side betyder en form for selvcentreret selvtilstrækkelighed, mens det samtidigt på den anden side også betegner et socialt medieret behov for accept og anerkendelse fra andre, irriterede og generede mig igennem hele læsningen af bogen. Jeg kunne simpelthen ikke se, at Gotfredsen noget sted gav en forklaring på, hvordan hendes begreb kunne omfatte begge disse betydninger. Og hvad værre var: Nogle steder syntes hun uden videre at skifte mellem og blande de to betydninger uden at gøre opmærksom på det, som f.eks. i hendes beskrivelse af storbylivets pres på s. 161-162.

Gud, anerkendelse, nåde

Det var først efter jeg havde gået og tænkt over problemet et par dage, at jeg nåede frem til et muligt svar. Og svaret er, i det mindste ud fra Gotfredsens præmisser, meget simpelt. Ifølge Gotfredsen efterlader Guds fravær nemlig det moderne menneske med et uopfyldt (og for Gotfredsen principielt uopfyldeligt) behov: At stå i en forpligtende relation til noget absolut og nødvendigt uden for sig selv, hvilket i Gotfredsens udlægning vil sige at stå i et forhold til Gud. I Guds fravær kan dette behov ikke opfyldes, og mennesket søger derfor erstatning i verdslige substitutter. I stedet for den forpligtende relation til Gud stræber vi derfor nu efter andre menneskers anerkendelse og accept.

Menneskets stræben efter andres anerkendelse og accept er derfor for Godtfredsen udtryk for præcis den samme tendens i mennesket, som den mere umiddelbare og direkte egocentrerede selvoptagethed, blot med modsat fortegn. Modernitetens afsværgelse af Gud har medført et fravær af udefrakommende forpligtende nødvendighed. Dette har på den ene side åbnet døren for den simple narcissistiske selvfortabelse, hvor den eneste målestok for rigtigt og forkert bliver individets egne følelser og lyster. På den anden side har det samtidigt betydet, at menneskets behov for ekstern selvbekræftelse reduceres til et spørgsmål om intersubjektiv, mellemmenneskelig anerkendelse. Både den indadskuende selvfortabelse og den udadskuende andethedssøgen er altså udtryk for den samme narcissistiske tendens, nemlig troen på at mennesket selv er den eneste og sidste målestok for rigtigt og forkert og godt og ondt og er den eneste mulige kilde til anerkendelse og kærlighed.

For Gotfredsen er det grundlæggende problem ved denne tanke, at den er dømt til at mislykkes. Den indadskuende narcissisme ender i selvfortabelse og en endeløs og principiel uopfyldelig stræben efter behovsopfyldelse. Og den udadskuende, andethedssøgende narcissisme ender i en desperat og mindst lige så uopfyldelig jagt på likes, bekræftelse og anerkendelse.

I modsætning til dette, og som svar på narcissismens problem, står ifølge Gotfredsen Gud, hvis anerkendelse af og relation til mennesket paradigmatisk udtrykkes i begrebet nåde. For Gotfredsen betyder nåde Guds betingelsesløse og uforbeholdne tilgivelse af mennesket. I modsætning til nåden, så er andre menneskers anerkendelse derimod altid kontingent og betinget. Den er noget, som vi skal gøre os fortjent til, og arbejde for. For Gotfredsen er det derfor kun i Gud, og kun i kraft af Guds nåde, at det narcissistiske problem kan opløses og menneskets narcissistiske tendens ophæves. (Se her specielt Løft blikket s. 185-191).

Afslutning: Profeten Krarup

Lad mig afslutningsvis prøve tage et skridt tilbage. Indtil nu har jeg prøvet at forstå og forklare Løft blikket på bogens og Gotfredsens egne præmisser. Populært sagt har jeg prøvet at sætte parentes om mine egne holdninger og overbevisninger, for at komme så tæt på Gotfredsens synspunkter som muligt. Jeg skal ærligt indrømme, at det ikke alle steder har været lige let, og at jeg ikke sikker på, at det er lykkedes for mig. Men jeg må indrømme, at hvis man accepterer de bagvedliggende præmisser for Løft blikket, herunder en lettere idiosynkratisk fortolkning af den danske og europæiske kulturhistorie, så er der både sammenhæng og et vist kritisk og analytisk potentiale i Gotfredsens analyser.

