Forslag modtages

Grrrr – kan ikke komme ordentlig igang med og/eller få styr på sidste kapitel i Afhandlingen. Skal man

1) ydmygt nøjes med at påpege, hvorledes kantiske indsigter vedrørende frihedens nødvendige transcendens ift. de på ethvert givet tidspunkt foreliggende værdisystemer og sociale rum kan bruges som et nødvendigt korrektiv til den aristoteliske insisteren på vigtigheden af en (mere eller mindre tilfældige) axiologisk indsocialisering?

eller

2) mere ambitiøst skitsere de overordnede linier i en (muligvis hegeliansk inspireret) model for etisk dannelse, der sammenkobler den (af aristotelikere ofte fremhævede) kulturelle indsocialiserings betydning med Kants og kantianernes insisteren på den kritiske fornufts (og dermed i sidste instans også etikkens) autonomi i et dialektisk spændingsforhold; et spændigngsforhold der på en og samme tid muliggør a) en mere kompleks opfattelse af dannelsesprocessens formål end den traditionelle mono-teleologiske forestilling om den moralske agent som et enhedsligt selv og b) opgivelsen af den forsimplede kulturelle værdimonisme (en kultur = et givet sæt af værdier og normer), der ofte optræder som en ikke-ekspliciteret forudsætning i aristoteliske dannelsesteorier?

Eller måske noget helt tredje? (Kant havde ret og Aristoteles tog fejl, Fejl, FEJL f.eks?) Forslag modtages.

(Sagt mere simpelt: Skal jeg i sidste kapitel 1) nøjes med at sige, hvordan man kan bruge Kant til at korrigere og supplere den traditionelle (og dominerende) aristoteliske opfattelse af dannelse som “indsocialisering i en givet kulturs værdier og normer”, eller 2) snarere forsøge at forklare, hvorledes man kan sammenkoble kantiske og aristoteliske indsigter i et mere komplekst og adækvat begreb om dannelse?)

Om filoffen

Filoffen filosoferer
Dette indlæg blev udgivet i Afhandlingen, filosofi, opfordring, Videnskab. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Forslag modtages

  1. Jacob\ skriver:

    Du skal (= jeg synes, du bør) insistere på nødvendigheden af en overordnet redegørelse for de (dén?) transcendentale normative strukturer, der til enhver tid må forudsættes af og ligger til grund for de implicit regulerede praksisser, som understøtter den aristoteliske opfattelse, og du skal utvetydigt kritisere den uafsluttethed (=dogmatisme), der udspringer af en opfattelse, som ikke tager tænkningen om normativ autoritet ‘i det hele taget’ til sin logiske konsekvens ved at anskue den som et uomgængeligt transcendentalt projekt i og ved, at praksis ikke kan begrunde sig selv uden et rent og kategorisk grundlag, som kun findes i den rene praktiske fornuft egen selvlovgivende autonomi.

  2. Paw skriver:

    Du kunne også skrive, at både Aristoteles, Kant og Hegel tog fejl: Lad os nedlægge filosofien …. ha, ha …. ; ).

  3. Carsten skriver:

    @Jacob – jeg troede, at det var formålet med dit speciale? Kan jeg ikke bare indsætte en henvisning i en fodnote? Og så er det sådan set også det, som Henrik sidder og laver.

    @Paw – næh, hov; det ville jobmæssigt være meget dumt. Hvad pokker skulle jeg så lave bagefter. Og jeg ville desuden ikke mene det, selv hvis jeg skrev det.

  4. Ravelli skriver:

    Eller man kunne referere til den indtil for nyligt oversete figur i filosofihistorien, som vores gode veninde Cristine Korsgaard lagde overordentlig vægt på under sit foredrag i København for et par år siden, og som især synes at spøge blandt kontinentalt(om)vendte analytiske filosoffer: Aristotleandkant.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *