Tale ved middagen til Pædagogisk Filosofisk Årsmøde 2015

FØRST vil jeg lige benytte lejligheden til at sige tak.

Tak til årets oplægsholdere, som var med til at gøre dette årsmøde spændende og fagligt relevant.

Tak til Eva, som har sørget for, at vi har noget at spise nu. Det er hende, der har organiseret maden til i aften.

Tak til resten af foreningens bestyrelse, som har hjulpet med at organisere dette års årsmøde. Særlig tak til Stig, som har lavet programmet og plakaten, og til Jane og Thomas, som har hjulpet med det praktiske her i Aarhus.

En særlig tak til Jane, som efter mange års trofast arbejde som sekretær og praktisk gris i år har valgt at trække sig fra Foreningens bestyrelse. Lad os give hende en hånd.

———————————————

DERNÆST vil jeg gerne indvi jer i nogle af de, måske lidt uventede, problemer og spørgsmål, man som professionel (pædagogisk) filosof nogle gange render ind i. Spørgsmål som bliver ved med at pine og plage en, uanset hvor længe man tænker over dem. I kender dem sikkert selv:

  • Hvordan og i hvilket omfang kan en historisk betinget og socialt medieret fornuft opnå absolut erkendelse af virkelighedens grundlæggende strukturer?
  • Burde Batman ikke have slået Jokeren ihjel, en af de (mange, mange) gange han ha haft chancen? Hvis ja: Er Batman så egentlig en helt? Hvis nej: Hvorfor ikke?
  • Hvis jeg står ved et sporskifte og frit kan bestemme, hvilken vej en løbsk togvogn skal køre, skal jeg så lade køre til venstre, hvor den vil dræbe fem børn, hvoraf en ville være vokset op og blive den næste Lars Løkke Rasmussen, bae med billigere smag i tøj? Eller skal jeg i stedet lade den køre til højre, hvor den vil hamre ind i og hårdt såre 300 uskyldige køer, som alle vil lide frygteligt, men som til gengæld senere, efter de er blevet slagtet, bliver til gratis bøffer, der uddeles blandt de hjemløse i Århus?
  • Og selvfølgelig: Er det moralsk tilladeligt at tage imod en invitation til en social sammenkomst, hvor der er en risiko for, at man vil kommer under indflydelse af alkohol, og dermed måske miste kontrollen over sin fornuft og moralske dømmekraft?

Jeg ved ikke med jer, men det er den slags spørgsmål, der holder mig vågen om natten. I går nat lå jeg således søvnløs derhjemme og vred og vendte mig forpint ved tanken om, at jeg måske var på vej i noget moralsk gøgemøg, fordi jeg havde sagt ja til at organisere dette års årsmøde i Pædagogisk Filosofisk Selskab?

Hvad gør man i den slags tilfælde? Jeg gjorde selvfølgelig det, jeg altid gør i den slags situationer. Jeg spurgte mig selv: Hvad ville Kant gøre?

Og heldigvis så behøver vi ikke kaste os ud i hypotetiske spekulationer over, hvad Kant måske og muligvis kunne tænkes at ville have gjort såfremt og i fald…

I Metaphysische Anfangsgründe der Tugendlehre, anden del af Metaphysik der Sitten, diskuterer Kant nemlig præcis det spørgsmål, der pinte og plagede mig: Spørgsmålet om det moralsk tilladelige i at deltage i sociale sammenkomster der involverer indtagelse af alkohol.

Eller som Kant formulerer spørgsmålet: ”Wie weit geht die Sittliche Befugniss, diesen Einladungen zur unmässigkeit Gehör zu angeben?” I hvilket omfang har jeg en sædelig beføjelse til at acceptere invitationer til drikfældighed? (MS 6:428).

For Kant rejser dette spørgsmål sig, ikke overraskende, som en strid imellem to pligter. På den ene side har vi ifølge Kant en fuldkommen, negativ pligt overfor os selv til ikke at bedøve os selv igennem overdreven indtagelse af nydelses- og næringsmidler.

I denne henseende er vin og andre alkoholiske drikke særligt problematiske. Problemet er, at overdreven indtagelse af alkohol (og, tilføjer Kant, andre former for narkotika, som eksempelvis opium) mindsker vores evne til at anvende vores fornuft korrekt. Dermed reducerer mennesket sig selv til noget andet og mindre end det rationelle væsen det dybest set og essentielt er.

Når mennesket er beruset” forklarer Kant således ”skal det ikke behandles som et menneske, men blot som et dyr. […] Og det er åbenlyst, at man ved at hensætte sig selv i en sådan tilstand krænker en pligt man har overfor sig selv.” (MS 6:427).

Mennesket har således en klar og utvetydig moralsk pligt til ikke at indtage alkohol – i det mindste ikke i et omfang som forhindrer eller forstyrrer det i at anvende sin fornuft. På denne baggrund kunne man derfor forvente, at Kant (ud fra et better safe than sorry synspunkt) ville nedlægge et absolut forbud mod at deltage i selskabelige sammenkomster, hvor der blev serveret alkohol.