Hvis jeg imidlertid træder uden for bogens rammesætning, og betragter den ikke ud fra sine egne præmisser, men ud fra mine egne holdninger og overbevisninger, så er det svært at tage den helt alvorligt. Og bogens grundlæggende problem er nok, at der på intet tidspunkt gøres noget forsøg på at begrunde eller argumentere for de bagvedliggende præmisser. Hvis ikke man slet og ret accepterer, at Gud er en nødvendig forudsætning for forpligtende nødvendighed, at Syndefaldsmyten udgør en relevant og plausibel forklaringsmodel for menneskets psykiske grundstrukturer, og at Luthers teologi er en uomgængelig forudsætning for at kunne tænke og tale fornuftigt om tro og teologi i dag, så har man ingen chance for at forstå eller få noget ud af Løft blikket.

Det er derfor ikke overraskende, at Gotfredsens tekst undertiden nærmest har karakter af en prædiken. Der tales til de allerede overbeviste, de allerede troende, ikke til alle os andre. Og der tales uden den mindste antydning af et smil. Det er seriøse og alvorlige spørgsmål der diskuteres, og dertil kræves den strengeste saglighed og dybeste alvor.

Kravet om saglighed og alvor henter Gotfredsen, selvfølgelig kunne man sige, fra sit store forbillede Søren Krarup. Krarup spiller således, sammen med Grundtvig, Kierkegaard og Luther, en afgørende rolle i Løft blikket, og afsnittene om Krarup i kapitel 2 og 5 er blandt bogens mest interessante. Ikke fordi de bringer diskussionen synderligt videre, og heller ikke fordi de giver os nye indsigter i Krarups værker og virke, men fordi de udgør en nøgle til forståelsen af Gotfredsens egen udvikling og tænkning. Har man nemlig først en gang læst Gotfredsens indfølte beskrivelse af, hvilket indtryk Søren Krarup gjorde på hende i hendes gymnasietid, så forstår man pludselig langt bedre ikke blot Løft blikket, men også hendes øvrige skrifter og offentlige indlæg. Krarup er for Gotfredsen ikke blot et teologisk forbillede; han repræsenterer en moralsk og eksistentiel vækkelse:

Hans urokkelige alvorsmine var med til at sprede en fornemmelse af, at man stod på gyngende grund i den svævende overbevisning om, at det kan lade sig gøre at fornemme sig frem til sandheden blot ved at være sit eget impulsive jeg. Søren Krarups fremtræden fik mig til for første gang i livet for alvor at mærke mistænksomhed angående det følelsesliv, som jeg indtil da havde opbygget en nærmest skråsikker tiltro til. (Løft blikket, s. 49).

I direkte modsætning til hvad Krarup (og formodentlig også Gotfredsen) selv officielt ville bryde sig om, så har afsnittene om Krarup (som man måske kan fornemme) nærmest karakter af helgenkåring, eller, hvis man vil undgå de katolske begreber, af en discipels udlægning af profetens ord. Som sådan er de meget vanskelige at tage helt seriøst, medmindre man på forhånd er overbevist om profetens og tekstens iboende sandhed.

Og så er vi tilbage ved bogens grundlæggende problem: Den prædiker for de troende og de allerede overbeviste, ikke for tvivlerne, ikke for hedningene, ikke for de vantro. Er man allerede enig i præmisserne og budskabet, så vil man finde bekræftelse og tryghed i Gotfredsens ord. Er man ikke enig, så står man et sted udenfor og kigger ind, uden nogensinde helt at kunne forstå, hvad der egentlig foregår.

About filoffen

Filoffen filosoferer
This entry was posted in Bøger, Debat, filosofi, Teologi. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>