Tingene er imidlertid mere komplicerede end som så. Ifølge Kant har mennesket nemlig også en ufuldkommen, negativ pligt over for såvel sig selv og andre til ikke at isolere sig selv. Denne negative pligt kan også formuleres positivt: Mennesket har, hævder Kant, pligt til anvende og udvikle sine moralske evner og kompetencer i social omgang med andre.

Kant medgiver, at det at socialisere med andre ikke i sig selv er et moralsk endemål, da det ikke indgår i begrebet om det højeste gode. Men, fremhæver han, når man omgås andre så ”kultiverer man en gensidig overensstemmelse, som indirekte leder frem til dette mål: man kultiverer omgængelighed, tolerance, gensidig kærlighed og agtelse… og dermed forbindes dyderne med Gracierne, hvilket i sig selv er en pligt.” (MS 6:473).

På den ene side har vi altså en pligt til ikke at indtage overdrevne mængder af alkohol, og bør derfor holde os fra selskabelige sammenkomster, hvor der drikkes. På den anden side har vi samtidig en pligt til at socialisere med andre, og som vi alle ved, så involverer dette ofte indtagelse af alkohol.

Spørgsmålet er nu: Kan disse to pligter forenes?

Kants svar på dette spørgsmål er… at det kan vi ikke give et klart og entydigt svar på. Kant behandler derfor problemet som et kasuistisk spørgsmål, dvs. et spørgsmål som er beregnet til at træne og opøve vores moralske dømmekraft.

Grundproblemet med at deltage i fester og andre sociale sammenkomster er, at noget moralsk prisværdigt (at socialisere med og omgås andre) indlejres i en kontekst, hvor vi risikerer at krænke en pligt mod os selv (pligten til ikke at indtage for meget alkohol).

På den ene side bemærker Kant, så ”udgør fest en bestandig fristelse til at gøre noget umoralsk, nemlig hengive sig til drukfældighed, hvilket er en overtrædelse af en pligt man har over for sig selv – for slet ikke at tale om de fysiske ulemper, som dog måske kan kureres af en læge.” (MS 6:628).

På den anden side så fremhæver Kant, at: ”Skønt en fest er en formel invitation til at indtage upassende mængder af mad og drikke, så har festen samtidigt et moralsk mål hinsides det blot fysiske velbefindende. En fest bringer således et antal mennesker sammen i længere tid, så de kan konversere med hinanden.” (MS 6:628)

Konversation er en af de måder, hvorpå vi opøver vores sociale og moralske færdigheder, og er derfor (indirekte) moralsk godt. Kant overvejer derfor om man måske kan ”om ikke lovprise, men så i det mindste retfærdiggøre, indtagelse af vin i et omfang der nærmer sig beruselse, fordi dette opildner selskabets konversation og får deltagerne til at tale mere frit.” (MS 6:428).

Som Kant bemærker så er der imidlertid et åbenlyst problem med dette argument, nemlig at det er uhyre svært at afgøre, præcist hvornår man har nået det rette niveau af moralsk prisværdig næsten-beruselse – noget der bestemt ikke bliver lettere i takt med at man drikker mere og mere. Vi ved simpelthen ikke, hvornår vi har overskredet grænsen for moralsk tilladeligt indtag af alkohol, og jo mere vi drikker jo dårligere bliver vi til at bedømme hvor grænsen går. Så måske vi hellere helt skulle lade være med at drikke?

Samtidig skal man huske på, at mange fester rent faktisk ikke fremmer konversation mellem gæsterne og den deraf følgende kultivering af vores moralske og sociale færdigheder, der ifølge Kant er det sociale samværs iboende moralske mål. Som Kant bemærker: ”Selve antallet af gæster kan (hvis det, som Chesterfield bemærker, overstiger musernes antal), gøre det vanskeligt at tale med andre, med undtagelse af dem man sidder ved siden af. Og dermed vil hele arrangementet være i modstrid med dets moralske formål.” (MS 6:428)

Så vidt jeg umiddelbart kan skønne, så synes antallet af deltagere til dette års middag at overstige musernes antal ganske betragteligt. Fra en kantiansk betragtning må hele dette arrangementet derfor anses for at være moralsk problematisk – medmindre vi da alle frivilligt afstår fra at drikke alkohol?

Puha, det er ikke let at være filosof!

Nå, men hvis ikke man kan finde et svar i teorien, så kan man måske gøre det i praksis. Sagt på en anden måde: Jeg har nu talt mere end godt er. Det er i stedet blevet tid til faktisk og praktisk at fremme den menneskelige socialitet blandt alle os der har deltaget i Filosofisk Pædagogisk Årsmøde. Så lad os alle sammen hæve vores glas, skåle med hinanden, og derefter kaste os ud i dybsindige samtaler, som kan hæve det intellektuelle og moralske niveau i verden – under skyldig hensyntagen til kravet om ikke at indtage mere alkohol end absolut nødvendigt for at opfylde dette moralsk påbudte formål.

Skål!

About filoffen

Filoffen filosoferer
This entry was posted in Kant, Tale. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>